Heat down for Ukraine

En af mine bekendte i Nederlandene delte et foto af sig selv og hans familie med store sweaters på indendørs med tagget #heatdown4ukraine forleden. Jeg kan sagtens følge ham, for med alle billederne fra Ukraine, så klør det i hele kroppen for at gøre noget. Teorien bag tagget er, at hvis han skruer ned for varmen, så mindsker han de penge, der sendes til Rusland for varme = færre penge til våben, som kan bruges mod Ukraine.

40% af Europas gas kommer fra Rusland, 20% af olien er russisk. Næsten halvdelen af Putins indtægter kommer fra energi-eksport.  

Ekstra Bladet, lørdag, s. 12, 28 (28.02.2022)

Det er ikke nemt at vide, hvor ens gas kommer fra. Den gas, danske forbrugere primært modtager, er et mix af den gas, der flyder i det europæiske gasnet, dvs. gas fra Norge, Rusland, Holland, Nordafrika m.fl.

Jeg er ikke ekspert i opvarmning. Vi har fjernvarme, og det er jo ikke det værste, selvom fjernvarme også til dels kommer fra naturgas fra Rusland. Vi har i forvejen skruet ned for varmen herhjemme, og vi sparer på strømmen. Vores lejlighed er kold i forvejen, så vi går bare fra kold til koldere.

Så er der det med strømmen. En lille del af strømmen kommer fra naturgas, og hvor kommer det så fra? Noget af det kommer nok fra Rusland, selvom naturgas blot er en af mange strømkilder. For at spare på strømmen anvender jeg SEAS-NVE app, som fortæller mig, hvornår strømmen er dyrest, og hvornår det er en god idé at undgå at lade lyset brænde, vaske tøj, lade fjernsynet køre og lade mobilen oplade osv. Det er dyrest om morgenen, når hele Danmark står op ml 7 og 8 på hverdage – og igen om aftenen, når hele Danmark laver mad og ser TV. Kan man vaske sit tøj på et andet tidspunkt – fx midt på dagen eller om natten, så koster det halv pris i strøm = færre penge til Rusland.

Den billige strøm er desuden den mest CO2 venlige strøm, så tøjvask om natten er OGSÅ godt for miljøet. Desværre er vores underboer ligeglade med miljøet, for de har klaget over, at de kan høre vores vaskemaskine om natten. Og ja, sådan strander selv de grønneste intentioner: Alle vil gerne have et grønt miljø, men det skal bare ikke påvirke MIN udsigt og MIN nattesøvn. Og så bliver det lidt svært at sænke CO2 niveauet.

https://mobile.twitter.com/OOcedar/status/1498945370151395331/photo/2

Anne Frank

Jeg fik Anne Franks dagbog, da jeg fyldte 12 år, og jeg læste den i ét stræk. Min første dagbog hed også Kitty. Jeg skrev dagbog fra jeg var 13, og til omkring min mors sygdom og og død i 1999/00. På mange måder har Anne Frank været en stor inspiration for mig. Jeg fik også en fortrolig ven, som aldrig svigtede.

Sidenhen har jeg læst Annes dagbog flere gange. Senest har jeg læst den uforkortede version, og den seneste måned har jeg læst den grafiske version med fine illustrationer med vores søn. Og jeg glæder mig til at læse den nye oversættelse, som venter derhjemme.

På besøg i Anne Franks hus

Da vi var i Amsterdam besøgte vi Anne Franks hus på Prinsengracht/Westermarkt. Det var mit tredje besøg, og hver gang er der kommet nyt til. Hver gang er det slående at stå i de tomme rum, hvor Anne og hendes familie levede i skjul og frygt for at blive opdaget.

Køb billetter online

Jeg havde købt billetter på forhånd via hjemmesiden. Jeg bestilte billetter plus et introductory program.

Bestil billetter til både huset og en intro på 1/2 time

Introduktionen er på engelsk og koster € 7 ekstra. Det er det værd. Dog anbefaler de, at man er over 10 år. Det er en barsk historie.

En af Anne Frank organisationens undervisere tager dig gennem Anne Franks historie i forbindelse med Anden Verdenskrig og jødeforfølgelsen. Med den meget grundige, informative og interaktive introduktion er du godt klædt på til dit besøg.

Vi blev vel modtaget udenfor og blev vist ind i et rum, hvor der hang en tidslinje på væggen. Vores søn var først lidt uinteresseret, men fordi formidleren var en ung kvinde, som talte tydeligt og gav os en levende fortælling, så blev han også grebet.

