Hold da op, hvor det hele meget nemmere, da vi var to. Nu sidder vi her i sommerhuset og kukkelurer, mens NC sover middagslur. Allan er rastløs og keder sig, og jeg har okkuperet Allans computer, så jeg er den heldige.

Engang kunne vi drikke os i hegnet og ligge brak med tømmermænd på terrassen og bare vente på, at grillen skulle åbne klokken 16, så vi kunne få en burger og få genoprettet saltbalancen. Den går ikke længere.

Nu er vi os tre. Det hele er mere besværligt, fornuftigt og omstændeligt. Mindre spontant. Alting foregår i et helt andet tempo. Og der er en dark horse, der hopper ud af skabet og totalt vælter planlægningen, når man mener, at man har taget højde for det meste. Men kærligheden og de gode intentioner er der stadig. Og humoren, så vi kan grine af, at vores ego-liv er erstattet af trio-liv, hvor den mindste bestemmer det meste.

Et totalt nyt liv, der minder om det vi engang flyttede fra; hvor man spiser klokken 18 og lander i sengen inden 22. Og står op, når den mindste pludrer glad i sin seng og kræver sjov og ballade, før solen står op. Mig-tid og dig-og-mig-tid er begreber fra en fjern fortid. Og det er helt okay! Det er præcis sådan det skal være! Det er det, jeg har ønsket hele mit liv. At være mor og kone. Ikke bare mig, mig og kun mig. Jeg har haft mange dejlige ego-år, og det er jeg glad for. Det er svært at bryde egovanen og danse efter en mindreårigs pibe, men det er dejligt, og det føles som om det er meningen med det hele. Jeg er kommet hjem, jeg har et hjem og en dejlig familie.

Selv når tiden føles lang, det regner udenfor og kedsomheden banker på døren. Hey, jeg lukker sgu op – hej kedsomhed, hej dejlige pause, dejlige tomme rum, hvor jeg kan sidde stille og tænke, nyde, drømme og glæde mig til at der bliver kaldt på mig inde ved siden af. Det smager lidt af mig-tid sådan at være i sommerhuset og bare kunne sidde her og vente på, at NC igen får øjne. Mmmmm….