Det skærer mig i hjertet at se billederne fra Japan. Som mor skal der ikke meget fantasi til at forestille sig, hvor ufattelig forfærdeligt det må være at trykke sit barn ind til sig og være magtesløs mod tsunamien, der river barnet ud af armene på en til den visse død. Jeg bliver helt syg om hjertet ved tanken om, at netop det er sket for japanske mødre i fredags.

Det er mit værste mareridt. At jeg ikke kan beskytte NC, og han forsvinder fra mig. Jeg giver ham et ekstra kram, selvom han var irriterende i morges. Og jeg håber, at der er nogen, der krammer de børn, der har mistet deres forældre, samt at nogen krammer de mødre, der har mistet deres børn.

Det, der foregår i Libyen, ser vi ingen billeder af. Det er næsten endnu værre, fordi det er én mands stædige klyngen sig til magten for enhver pris, som hver dag koster menneskeliv og lidelse. Opfør dig dog ordentligt, mand!!