På væggen hang som nævnt en tidslinje: Øverst var det en tidslinje over de sidste år af familien Franks historie – startende med et foto af Anne Franks far, da han var tysk soldat i første verdenskrig. Under tidslinjen var den europæiske historie skildret sideløbende med familien Franks historie og skæbne.

Vores guide gennemgik begge historier parallelt, det var så lærerigt og tankevækkende. Annes historie er unik, fordi hun skrev dagbog. Annes søster Margot skrev også dagbog, men hendes dagbog er aldrig blevet fundet. 6 mio. mennesker led samme skæbne, og Anne er deres stemme.

Vores guide fortalte om hvordan jødernes rettigheder blev inddraget lidt efter lidt. I starten var det småting, men summen af det hele var indgribende; forbud mod at køre i sporvogn, forbud mod at eje en cykel, jøder måtte ikke sidde på bænke, jøder skulle købe mad sidst på dagen (når butikkerne var tomme), jødiske børn skulle sidde bagerst i skolen, jøder måtte ikke omgås kristne, jøder måtte ikke drive virksomhed …

I starten var det små ting, der tilsammen forhindrede et normalt liv. Små ting, der adskilte ‘dem’ fra ‘os’ og drev en kile ned gennem samfundet, så det var lettere at skille dem fra. Det er de ‘små ting’, vi skal være opmærksomme på. Også i dag. For det kan fungere som en glidebane mod dehumanisering.


Jeg kan varmt anbefale at ta’ introprogrammet med, når du alligevel besøger huset. Bagefter fik vi hver en audio guide og så gik vi igennem udstillingen.

Når man når til trappen skjult bag bogreolen , stopper audio guiden, og man går videre i stilhed. I den efterfølgende stilhed er der kun lyden af andre besøgende, der går stille rundt på de knirkende trægulve i huset. Hver lyd er nærmest som et skrig i stilheden.

Vi var ikke i livsfare, da vi gik rundt i baghuset, men enhver lyd fra beboerne dengang kunne afsløre dem; et knirkende bræt, et host eller nys, latter, rindende vand, en ting der falder på gulvet eller lyden fra toilettet. Man skulle være helt stille, når arbejderne arbejdede lige nedenunder.

Når man går rundt i huset, kan man konstant høre lyde af andre, så det er ikke svært at forestille sig, hvor svært det har været at skulle sidde musestille i mange timer. Uden Ipad. Jeg kiggede på min søn og tænkte uvilkårligt, at Anne var præcis så levende som han er, og hun skulle sidde stille i endeløst mange timer i døgnet, da hun var næsten samme alder. Det er ubærligt at tænke på.

Læs bogen og besøg huset ❤️

– Oktober 2021

En umulig beslutning

Hjerteskærende. Jeg har altid forestillet mig at det var en ond hjerteløs psykopat-stikker, som angav Anne Franks gemmested til nazisterne for nogle håndører ..

Men virkeligheden er meget værre og understreger den helt forfærdelige, umulige og desperate situation, som jøderne blev tvunget ud i under 2. verdenskrig ..

Undersøgelser har nemlig vist, at det var en jødisk mand, der angav familien Franks skjulested for at redde sin egen familie fra lidelse og udslettelse. Det er en enormt smertefuld opdagelse.

Anne Franks far var det eneste overlevende familiemedlem efter Holocaust, og det viser sig, at han lå inde med denne viden om mandens identitet. Han valgte at se bort fra det, og han forfulgte ikke sporet.

Man ved ikke hvorfor Otto Frank opgav jagten på den, der angav familien – men jeg forestiller mig, at Otto Frank indså, at manden også var et offer for et skruppelløst regime. Og intet ville bringe Otto Franks familie tilbage.

Det er dobbelt tragisk. Det er en umulig beslutning. En adresse for din familie. Hvad ville du selv have gjort?

Læs mere her.

At blive ældre burde være helt almindeligt

At blive ældre er helt almindeligt .. men det er det ikke.

Sex & the City er tilbage .. Just like that. Jeg er spændt på den nye serie. Jeg var vild med SATC i 00’erne – indtil jeg blev klogere. Det er et univers, jeg voksede fra, og som tiden også er løbet gevaldigt fra.

Denne gang handler omtalen ikke om serien. Eller tøjet eller handlingen. Det handler om alder og udseende. Mændene i serien er naturligvis blevet gråhårede, men gys! Kvinderne ser jo lige så gamle ud!

Vent. Lige. Et. Øjeblik. Wtf! 20 år ændrer os alle. Mænd OG kvinder. Tror du mig ikke, så ring mig op om 20 år, mens du står foran et spejl med et 20 år gammelt foto af dig selv.

