Sidste dag i dagplejen!

Jeg er altså et værre tudefjæs – her sidder jeg og skriver et tak-for-nu-kort til vores dagplejemor. Det er hans sidste dag hos hende i dag, og det er jeg lidt blue over. Som om det ikke er nok, så vælter regnen ned, jeg har mens, jeg har udkig til en dag med stramt program .. og så har det været en dårlig morgen oven i, så jeg er lidt sårb’is i dag.

Jeg ved godt, at vuggestuen er den rigtig vej for ham nu, men derfor er det alligevel vemodigt at sige farvel til en god tryg og kærlig hverdag, som han har haft hos hende.

S har med sin kærlige interesse i vores dreng, samt viden og erfaring altid haft et opmuntrende ord eller et godt råd at give mig med på vejen. Hun har altid haft tid til at lytte – uanset hvor banale vores udfordringer med ham måske har forekommet. Det har betydet meget for mig at kunne tale med en semi-professionel, som ovenikøbet kender vores dreng – det har jeg savnet under min barsel. Vores sundhedsplejerske har aldrig interesseret sig for hverken vores søn eller hans forældre. Kun for hans vægtkurve.

Og så betyder det ufattelig meget, at hun ikke bare har passet ham, men også har været ægte glad for ham. Hun siger altid “tak for lån”, når vi siger “tak for i dag”. Jeg er sikker på, at hun mener det. Nok siger vi på gensyn, men det er et farvel uanset hvad. Vores dagplejetid er forbi nu.

Kære S

Tusind tak for en dejlig, kærlig, varm og omsorgsfuld start på vores drengs liv som ”institutionsbarn”. Det har været en helt fantastisk oplevelse for os alle tre – tak for al din omsorg og opbakning til både barn og forældre!

Det er med tungt hjerte, at vi nu siger farvel til hans trygge hverdag hos dig og Bambam. Vi ved, at han kommer til at savne jer – vi kommer til at savne dig – var der mulighed for det, så blev vi hos dig!

Vi stikker næsen forbi og siger hej til dig snart. Vi ønsker dig en god sommerferie!

Kærlig hilsen

Vores glade dreng smilede og vinkede begejstret til mig, da jeg sagde farvel til ham i morges. Og tanken strejfer mig da også; er det nu smart at give frivilligt afkald på en person, han er blevet så knyttet til? Men børn er jo seje, og jeg tror, at han vil klare det uden problemer.

Planen for dagen er, at jeg kører fra job omkring klokken 12. Det er så uheldigt, at på hans sidste dag i dagplejen, har min far 70 års åbent hus arrangement i Rørvig fra 13-17, så vi skal meget hurtigt ud af døren i dagplejen og videre til Rørvig.

Jeg har købt en kurv og fyldt den med marmelade, chokolade, slik og andre lækkerier og har skrevet et kort til hende. Så jeg håber, at det bliver et pænt farvel, selvom det skal gå lidt stærkt.