Jeg mødte glad og optimistisk op til insemination klokken 10:20. Jeg blev scannet, og det viste sig, at der nu var 5 ægfollikler, som alle er over 14 mm store. Det vil sige, at vi enten måtte afbryde behandlingen eller prikke hul på to af folliklerne. Det er lovkrav, fordi risikoen for trillinger eller flere er for stor.

Jeg valgte uden tøven det sidste. Som sagt så gjort. Jeg fik lagt en lokalbedøvelse i æggelederen, og så prikkede lægen hul på to af ægfolliklerne – de to mindste. Det gjorde rigtig ondt, selvom jeg var bedøvet. Han fik også ram på en arterie øverst i skeden, så jeg blødte temmelig kraftigt. Blødningen blev stoppet uden problemer, og så blev Allans 54 millioner små venner sprøjtet op.

54 millioner var mere end Allan nogensinde har leveret før, så der var roser fra sygeplejersken. Da NC blev til, leverede han 46 millioner den første dag og 10 millioner den anden dag.

Jeg fik penicillin med til at tage 3 gange om dagen i de næste 2 dage, samt et par panodiler til lige at tage toppen af smerten.

Og så listede jeg ellers med små forsigtige skridt tilbage på arbejde, hvor jeg nu sidder skævt på stolen og forsøger at forholde mig i ro, fordi jeg er så mørbanket i understellet. Jeg overvejer at springe frokosten over, fordi der er så langt at gå ned i kantinen. Jeg orker det ikke rigtig. Men det er dumt, for måske starter et lille nyt liv indeni mig lige nu – og hun/han skal ikke som det første opleve en sultestrejke. Så jeg lister afsted nu.