Derfor er det komisk og tragisk, at vi stadig falder i fælden og forventer, at det er en nogle-og-tredive-årig Carrie, der valser over skærmen 20 år senere. Med den respons kan jeg godt forstå, at ABBA sender nogle avatarer ud for at gi’ koncert.

Det er fint at undres og blive påvirket af, at man selv, ens veninder og idoler bliver ældre. Men man fletter næbbet. ‘Gud, hvor ser du gammel ud’ har aldrig hjulpet nogen til selv at opdage, at man ser gammel ud.

For tro mig, vi ved det godt. Aldring er udenfor vores kontrol. At blive ældre er ikke nemt og smertefrit. Jeg synes af og til, at det gør ondt at stå ansigt til ansigt med et ansigt, jeg ikke altid helt genkender. Som er ældre end jeg husker. For den unge kvinde er stadig indeni, men huden er krøllet og kroppen gør ondt. Og den unge kvinde indeni har masser at gi’, hun er mere end bare gammel; der er talent, erfaring og power. Kig ordentligt efter!

Når kvinder spiller dumme

At spille dum er den absolut bedste måde at redde sig ud af en en ubehagelig situation. Det finder man hurtigt ud af som barn. På et tidspunkt holder de fleste op med at anvende dén strategi, men i mit voksne liv har jeg oplevet, at især kvinder har en tendens til at spille lykkeligt uvidende, ignorante eller ganske enkelt dumme, for at redde sig ud af en ubehagelig situation.

Jeg har det svært med, når kvinder spiller dummere end de er – mest fordi det er så let at gennemskue. Jeg prøver også selv at undgå det, men det værste er, at det er enormt effektivt! Der er en hårfin linje mellem at spille dum for at bevare den gode stemning og at spille dum, fordi du nægter at tage ansvar og ejerskab for din skyld i et problem. For at redde din egen røv, ganske enkelt.

Når jeg gjorde noget galt som barn, spilede jeg øjnene op, lagde hovedet på skrå, smilede afvæbnende og forklarede helt dumt – gerne med lidt trutmund – at det anede jeg simpelthen ikke var forkert. Nogle gange virkede det, andre gange var søforklaringen simpelthen for tyk.

Når man (tilsyneladende) ikke ved noget om noget, kan man jo ikke bebrejdes for det, man har gjort galt. Det er en supereffektiv måde at fralægge sig ansvaret på. En anden beslægtet strategi er at skyde skylden på en anden ‘… men Barbara sagde, jeg skulle’ og så stille sit mest uskyldige fjæs op og håbe på, at de voksne hopper på den.

Begge dele er effektivt, for det afsporer hele situationen og kan afmontere problemet. Man kan undgå at få skylden, hvis ens omgivelser hopper på ens tilsyneladende dumhed.

For modtageren af sådan en historie er det voldsomt enerverende at få sådan en historie bundet på ærmet. Når nogen løber fra sit ansvar under dække af dumhed og falsk uvidenhed, så får man en lort serveret, som bare lugter og ærgrer en. Man kan endda selv ende op med ansvaret.

Alternativet? Man står sig bedst ved at stå ved sine fejl uden at bortforklare og dække sig ind under dumhed. Face the music. Lev med det. På den måde er det mere sandsynligt, at ens troværdighed forbliver intakt, trods man har fejlet. Man har en bedre chance for at klinke skårene og bevare relationen, når man tager ansvaret.

Det modsatte er bare utroværdigt ..

Anne Franks barndomshjem

Da jeg fyldte 13 år, fik jeg Anne Franks dagbog, og jeg blev så grebet af den jævnaldrende piges dagbog, at jeg begyndte at skrive dagbog. For mit vedkommende blev det til omkring 40 dagbøger. Da min mor døde, mistede jeg evnen og lysten til at skrive videre. Jeg forsøgte at finde gnisten igen, men det blev aldrig det samme igen, og mit dagbogsskriveri løb til sidst ud i sandet.

Så .. ja, Anne Franks dagbog ændrede mit liv. Den rører mig dybt. Hvergang. For jeg bliver aldrig for gammel til at læse om Anne eller læse hendes dagbog igen. Den seneste måneds tid har jeg læst den grafiske version højt for vores søn. Han skulle preppes lidt, før vores besøg i Anne Franks Hus her i Amsterdam på fredag.

I går fandt vi spontant på at ta’ en tram ud til Merweideplein 37, hvor Anne Frank boede med sin familie, fra de emigrerede fra Tyskland i 1933 og til de gik under jorden i 1942 i baghuset i Prinsengracht 263.

Vi stod af tram’en på en bred gade og gik til højre rundt om den gule bygning langs vejen. Vi gik forbi boghandleren på hjørnet, hvor Anne Frank efter sigende selv udvalgte netop den ternede dagbog, som hun ønskede sig til sin fødselsdag.

