Jeg er så let om hjertet i de her dage. Når jeg følger NC i vuggestue om morgenen, lyser solen i skovens smukke gyldne træer. Fuglene flyver højt oppe på den lyseblå efterårshimmel.

Luften er frisk, og det tager den tid, det tager, at gå over til vuggestuen med en lille nysgerrig dreng, der skal pege på månen, følge flyene og fuglene med øjnene, fægte med en pind, hilse på en hund og hoppe i de visne blade.

Jeg er så tindrende lykkelig. Føles som om mit hjerte skal briste nogle gange. Det er som om alting falder i hak: NC er faldet til i vuggestuen, Allan har overskud til andet end at studere, jeg er kommet godt ind i mit nye job, og vores hverdag hænger faktisk ret godt sammen.