I weekenden var vi på besøg hos Allans forældre, og mens NC snuppede en lur, gik vi en tur i det helt fantastiske solskinsvejr. Vi gik en tur ned på stadion, hvor Allan tilbragte det meste af sin barndom med at spille fodbold. Han elskede det højt. Og det ramte ham lige i hjertet at se en flok glade drenge spille fodbold – Virum mod Brøndby – mens forældrene stod på sidelinien og heppede. Jeg kunne se en lille Allan i drengene på banen. Og jeg kunne sagtens se NC i drengene på banen.

Allan havde lidt glemt, hvor stor en del af hans liv fodbolden var dengang. Min dejlige mand fik tårer i øjnene bare ved tanken om alle de glade timer!

I dag afleverede jeg Nicholas Carl i dagplejens legestue, hvor der herskede et sandt virvar af kyssende forældre, grædende børn og legende børn med høje glade stemmer. Selv for dagplejemoren var det ved at være for meget af det gode. Jeg afleverede NC i hendes arme, og han brød ud i gråd med det samme. Jeg kunne høre ham græde hele vejen ud, og mine tårer brændte i mine øjne. Jeg skyndte mig ud til bilen, selvom alt i mig ønskede at gå tilbage til min lille søn og tage ham med mig.

Jeg satte kursen mod fitnessdk, selvom jeg mest af alt var i humør til at køre hjem og lægge mig under dynen. Jeg trænede kort og hårdt, og så havde jeg brug for lidt omsorg og tryghed. Men hvor får man den, når man er den eneste, der har fri? Jeg kørte til Bistrup, hvor jeg boede som barn, og gik en tur rundt om Parksøen. En tur jeg har gået utallige gange som barn omkring en sø, der var centrum om nogle af de lykkeligste øjeblikke i min barndom.

Allerede da jeg gik ned af stien til søen, blev jeg slået af den særlige skønhed, der altid er der. Parken er stadig lige så smuk og velholdt som dengang. Barndommens magi var der stadig. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har været i Parken. Min mor og jeg gik tur med vores hunde der. Min farmor, min bror og jeg gik tur med hundene i Parken. Jeg gik tur med hundene alene og sammen med veninder eller med vores nabo. I perioder var jeg der hver dag enten for at gå tur, for at lege eller stå på skøjter.

De små hemmelige steder dukkede op i mit hovede, og jeg gik hen til træet på halvøen, som vi klatrede ud i i børnehaven, og som Camilla og jeg senere sad og røg i, mens vi fortalte hinanden hemmeligheder som teenagere. Bænken, hvor vi sad og skiftede fra sko til skøjter. Hækken som vi tissede bag ved, Camilla og jeg, mens vi snakkede om drenge og fniste.

Stien, der fører gennem klosterhaven til børnehaven, hvor vi løb for at komme først ned til lågen ned til Parksøen. Den store rødbøg, som holdt os tørre, når vi blev overrasket af en sommerbyge. De store rhodedendron, hvor Sonja og jeg klatrede rundt og legede – og hvor jeg fik en sok, så mine smarte bronzestøvler blev helt våde.

Legepladsen, hvor jeg gemte mig med to veninder i tordenvejr, indtil vi blev for bange og spurtede hjem. Vi mødte min mor på vejen, som havde trodset sin skræk for tordenvejr og var gået ud for at hente os. Vi var gennemblødte, men mor lavede varm kakao til os derhjemme. Græsplænen, hvor Sonja og jeg lå i solen og læste til eksamen, mens ænderne nippede os i tæerne, fordi de var sultne og vores tæer så lækre ud.

Jeg gik en tur rundt om søen, og jeg sværger, at jeg næsten kunne høre lyden af vores børnelatter i buskene.