Foran familien Franks opgang ligger der 4 blanke snublesten med deres fødselsdatoer og videre skæbner. Vi kiggede op mod 2. salens vinduer og prøvede at forestille os deres liv der. Anne Frank stiftelsen har købt lejligheden, og den udlånes til forfatterspirer som skriverefugium.

Der findes en film fra dengang hvor Anne boede der. Nogle af deres naboer blev gift, og det blev filmet. Idet fotografen panorerer op over huset, ser man Annes lille nysgerrige hoved stikke ud af vinduet og følge begivenhedernes gang.

Udenfor bygningen er en lille park, og i den står en fin lille figur af Anne Frank, som bærer på noget bagage.

Formentlig symboliserer det den dag, hvor hun gik de 4,5 km fra Merweideplein til Prinsengracht i ført al sit tøj for ikke at vække opsigt. Som jøder var det forbudt for dem at tage sporvognen, bussen eller cyklen. De kunne heller ikke købe en is eller forfriskning undervejs, for det var også forbudt for jøder. Det var sidste gang, hun var fri udendørs.

Ferielæsning

Mette og jeg er ikke enige om metoden, men alligevel enige om målet: Det bedste for Danmark. Jeg er stolt af vores statsminister, selvom jeg ikke stemmer på hende. Hun gør det godt, på sin måde.

Derfor er denne bog så spændende. Den giver et godt indblik i de politiske processer og den hverdag, der også er, når kameraet er slukket. For der er hverdag og mere end øjet ser. Det er et hårdt liv, hvor jobbet bliver en opgave og et kald. Der er ikke meget tid tilovers til familie og venner. Man er altid på. Altid under luppen. Altid genstand for fortolkninger, kritik og mandagstrænere.

Jeg ville ikke være politiker. Det blev et nej tak fra mig i sin tid. At være med til borgermøder, dele flyers ud, diskutere, landsmøder, valgtilfordnet, hænge plakater op og være med til valgfester – det har jeg prøvet. Der er kort vej til magten for den, der vil og tør. Nogle gange kan jeg ikke lade være med at tænke på, om prisen ikke er for høj, fordi forståelsen er for lille.

Boganbefaling ❤️ “Bolsjefilosofi og andre leveråd”

Jeg så på et tidspunkt et rørende interview med Marie Brixtofte, og da Mofibo foreslog mig hendes bog “Bolsjefilosofi og andre leveråd”, trykkede jeg på play.

Så på mine gåture læste Marie selv bogen højt for mig. Da jeg var cirka halvvejs i bogen, var jeg klar over, at denne bog er vigtig for mig. Jeg skrev jeg bogen på min ønskeseddel til min 49 års fødselsdag. Jeg var så heldig at få den af min mand ❤️

Det er en så fantastisk bog. Sideløbende med at jeg har lyttet, har jeg også læst i min hard copy og highlightet det, jeg skal huske. Og det er ikke så lidt, for det er en klog bog.

På sin vis er det en lommepsykolog-ven, jeg har fået mig dér. Lommepsykolog lyder måske lidt nedladende, men det er ikke ment sådan. Bogen rummer nemlig viden og indsigt på et højt plan, gjort lettilgængelig, letforståelig og ikke mindst let at implementere. Der er klare anvisninger på små tweaks med stor effekt.

Marie Brixtofte som person, og med den rygsæk hun bærer med sig, giver bogen et ekstra niveau af troværdighed for mig. Hun har testet sine egne råd og viden på egen krop og sind, og hun byder ind med personlige beretninger. Det er ikke bare teori.

Jeg er virkelig begejstret! Jeg har nu læst bogen, men jeg er langt fra færdig med den. Den kommer til at leve med mig, og den kommer til at hjælpe og påvirke mig og mine. Det er nemlig det, den kan. Bolsjefilosofi er faktisk bare en god ven med en masse indsigt – og hvem kan ikke bruge en bolsjefilosofisk ven?

Måske skal jeg nævne, at man ikke behøver at have haft en kaotisk opvækst for at få noget godt ud af bogen.

I løbet af sådan en gennemsnitsopvækst (som min) i et parcelhus i Birkerød i 80erne blev der puttet lidt af hvert ned i min rygsæk. Der er ikke lutter lagkage i min rygsæk. Udover en masse gode ting, så ligger også bl.a. mindreværd, skam, konfliktskyhed, autoritetstro, usikkerhed, dårlig selvtillid, impostersyndrom samt en form for spiseforstyrrelse i min rygsæk.

