Den 3. december udkom Lisa Kajus Næblerøds bog “Hvad er sorg andet end udtryk for kærlighed..?”.

Lisa mistede sin datter på den værst tænkelige måde. Jeg kan huske, at jeg var rystet, da jeg læste om den glade levende pige, som blev stukket ihjel ved en fest af sin ex-kæreste. At miste sit barn må være den største smerte, for børn skal jo overleve deres forældre. Efter jeg er blevet mor, er det min værste angst, at der skal ske NC noget.

Lisa Kajus Næblerød har skrevet bogen i håbet om, at den kan hjælpe de mennesker som har mistet en de elsker, og at budskaberne i bogen kan hjælpe dem til at finde meningen og genvinde troen, håbet og livslysten. Intet forlag har villet udgive bogen, så hun står selv for salg og markedsføring af bogen via www.simple-being.dk

Jeg har ikke selv fået læst bogen endnu, men jeg vil gerne læse den, fordi jeg selv havde stor glæde af at høre andres fortællinger og historier om deres tab, dengang jeg mistede min mor. Ikke for at svælge i død og ulykke, men for at vide, at der er håb og et godt liv på den anden side af sorgen.

Undervejs i sorgprocessen er sorgen så tung at bære, at man overvejer om man overhovedet kommer helskindet ud på den anden side. Og lige dér er det ufatteligt trøstende at vide, at andre har klaret sig igennem sorgen og rent faktisk får et godt liv – godt nok et andet liv – men et godt liv på den anden side af sorgen.

Emnet er vigtigt. Sorg er ikke noget, vi taler særlig meget om, og vi har svært ved at håndtere mennesker i sorg. Uden at ville det, vender vi os bort for ikke at såre, fordi vi ikke ved, hvad vi skal gøre. Så hellere gøre ingenting i stedet for at komme til at gøre noget forkert. Og så står man dér som sorgramt og føler sig forkert. Det har jeg prøvet.

Jeg mistede min mor, da jeg var 28 år, og der var (heldigvis!) ingen af mine jævnaldrende, der havde oplevet det samme, så de anede ikke, hvad de skulle gøre – og holdt sig væk. Og så slår sorgen ekstra hårdt … når man også føler sig forkert, når det føles som om, at ens veninder vender dig ryggen, ikke vil lytte, skifter emne, bliver forlegne og utilpasse i ens selskab, holder op med at ringe og er glad, når du går.

Et par dage efter min mors begravelse fik jeg at vide af en veninde, at hun ville tage en snak med min far, fordi hun ikke mente, at det kunne være normalt, at jeg stadig var så ked af det over at have mistet min mor. Jeg knaldede røret på.

Fordi ingen af mine veninder vidste, hvordan de skulle være overfor mig, blev jeg nødt til at finde ud af, hvad jeg havde behov for far dem. Jeg måtte finde styrken til at bede dem hjælpe mig, være der for mig og ikke mindst forklare dem hvordan. Forklare, at når jeg græd, så var det ikke dem, der havde gjort mig ked af det eller havde gjort noget galt. Tværtimod. Og det mest fantastiske var, at ingen af mine veninder stod af, da jeg forklarede dem det. De veninder jeg tog fat i, hjalp mig gennem min sorg.

Derfor er sorg er en af mine kæpheste. Sorg er ikke bare noget, man skal glemme, fortie og fortrænge. Sorgen er kærlighedens pris. Når du har elsket og mistet, betaler du med sorg ved kasse 1, og dét gør forbandet ondt!!

Men undervejs og ved hjælp af sorgen finder du af, at det var det hele værd – at elske så højt som du gjorde! Så den vej rundt er sorgen også en gave. Det ser man dog først på den anden side. Undervejs er der ikke meget ‘gave’ over at være i sorg.

Sorgen lærer dig at turde elske ubetinget igen, og det er derfor sorgen er så vigtig.