I dag er det 11 fantastiske måneder siden, at NC så dagens lys for første gang. Det er næsten ikke til at fatte – på den ene side er det jo bare et lille år siden jeg først holdt NC i mine arme – og på den anden side rummer det ene lille år så mange fantastiske skridt, som vi har været så heldige at være vidner til.

Som i dag … pludselig tog NC 3 sikre og langsomme skridt fra farmor og over til far. Vi kiggede på hinanden “Så I det?” og lidt efter gjorde han det igen. Og igen. Og igen.

Nu ligger han og sover trygt i sin seng i mørket bag sine blå mørklægningsgardiner, mens jeg har ryddet op, lagt vasketøj sammen, tømt opvaskemaskine, fyldt den igen og nu sidder her. Allan sidder og læser lektier. Det er ved at være slutspurten før eksamen – og sommerferie. For mig synger barslen på allersidste vers. Om 1 1/2 uge begynder jeg at arbejde igen.

Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg har det med det. Jeg føler mig helt klar til at begynde igen – og samtidig overhovedet ikke klar. Jeg er godt klar over, at jeg ikke kan blive i dette parallelunivers, som en barsel på sin vis er. Men jeg gad godt lige få lidt ekstra tid, for jeg er begyndt at nyde det i fulde drag nu.