Bogen har hjulpet mig til at forholde mig til min bagage. Jeg kan måske komme overens med, at det er der, og at det er mit ansvar at bruge det – eller blot bære det med videre uden at det skal få lov til at styre mit liv. Den tanke kan jeg godt li’.

Bolsjefilosofi og andre leveråd er en bog om vores rygsæk, den usynlige rygsæk med alle vores erfaringer og summen af vores liv. Hvordan vi selv har ansvaret for den, også selvom den blev pakket af vores forfædre og vores forældre. Vi valgte ikke selv, hvad der blev pakket ned i rygsækken, men vi vælger selv, hvordan vi vil bruge det, der ligger dernede.

Bogen tager fat i nogle af de ting, mange af os bøvler med i livet. Det kan være temaer som ængstelighed, ensomhed, dårlig samvittighed, lavt selvværd og sorg. Som læser får du en hel buffet af fiduser, finter, modeller, redskaber og værktøjer, som alle fungerer som en vejviser til et bedre liv med færre benspænd.

I et sprudlende, letlæseligt og dybt personligt sprog videregiver Marie Brixtofte livsvigtige, eksistentielle erfaringer fra såvel sin opvækst som fra sin psykolog- praksis. Der er nye vinkler at hente for alle, og det er ikke kun unge og voksne med en vis dysfunktionel baggrund, der vil finde guldkorn på hver eneste side af denne væsentlige bog om at udfordre sin skæbne og forandre sin tilgang til måden at leve sit liv på.

– omtale af Marie Brixtoftes bog “Bolsjefilosofi og andre leveråd”

Har du også fået Coronahjerne?

Jeg har kæmpet i denne uge for at få det til at hænge sammen. Det føles som om min båndbredde er blevet meget smallere. Jeg er grundtræt på trods af, at jeg faktisk sover både fint og rigeligt. Alligevel er jeg balret.

Jeg har haft hovedpine i 4 dage – først troede jeg, at det skyldtes væskemangel, og så bællede jeg så meget vand, at jeg skulle på toilettet enormt mange gange. Det virkede ikke. Det fik jeg bare kvalme af.

Så kom jeg til at tænke på mine nye læsebriller. Altså, dem der ligger derhjemme. Ubrugte. Det er nok mere sandsynligt, at det er det.

Hovedpinen kan også have noget at gøre med min nye hovedpude. Den er for høj, og her fredag morgen sad hovedpinen hårdt i nakken, så nu er den byttet ud med min gamle flade fætter.

Men det med brillerne ser ud til at have virket her på fjerdedagen, kombineret med intensiv nakkestræk.

Det var nu ikke det, jeg ville skrive om (men det beskriver måske meget godt min tilstand, at jeg straks spurter ud af en tangent..). Det er noget andet:

Jeg føler det lidt, som om jeg har ammehjerne, bare helt uden at amme. Måske er det Coronahjerne og er en beslægtet tilstand?

– Gitte

I denne uge har jeg truffet enormt mange enormt tåbelige og kiksede hverdagsvalg. Jeg kan ikke forklare, hvordan jeg kunne finde på at komme helt over på arbejde uden bil, når jeg skulle til kundemøde ude af huset. Jeg kan heller ikke forklare, hvordan det kan gå til, at jeg kom vores dørnøgle i en kuvert, lukkede den møjsommeligt med lim og gik ud af døren – hvor jeg så måtte flænse kuverten op for at kunne låse døren.

Jeg kan heller ikke forklare, hvorfor jeg ikke drikker nok vand, når jeg ved, at jeg risikerer at få migræne af væskemangel. Jeg har også undret mig over, hvor min telefon mon var henne, mens jeg stod med den i hånden. Og jeg var på vej hjem for at hente mit kørekort. Som jeg har på mobilen. Som jeg har i hånden. Og … Og …

Jeg har mindre om ørerne pga Corona, men jeg føler mig faktisk ret presset. Og det undrer mig, for jeg har styr på mine lister, jeg kan godt nå mine ting, vi skal ikke flere ting på én weekend – og alligevel har jeg det som om det er ALT FOR MEGET det hele. Hvad fanden går det nu ud på??

Mandag aften inden 20 halvvejs lå halvvejs sad jeg i sofaen og orkede ikke engang at kigge på min telefon eller på fjernsynet, fordi det krævede at jeg enten løftede armen eller drejede hovedet.

For at være ærlig synes jeg, at det er pinligt og patetisk. Hvordan kan man have så lidt i sit liv og blive så smadret af det?

Det må være Coronahjerne, tænker jeg. Er der noget, der hedder det? Ellers er der det nu. Det er nok meget normalt under en pandemi at blive ramt af en slags apati.

Hvordan kan man have så lidt i sit liv og blive så smadret af det?

