Vi vågnede af os selv, Allan og jeg, klokken 5:45. Vi havde sovet uforstyrret lige siden klokken cirka 22, så jeg følte mig frisk. NC sov åbenbart stadig, så jeg gik i bad, lagde make-up, tog tøj på og satte hår. Stadig ikke en lyd fra NC. Allan begyndte at lave morgenmad, og da den var næsten klar, gik jeg lige så stille ind til NC. Han vågnede med det samme – og jeg blev mødt af en kælen og smilende lille knægt med soveøjne.
I vuggestuen fik jeg kun lige skiftet NCs sko og vasket hans hænder, så forsvandt han ind i børnehaven. Han var helt opslugt af at lave ‘mad’ i børnehavens køkken sammen med Julie, som aede ham på håret og krammede ham, da vi kom. Julie sagde begejstret ‘hej-hej’ og vinkede farvel til mig, men NC han værdigede mig ikke et blik, da jeg gik. Jeg kunne ikke lade være med at grine, da jeg gik.
Jeg blev nødt til at runde tanken i Sorgenfri, da bilen lyste rødt før beregnet. Og så måtte jeg da også lige tanke op til mig selv! Jeg havde glemt mit daglige æble, så jeg faldt for det her æble; nysseligt indpakket og skyllet for mig. Og så en jordbær smoothie!
Og det bedste er, at det er fredag 🙂
