Frokost på jobbet med alle kollegernes medlidende eller ligegyldige blikke. Vores navne er ikke blevet meldt ud, så der er mange, der endnu ikke ved, at jeg er blandt de fyrede. Det er ubehageligt ikke at vide, om de ved det. Ville være rart hvis alle vidste det. Ingen af de andre, der var blevet fyret, var på arbejde, så jeg var den eneste fyrede, der var der. Jeg følte mig helt alene, og da klokken blev 12 kunne jeg næsten ikke få mig selv til at gå ned i kantinen. Jeg havde ikke lyst til at møde mine kollegers blikke. Jeg følte mig som verdens ensomste menneske. Jeg kunne bare ikke få mig selv til at gå ind i kantinen. Tårerne pressede sig på, og jeg ønskede bare at forsvinde og blive usynlig.

Jeg indgik et kompromis med mig selv; hurtigt ned, hente mad, spise ved computeren og så hjem hurtigst muligt efter frokost. Jeg kunne ikke mere. For første gang følte jeg mig rigtig rigtig ked af det og sårbar og vred og afmægtig…

Det var som om det først lige dér inden frokost, at det gik op for mig, at jeg ikke hører til længere.

Av….