– Gitte

Corona er del af vores liv, hvad enten vi vil eller ej

Efter et år med Corona er det tid til at gøre status. Corona er kommet for at blive. Super ufedt og totalt uønsket!

I løbet af dette ene år er det blevet stigende populært at behandle mennesker som mindreårige børn. At tænke selv og kæmpe for sit liv er ikke (længere) velset. Nej, sæt dig ned og ta’ den med ro, for børnehavestaten passer på dig. Det lyder måske hyggeligt for nogle, men det er (altid) uhyggeligt, når mennesker umyndiggøres.

Vi kan ikke blive ved med at måle vores liv ud fra incidensværdier. Vi kan ikke holde til at sætte vores liv, vores samfund og vores mentale helbred på pause – og på sigt over styr. Corona har været del af vores liv i et år nu. Det er på tide at acceptere Corona som et vilkår. Det går ikke væk.

Vi skal ikke danse med Corona, vi skal leve med det. Det indebærer, at vi skal væk fra tankegangen om, at det går væk. Hvis vi bare holder ud og holder afstand, så går det væk. Men det går ikke væk.

Jeg tror, at det bliver sådan her: Der kommer så mange bølger, at vi holder op med at tælle. Der kommer så mange mutationer, at vi ikke længere bemærker deres navne. Smittetallene tjekker vi ikke længere. Vi skal vaccineres måske 1-2-3 gange om året. Det bliver hverdag, og livet fortsætter.

Lyder det dystopisk? Det er det ikke. Det er livet på godt og ondt. Nu er vi nået dertil, hvor vi skal indrette os på, at Corona er del af vores liv. Vi er nødt til at begynde at leve igen med alle de risici, livet indebærer ❤️

———

Så .. Hvad gør du, når du står i en ny situation? Man starter normalt med en plan og en strategi for, hvordan vi lever med de nye vilkår.

Jeg savner, at regeringen tager ansvar og får lagt en plan. Jeg giver ikke meget for, at de siger, at man ikke kan lægge en plan, for man ved jo ikke, hvordan Corona udvikler sig.

Man har aldrig kendt morgendagen – det har Corona ikke ændret på. Alligevel lægger man planer. Selvfølgelig. Det har vi altid gjort som mennesker, og det skal vi blive ved med. Uden visioner, mål og en plan mangler vi mening i livet.

Meningsløshed er noget af det sværeste at bære for mennesker.

Det er altid mørkest før daggry

Det er altid mørkest før daggry, skriver Laura Ingalls Wilder. Det betyder ikke blot, at natten er mørkest lige før solen står op. Det betyder også, at når alt er lort, så kan det være, at det lysner om lidt. Laura skriver sådan i bogen ‘Det lille hus ved floden’.

Hendes senere bog “Den lange vinter” handler om de trængsler, ensomhed og den sult, som mange pionerfamilier var udsat for under den hårdeste vinter i USAs historie i 1881. Pionererne boede i små ensomt beliggende barakker nær små prærielandsbyer, som var helt afhængige af forsyninger via jernbanen. Vinteren var så hård og lang, at jernbanen ikke kunne komme gennem snemasserne i et halvt år. Ingen mad, intet brænde, intet lys.

Da jeg var barn, syntes jeg, at den bog var den kedeligste og mest langtrukne i hele serien af Laura-bøgerne, som jeg ellers elsker højt. Lige nu vil jeg sige, at det er den mest relevante og aktuelle. Den giver mig ballast til at stå Corona igennem.

Hvad kan vi lære af Laura? At det er mørkest før daggry. Med andre ord: Det bliver lyst igen. Solen står altid op. Vi er nødt til at sænke blikket, fokusere på hverdagen, vores kære, det nære og nuet for at bevare roen og overskuddet. For hver dag der går, er vi tættere på enden af Corona – men også på livet. Derfor synes jeg, at vi skal prøve at fylde dagene med de glæder, vi trods alt har. Lauras far spillede violin, indtil hans forfrosne fingre ikke kunne mere, hvorefter de sang i mørket.

Vi er nødt til at acceptere vilkårene lige nu. Indrømmet – det er den del, jeg har sværest ved. Jeg har ingen tålmodighed. Min hjerne er fast beskæftiget med at udtænke udveje og hænger fast i alt det, vi misser, og alt det, vi ikke kan. Det bliver jeg simpelthen så udkørt og humørforladt af. Jeg bliver også bekymret for om vores ferieplaner bliver til noget, og dét er simpelthen en regulær dræber for min livsglæde og optimisme.

