Vi er begyndt at skrive bogstaver; vi tager et bogstav om dagen – på gode dage, hvor vi har tid og overskud. Jeg viser ham hvordan, og jeg laver nogle prikker med numre på, som han skal forbinde, så det danner bogstavet. Han skal lave en side med tre rækker af det samme bogstav, og det holder hårdt. Det er ikke noget, han ka’ li’.

Hans finmotorik driller ham. Han har svært ved at holde på blyanten, og hans tanker og fokus flyver rundt omkring. Uroen bemægtiger hans krop, og han magter nærmest ikke at holde sig i ro. Han vil hellere alt muligt andet, men han gør som jeg siger, selvom det er under protest. Han skriver hele siden fuld, og nu skal vi til E i morgen.

Det holder hårdt, men jeg håber, at det hjælper ham til at lære at tegne og sidenhen skrive. Det kommer ikke af sig selv, han har ikke spontan lyst til at tegne lige som sine (lidt yngre) venner, for han kan ikke tegne så godt som dem. Så lader han helt være med at tegne, mens de udvikler deres skills. Det betyder, at hvis vi ikke gør noget, så falder han bagud, når han skal lære at skrive.

I sidste uge lærte han at holde rigtigt på gaflen, og han er ved at lære at skære med kniven. I lørdags viste han sin ven, hvordan han skal holde på sin gaffel, det var faktisk ret sødt. Og det var rigtigt, sådan som han viste det. Så selvom vi troede, at han ikke havde lært det, så havde han lært det med gaflen – og kunne lære fra sig!

Det med at spise almindelig mad går det også ganske fint med. Som udgangspunkt har han nej-hatten på og siger up front “det kan jeg ikke li'” Fx om ananas i går. Vi nærmest tvang ham til at spise 3 småbitte bidder sød dåseananas, hvorefter han lyste op i et smil og sagde “og nu ka’ jeg godt li’ ananas!”

Der er ting, han spiser mere af end andet – og så er han træt af kylling. Vi har fået kylling to dage i træk, og i dag forlangte han at få kød. Kyllingen var paneret, og vi kaldte den for skinke. Så gik det. Risengrød efterspørger han ikke længere. Han øffer godt nok stadig over at blive forstyrret af aftensmaden, men det går okay, for nu kender han jo reglen, og så er det bare sådan det er.