Da jeg gik på toilettet ovre hos Allans forældre, opdagede jeg, at jeg havde fået menstruation. Ikke noget med nogen pletblødning, som jeg plejer at få, men lige-på-og-hårdt med en masse blod. Slet slet ingen tvivl. Der er intet barn i min mave !!!

Jeg kom til at græde, for jeg havde jo følt .. altså jeg var jo næsten sikker på, at jeg var gravid .. jeg følte jo, at jeg var mindst lige så gravid som dengang med NC – det var jo på samme måde, samme symptomer – den tiltagende kvalme og oppustet mave .. lige indtil i morges! Jeg har haft niv og jag i underlivet hver dag, næsten hver time de sidste par dage. Jeg følte, at der var liv, jeg var så sikker og så forventningsfuld og glad. Så jeg forstår ikke … jeg havde ikke ventet det … jeg troede slet ikke mine egne øjne, da jeg så blodet ..

Og det gik op for mig, at jeg måske slet ikke bliver gravid overhovedet. Risikoen er der jo .. jeg blev jo ikke gravid denne gang ihvertfald .. Sikke bare en møgdag!! Jeg fortalte det til Allan, og han blev også ked af det og skuffet. Men der er ikke andet for end at blokke det ud af hovedet og fokusere på at starte forfra med at ringe til klinikken på mandag.

NC kiggede forundret og undersøgende på mig, fordi jeg græd. Jeg krammede ham og blinkede tårerne væk. Uanset hvad, så har vi ham – hvor er vi bare heldige! Den lille frække dreng kiggede, smilede og satte straks i gang med at lave løjer, så vi fik andet at tænke på.

Heldigvis skulle vi til middag hos gode venner samme aften. Det havde næsten ikke havde været til at bære bare at skulle hjem og være os alene lige i dag. De var så søde og så glade. De elsker NC, og han legede med deres store piger. Han var ved at dejse om af træthed, havde hektisk røde kinder og var ikke til at slå i gulvet. Han spillede klaver, kiggede på hamster, legede fange og en hel masse andet, så han var ved at revne af grin.

Og vi kunne bare være os selv i gode venners selskab og snakke ‘voksensnak’. Ikke særlig meget snak om det barn, der ikke blev til noget ( .. endnu), men om alt muligt andet. Det var så dejligt at føle, at livet går videre, og at vi også klarer det her – uanset om der kommer et barn ud af det eller ej. Så vi var glade, da vi kom hjem. NC kæntrede totalt i bilen på hjemvejen og var lige til at lægge på hylden.