Så minder jeg mig selv om, at jeg skal sænke blikket, kigge på det nære og kære – og få hverdagen til at blive god og så munter som muligt. For det er altid mørkest lige før daggry ❤

The Darkest Hour Is Just Before Dawn

Laura Ingalls Wilder, Det Lille Hus ved Floden

Bye Bye 2020 – farvel Corona 😷

Træt af Corona? Helt sikkert! Sarah Connor har skrevet en fantastisk sang, der rammer præcis hvordan jeg har det med Corona. Den bringer mig håb og tro på, at der er bedre tider forude.

Læs med herunder i min oversættelse – måske rammer teksten også noget hos dig? Kan du genkende det?

Bye-bye 2020

Jeg har ikke noget at lave i dag
Og verden er lukket ned igen
Jeg slår mig ned igen
For alt andet giver alligevel ingen mening
Ja, alt er okay
Jeg er okay, nej, egentlig ikke
For efter min mening går det alt for langsomt
Jeg orker ikke mere
Al den snak så frustrerende

Lad os spole fremad
Og lade som alt er okay igen?

Og så holder vi en kæmpe fest
Inviterer alle vores venner
Står helt tæt sammen
Og skåler for at være sammen
Gamle og unge og store og små
Ingen er alene hjemme mere
Ved du hvad jeg holder af at drømme om for tiden?
At du vækker mig og siger, “Det er slut!”

Bye-bye
At du vækker mig og siger, “Det er slut!”
Bye-bye

Jeg malkede geder
Og pressede olivenolie
Jeg plantede en urtehave
Jeg mediterede for at undgå stress
Ja, jeg ville også gerne have lært et nyt sprog
Og have dyrket en masse sport
Men det har jeg desværre ikke
Og jeg har heller ikke grinet nok
Kun halvvejs lykkedes hjemmeundervisningen
Og stadig eksploderede det

Lad os spole fremad
Og lade som alt er okay igen?

Og så holder vi en kæmpe fest
Inviterer alle vores venner
Står helt tæt sammen
Og skåler for at vi er sammen
Gamle og unge og store og små
Ingen er alene hjemme mere
Ved du hvad jeg holder af at drømme om for tiden?
At du vækker mig og siger, “Det er slut!”

Det er slut
Alt det lort med afstand
Jeg vil rejse tilbage til Island
Jeg vil ha’ nærhed og sjov
Og drikke af det samme glas som dig
Og forestil dig, at du også kan få opfyldt et ønske

Ja, vi holder en stor fest
Inviterer alle vores venner
Står helt tæt sammen
Og skåler for at være sammen
Gamle og unge og store og små
Ingen hjemme alene mere
Ved du hvad jeg kan li’ at drømme om lige nu?
At du vækker mig og siger, “Det er slut!”

Se videoen og lyt til sangen her ❤️

Og så holder vi en stor fest
Inviterer alle vores venner
Står helt tæt sammen
Og skåler for at være sammen
Photo by Caio on Pexels.com

Premiere

Jeg skyndte mig hjem, så jeg kunne nå premieren klokken 16 på YouTube. Jeg nåede hjem tids nok til nedtællingen ..

Nedtælling

Men hvilken premiere? Jeg er jo vild med en tysk sangerinde ved navn Sarah Connor. Hun er helt fantastisk, hendes sangtekster rammer mig lige i hjertet. Hun har bl.a. lavet en række sange til sine børn. Sange, som siger alt det, jeg også har på hjerte.

Hun har lavet en sang om 2020. Hun synger “es ist vorbei – bye-bye” om det her forbandede år. Jeg kan kun tilslutte mig; jeg vil være sammen med mine venner, drikke af samme glas, være tæt sammen, rejse langt væk, jeg vil synge og danse og glemme al det pis med afstand!

Det er en superfed sang, hun har gjort det igen; skrevet en sang, der rammer mig lige i hjertet – jeg elsker den sgu ❤️

Se videoen lige her ❤️

Ny lufthavn i Berlin – omsider!

13 år efter den planlagte åbningsdato åbner den nye lufthavn i Berlin for alvor på søndag. I går begyndte togene at køre, og stationen under lufthavnen blev indviet. Rent faktisk har togene kørt i årevis for at sikre udskiftning af luften i de lange øde jernbanetunneller.

Det var også i går, at SXF blev til BER – navneændringen fra Schönefeld til BER Berlin er i effekt med vinterflyveplanen. På lørdag lander 2 fly parallelt – et Lufthansa og et easyjet.

Fra 1. November er lufthavnen så i almindelig drift, og forhåbentlig sker det uden problemer.

8. November letter de sidste fly fra Tegel, og den gamle lufthavn takker af efter 72 begivenhedsrige år. Tegel blev bygget på bare 90 dage for at kunne effektuere Luftbroen, da Sovjet prøvede at blokere Vest-Berlin.

