Fremtidens skole

Ja, der er sådan cirka 5 år til Nicholas’ første skoledag, så der er god tid. Men det er der ikke, hvis jeg vil give mit bud på fremtidens skole i Rudersdal Kommune. Vi har fået et brev fra borgmesteren, fordi vores lille pode er skolesøgende på ‘fremtidens skole’. For – som han skriver – handler det jo om hans fremtid!

Det folk, der ejer en god skole, ejer fremtiden!

Hvad er vores forestillinger, drømme og forventninger til fremtidens skole, spørger de. Æææhh øhhmm bøh… Den tygger jeg stadig på. Jeg har tænkt mig at komme med et bud på fremtidens skole. Selvom jeg ikke har tid til det og har en million gode undskyldninger for ikke at tænke mig om. Men jeg bliver spurgt, og så er det min pligt at svare, for det er Nicholas’ fremtid det handler om. Ellers kan jeg ikke rigtig tillade mig at brokke mig om 5-6 år, når NC er startet i fremtidens skole.

Så jeg prøver på at komme op med et bud på hvordan jeg ser fremtidens skole. Æhmmm… drawing a blank here … og så måske alligevel ikke. Her følger min brainstorm:

I min verden er det noget med at gøre op med den måde, man traditionelt har lært børn fag på. Altså gøre op med den ‘gamle skole’ med faste skemaer, fagopdeling, bøger og stillesiddende undervisning. Krop og fysik skal være en større del af skemaet og skal tænkes ind i flere fag. Der skal fokuseres på at indlæringen serveres på forskellige måder, så de forskellige indlæringsstile tilgodeses såvidt muligt.

Jeg er også klart for en fokuseret individualiseret skole, hvor svage elever kommer i fokus og får tilgodeset deres særlige behov – såvel som stærke elever. Ingen har glæde af at gå på en ‘one-size-fits-no-one’-skole, hverken stærke eller svage elever bliver tilgodeset, men hvor der sigtes efter laveste fællesnævner.

Engelsk, innovation og it skal på skemaet fra første klasse, for det skal leges ind. Hvis danske børn skal først i køen i udlandet, skal der fokus på at styrke deres opfinder-gen, deres it-forståelse og ikke mindst deres fremmedsprog. Så kan man også i de større klasser undervise på engelsk efter engelske materialer.

Sport skal tænkes ind i skolen efter amerikansk model. Det vil sikre en mere motiverende idrætsundervisning, hvis den foregår i samarbejde med den lokale tennisklub, fitnesscenter, fodboldklub eller golfklub, samt et stærkere fællesskab mellem elever på tværs af årgange. De store elever bliver hjælpetrænere for de små elever, etc.

Motivation skal være nøgleord hele vejen rundt. Motivation skal tænkes ind i alle fag – hvordan motiverer vi vores elever til at tage aktivt del i netop dette fag? En elev er jo ikke motiveret af, at han har skolepligt og partout skal møde op i skolen. Motivation spiller en forsvindende lille rolle i skolen i dag, for kunderne i butikken skal blive i minimum 9 år.

Relevans er et andet nøgleord. Hvilke fag er relevant? Hvilke emner er relevante? Skolen skal være langt mere målrettet mod privat og offentligt erhvervsliv – og dermed elevernes fremtid. Efter min mening er vægtningen forkert i dag i nogle fag.

Der er f.eks. alt for meget fokus på et fag som dansk. Bevares, der er nogle klassikere, som alle bør have kendskab til. Men at gå amok i dybdeanalyser af digte, eventyr, sagn, noveller, romaner, film og alt muligt andet, er efter min mening noget, der hører til senere, når man vælger at specialisere sig indenfor dansk litteratur.

Jeg så gerne mere fokus på fag eller emner i folkeskolen som f. eks.: ‘Mad, motion og ernæring’ , ‘kritisk borger’ hvor børnene lærer bl.a. om demokratiets muligheder for den enkelte, hvordan man får indflydelse, firmaers markedsføring og om at låne penge på en informeret måde.

Til slut synes jeg ikke, at man skal være så bange for at tage i mod sponsorerede ting og materialer i skolen. Vi skal ikke skærme børn fra virkeligheden, men i stedet lære dem at navigere i den. I dag er børn i højere grad end vi var i 80erne i stand til at navigere i et samfund, hvor de bombarderes konstant af budskaber fra firmaer med mere eller mindre skjulte (markedsførings)motiver. Min søn skal lære at være kritisk borger og forbruger helt fra barnsben.

Det var lige min brainstorm på borgmesterens opgaveformulering. Mit indlæg er bredt og rammer ganske få af de mange facetter ved fremtidens skole, men nu er det lagt op på kommunens hjemmeside her. Og jeg har gjort mit for at præge fremtidens skole. Spændende at se, hvad der kommer ud af det 🙂

Hvordan ser du fremtidens skole?