Nogle gange kan en nat vare 100 år og en dag. Natten i nat var en af den slags nætter. Jeg var helt udkørt og landede i sengen klokken 22. Jeg nåede ikke at falde helt i søvn, før der var ballade i børnekammeret. NC skreg i vilden sky – han gik fra minimum til maksimum på under 20 sekunder.

Jeg gik ind til ham og forsøgte at få ham ned på jorden, men no luck. Han gik helt i selvsving, der gik en times tid, hvor jeg prøvede og prøvede. Så tog jeg ham med ind i vores seng, hvor han kartede rundt og skiftevis sparkede, slog, skreg og forsøgte at flygte fra sengen. Sove ville han edderhyleme ikke.

Klokken 3:10 sov han endelig.

Da havde vi brugt 4 1 /2 time på febrilsk at gætte på, hvad der var i vejen uden at blive klogere overhovedet. Jeg har faktisk ingen idé om hvad der var galt. Han virkede umiddelbart ikke som om han havde ondt nogen steder.

Vi havde da prøvet med kærlighed, med en ny ble, med sang og lullen, med lidt at drikke, med en halv panodil og til sidst med frustreret hvæsen af hinanden og af NC. Vi prøvede også at lade ham være; men han skreg og skreg, så det virkede naturligvis ikke. Så prøvede vi at råbe af ham. Det tror jeg slet ikke, at han bemærkede. Han var totalt fanget i et hysterisk parallelunivers, hvor vi ikke kunne nå ham. Jeg tror, at bleskiftet, den halve panodil, samt erkendelsen af, at vi ikke får søvn i nat overhovedet gjorde, at han til sidst faldt i søvn med sine små bløde arme tæt knyttet om mit hoved.

Og så er det jo, at man håber, at han sover længe. Men næ nej. Klokken 6:40 var han oppe og stæse rundt. Vi kiggede på hinanden under tykke tunge øjenlåg og tvang vores tunge trætte kroppe op i vertikal position. Jeg kogte havregrød i en gryde, mens Allan hentede morgenbrød. Det var faktisk hyggeligt. Trods trætheden. Et godt franskbrød, noget blødt brød, en god kop kaffe, hyggelig musik, min elskede mand og en fornøjet lille knægt, der med stor fornøjelse spiste al sin havregrød og sagde ‘mer’, hvorefter han kværnede 3 skiver franskbrød med Nutella på.

Vi glædede os til hans middagslur, for der ville vi så kunne sove med og få måske 2 timers lur selv. Snydt igen. Han sov middagslur i 5 minutter. Så var der fuld gas på igen. Der var kun en løsning; friskluftsforgiftning. Så jeg kogte noget vand og pakkede termokande, kaffe, mælk, min pjatkaffe, to krus og et par teskeer i en mulepose og så kørte vi ned på den lokale Sanse og Legeplads Nørrevangsvej i Rørvig. Der var naturligvis ikke et øje af den simple grund, at det var tissekoldt, og alle andre fornuftige forældre formentlig havde plantet deres afkom foran fjerneren.

NC pilede omkring på sine korte ben. Der var en masse undulater og andre kulørte småfugle i en (opvarmet) voliére, og det var et kæmpe-hit. Fugle er fantastiske, og han syntes, at det var superspændende at baske til vinduet, så fuglene flaksede omkring. Vi kiggede også på guldfisk. Øhmmm … de var nede i isen, og så helt ærligt ud som om de var frosset fast i isen i bassinet. Det så ud som om de stod stille. Vi kiggede længe på fiskene, men de bevægede sig overhovedet ikke. Måske var de virkelig frosset fast i isen!? Vi kom til at grine, for det var da absurd, hvis de virkelig var frosset fast i isen. Og forfærdeligt.

Vi drak en kop kaffe og stod og frøs så skidtet dansede. Selv med vanter, vinterjakke, vinterstøvler, uldtørklæde og et par varme bluser så gik der ikke længe før vi var iskolde. Jeg pilede omkring i hælene på NC. Planen var at få brændt al hans krudt af, så han kunne sove middagslur og være frisk til at besøge morfar til aftensmad.

Vi kiggede til fiskene igen, og der var to, der bevægede sig. Lidt. Den ene svømmede 10 cm og den anden viftede med halen. Måske er de i live og svømmer rundt i grødisen?

Sanse & legepladsen er et besøg værd. Der er både gynger, sandkasse, vippe, klatretræ, basketball, volleyball, fugle og fisk. Samt et sted at sidde og nyde (sommer)solen. Kaffe og lidt mundgodt kan købes hos Schmidt & Schmidt på den anden side af vejen. Mange parkeringspladser, samt offentlige toiletter tæt på.

Planen lykkedes. Han faldt i søvn på hjemvejen og meget forsigtigt lykkedes det mig at lirke ham ud af autostolen og ind i babyrejsesengen iført flyverdragt og elefanthue. Ikke noget med at prøve at lirke ham ud af tøjet og risikere, at han skulle slå øjnene op. Jeg mavelandede i sengen ved siden af og vågnede lidt over en time senere, da klokken var 17:30.