Jeg kan godt blive lidt bekymret, når jeg læser, at mange mener, at det er helt i orden, at overvægtige mennesker nægtes adgang til operationer, fordi de jo ‘bare kan lade være med at æde så meget’, ‘det er deres egen skyld, det gider jeg ikke at betale for via min skattebillet’, og at det ‘jo vil være spild af penge, for så æder de sig jo bare fede igen bagefter’.”Du’r ikke – næste!”.

I hospitalssystemet er der også nogen, der mener, at de har ret til at stemple andre. Nogle mennesker får et stempel i deres journal “du’r” eller “du’r ikke”. Det minder mig mest af alt om noget, jeg har hørt om i historieundervisningen … fra kz-lejrene. Der var også noget med stempler dengang. På armene godt nok. Men det er ikke meget bedre, at det nu foregår i det skjulte i en journal. Menneskesynet, der ligger bag, er skræmmende. Bare fordi du er gammel og har hjemmehjælp, betyder det ikke nødvendigvis, at dit liv ikke er noget værd. Skræmmende tanke, ikke?

Fremtidsperspektiverne ved den slags umenneskelige og slet og ret asociale betragtninger omkring ens medmennesker er faktisk hverken særlig rare eller betryggende. For hvad så med hende, der slår hovedet alvorligt, når hun vælter med cyklen den dag, hun lige har glemt cykelhjelmen? ‘Det gider jeg ikke betale for via min skattebillet’. Eller hvad med dem, der kommer til skade, når de står på ski? ‘Det gider jeg helt ærligt ikke at betale over min skattebillet – når de har råd til at stå på ski, må de også selv betale for deres skader’. Og de gamle gider vi da slet ikke at genoplive, hvis det kommer så vidt.

Vi er godt på vej til at dele befolkningen op i et a- og et b-hold; dem, der har krav på en behandling – og dem, der ikke har. Du ved sikkert godt, hvor du hører til i dag … men hvor hører du til om 10 år, om 20 eller om 30 år? Inde eller ude?