Det er et paradoks, at lufthavnen åbner nu, hvor Coronaen har Berlin allerhårdest i sit greb. Jeg glæder mig til, at verden igen åbner op, så vi kan hente vores kuffert ved bagagebåndet i BER og begive os ud på nye eventyr i skønne Berlin ❤

I virkeligheden er det jo sådan, at vi altid har en kuffert stående i Berlin, som Marlene Dietrich sang.

Ich hab noch einen Koffer in Berlin

Deswegen muß ich da nächstens wieder hin

Die Seligkeiten vergangener Zeiten

Sie sind alle immer noch in diesem kleinen Koffer drin

Marlene Dietrich

På udflugt til Christiansborg

En af de kolde eftermiddag i sommerferien i Ebbeløkke, så jeg i mit facebook-feed, at der blev udbudt rundvisninger på Christiansborg. Det var så heldigt, at det lige var en dag, vi kunne – og vi fik plads. Og så glemte jeg alt om det. Indtil i mandags, for tirsdag skulle vi afsted!

Vi hoppede glade på toget til Østerport. Det føltes helt sindssygt grænseoverskridende at gå ind i toget uden maske på. Det var vores første togtur i Danmark efter ferien – vi følte os begge to virkelig udsatte og helt forkerte uden maske. Vi satte os så langt fra andre som muligt. Det var let nok, for så mange var der trods alt ikke med toget. Det er tankevækkende, at vi i den grad har vænnet os til masken!

På Østerport stod vi af og prøvede den nye cityring for første gang. Det er så vildt fedt! Vi stod af ved Gammel Strand, og jeg fik sådan en WOW-følelse. Da jeg boede i byen, tog jeg altid 2’eren til Gammel Strand – og nu dukkede jeg op af jorden næsten samme sted, lige ved siden af Absalon! Det er virkelig WOW med den metro. Det er SÅ meget lettere!

Vi talte lidt om Absalon, og jeg viste knægten havmanden og hans syv sønner, der venter på Agnete under vandet. Eventyret stammer fra en gammel folkevise om Agnete og Havmanden, der bl.a. har inspireret H.C. Andersen.

På Christiansborg mødte vi vores guide og vores lille gruppe, og så gik vi igennem security a’la lufthavnen. Jeg bippede mange gange, selvom mobil, ur, bælte osv. lå i en separat bakke. Knægten syntes, at det var piiinligt og typisk mig 🙂 Han har ret. Jeg bipper altid. Mon jeg har spist noget metal engang?

Vi startede med at gå op ad sejrstrappen, som de fleste vindere af magten i Danmark vælger at gå opad, lige med undtagelse af Mette Frederiksen. Vi kiggede på alle portrætterne af statsministrene i vandrehallen, og knægten spurgte efter Lars Løkke. Han genkendte Helle Thorning – og Stauning “ham dér hænger på væggen derhjemme”. Selvom vi er borgerlige har vi plakaten “Stauning eller Kaos” i soveværelset.

Vi så landstingssalen og det fine repræsentationslokale, hvor statsoverhoveder modtages. Vi så også de fine reproduktioner af grundloven. Og til sidst så vi folketingssalen lidt fra oven.

Knægten var mere interesseret i at prøve paternosterne, som kørte op og ned uden stop, mens vi var der. Men det er desværre strengt forbudt.

Efter 45 minutters tid stod vi igen på slotspladsen. Jeg viste knægten Bibliotekshaven, og vi sad lidt i solen og nød den smukke have, som er fyldt med Pokestops 😉

Derefter gik vi ind og så Slotskirken og videre over i 7Eleven for at få en kop kaffe at køre hjem på. Kaffen var superdyr og smagte helt forfærdeligt, men det var hyggeligt alligevel!

På hjemturen stod vi lige af på den nye station ved Marmorkirken, så jeg kunne vise knægten Marmorkirken. “Det er kun lige et par trapper op, og så er vi der”, sagde jeg, da han protesterede. Den var god: Et par trapper?? Der var utallige rulletrapper – vel nok 4 eller 5, før vi omsider stod på gaden. Sidenhen har jeg læst, at det er den højeste/længste serie rulletrapper i metroen overhovedet. Der er i alt 20 rulletrapper, og der er en ekstra etage i fht. de øvrige stationer.

I øvrigt var der kun én meget lang rulletrappe på Gamle Strand. Den mindede mig lidt om den ved Rådhuset i Stockholm, som bare fortsætter og fortsætter op i en rød klippehule. Det gjorde den på Gamle Strand dog ikke – den var udstyret med et sært blåt lys, som fik os til at se spøgelsesagtige ud 🙂