Allan og jeg tog i bio og så Sex & the City 2 i eftermiddag. Det er første gang, vi er i biografen i over et år, så det var i sig selv skelsættende. Den første Sex & the City film så vi sammen i New York for 2 år siden, så det var knap så eksotisk at gå i Kinopalæet i Lyngby og se 2’eren. At kunne gå direkte ud på gaden på Manhattan efter at have set den første film var helt ubeskriveligt.

Jeg må helt ærlig sige, at 2’eren skuffede mig. Bevares, det var udmærket underholdning, men jeg var altså en lillebitte smule irriteret over, at den ikke var bedre. Jeg synes, at det var en tynd kop te fyldt med lækkert tøj, et par gribende øjeblikke og sjove bemærkninger. Men ellers krummede jeg tæer undervejs, fordi handlingen var tynd, konklusionerne for søgte – og fordi filmen kammede over og blev pinligt fald-på-halen-agtig, forudsigelig og klichéfyldt. Jeg savner mere dialog og flere af Carries perspektiveringer. Begge dele mangler, sammenlignet med serien og den første film. Filmen er hektisk klippet, tøjskiftene utallige og scenerne for korte til mere end one-liners.

Og så savnede jeg New York i filmen … Sex & the City … uden the city … nej, det fungerer simpelthen ikke for mig. For mig er de flotte shots fra New York, stemningen, de fede butikker og snedige caféer næsten lige så vigtig som Carrie selv.

For mig var der 5 minutter, hvor filmen blev rigtig vedkommende og ramte mig. Faktisk kneb jeg en tåre, fordi en samtale mellem Miranda og Charlotte om at være mor simpelthen rummede alt det, jeg selv har følt som nybagt mor. Jeg ville ønske, at en af mine veninder, som Miranda, havde bedt mig om at dele det værste ved moderskabet over en cocktail. Charlotte indrømmede, at hun af og til lader sin datter skrige og går ind i et andet værelse og låser døren, simpelthen for at overleve. Og at hun tit føler sig som den værste mor. Og Miranda forstod hende og vidste, hvad hun talte om, for hun havde haft det på samme måde.

De indrømmer dog, at de er heldige, fordi de har barnepiger – de fatter ikke, hvordan andre kvinder klarer sig uden. På trods af det rørte den samtale mig og fik mine tårer til at trille. Fordi jeg har været i nøjagtig den situation, blot uden nogen veninde til at hive det ud af mig som Miranda. Jeg ved præcis, hvordan det er. Hvor smertefuldt det er, og hvor meget man skammer sig over at have det sådan, når man står med ønskebarnet i favnen og mest af alt har lyst til at efterlade skrigeungen og løbe sin vej. Og først for nylig finder jeg ud af via bloggen, at det faktisk er temmelig normalt at have det sådan.

Netop dén scene var gribende og relevant, men desværre også alt for kort. Resten af filmen er jeg ikke begejstret for, men jeg er glad for, at jeg har set den. Du skulle også gå ind og se den – smid gerne en kommentar om hvad du synes om den 🙂