mor til en teenager – bare en fase

Jeg er (stadig) i gang med at læse Julia Lahmes bog ‘Det er bare en fase’ om at være mor til en teenager. Jeg er så begejstret og rørt og taknemmelig. Taknemmelig, fordi hun deler både de pinlig øjeblikke og de inderste tanker og følelser. Rørt, fordi hun fortæller om de lidt forbudte følelser, jeg som mor rammes af, når min søn fjerner sig fra mig .. gradvist, ubønhørligt og helt naturligt.

Og begejstret, fordi bogen er så godt skrevet, og jeg har lyst til at læse den på en gang. Hele æsken med chokolader i et hug! Meeen … Jeg læser bogen lidt som en julekalender. En bid ad gangen. Læse. Tænkepause. Repeat.

Bogen er relevant for mig, fordi jeg nu er mor til en dreng på 12 år, som er et par centimeter fra at vokse mig over hovedet. Som er færdig med H&Ms børneafdeling og nu går i Superdry og Jack & Jones tøj i størrelse large. Stemmen er forandret. Der var ikke noget med nogen overgang, pludselig en dag var stemmen dyb som en mands.

Og pludselig blev jeg skubbet væk. Det var i London. Fra den ene dag til den anden. Som om der skete noget på flyveturen. Når jeg stikker min arm fortroligt ind under hans, så træder han et stort skridt væk og siger NEJ. Jeg glemmer af og til, at det er sådan, han vil have det. Jeg savner det for vildt. Det er bare en lille ting. Et kæmpe skridt. Og jeg er ikke helt klar.

Så fasen er her. Jeg jubler over det – det er fantastisk at være vidne til. Men inderst inde savner jeg sgu også den lille bløde dreng, der om natten krøb ind til mig og syntes, at jeg var uundværlig og fuldstændig fantastisk. Vi er ikke helt der længere; pinlig er det første ord, han nævner, når talen falder på mig.

Så ja, igen rammer Julia Lahme mig med sine ord. Og det er langt fra første gang. Første gang var med denne blogpost og med bogen “Hvor lagde jeg babyen”. Jeg er faktisk helt sikker på, at det er moderfællesskabet, de mener, når de skråler ‘You’ll never walk alone’ til fodboldkampe i fjerneren 😀

Heldig i dag

Jeg var heldig i dag, for min søn lod mig sidde i hans sofa og sammen så vi Narnia: Løven, Heksen og Garderobeskabet. Jeg fik også lov til at kramme ham lidt. Det er ved at gå væk. Han vokser fra mig i fuld fart. Jeg er stolt og bevæget og fyldt med kærlighed og er bare SÅ toppinlig.

Alle hans t-shirts fra sidste sommer er nu for små. Fede, dyre og for små t-shirts. Vi taler nu om størrelse L i SuperDry t-shirts. Det er ikke rigtig til at fatte at man kan vokse så meget på hvidt brød, leverpostej og pepperoni – men det virker usandsynligt godt 😅

Endeligt farvel til børneafdelingen i H&M

I dag skulle vi købe en ny forårsjakke til knægten. Det betød et endeligt farvel til børneafdelingen i H&M, og et go’dag til herreafdelingen samme sted. Når man er 12 år, så er børnetøjet simpelthen for småt. Nu er han en størrelse medium i voksentøj 😅

Der er en hel afdeling med tøj til teenagepiger, men drengene på 12 og derover skal i herreafdelingen, som er ret begrænset. H&M fokuserer heller ikke på tøj til teenagedrenge. Præcis som at deres udvalg i drengetøj de seneste 10 år har været begrænset og kedeligt, sammenlignet med pigetøjet. Pigetøj og accessories får meget mere plads i butikken. Suk.

Det er derfor, at vi i alle årene har købt det meste drengetøj i Primark. Primark har fedt drengetøj og et stort udvalg. De har også tøj til unge drenge – og meget af det.

I dag gik vi længe rundt i herreafdelingen i H&M, før vi fandt en superfed jakke – som også var den eneste, der var at vælge i mellem. Vi fandt også to plain t-shirts, men de havde ingen shorts, som ikke lignede spejderudstyr til gamle mænd. Jeg klipper nogle jeans af, tænker jeg. Eller også bliver det Reshopper.

Det er en fase

At gå ud i forårsaftenen, glad i låget og ikke frysende, efter en hyggelig og tankevækkende aften i dejlige damers selskab er bare .. vidunderligt! Tak Julia og I andre 🙏🏼

Jeg var fyldt til bristepunktet i mit hoved og mit hjerte ligeså. Det var en dejlig aften. Sjov, tankevækkende og lærerig. Vi står tærsklen til liv med teenager herhjemme. Nu er jeg bedre forberedt. Og i hvert fald ikke alene .. andre kvinder går foran og kommer efter ❤️

Hvad sker der i forældreskabet, når ens barn bliver teenager?

Hvor flytter forældrerollen sig hen, og hvad betyder det for hele familien, når man bor sammen med en vulkan, der potentielt kan flytte de tektoniske plader i familien, inden nogen har nået dagens første kop kaffe?

Hvordan sikrer man at familien, forældrene og måske endda teenageren har de bedste muligheder for at trives, lære og møde hinanden? Det har Julia Lahme IKKE alle svar på, men hun har nogle bud på hvordan både teenagere, forældre, små og store søskende, kan lære at danse på vulkaner og forhindre at dørene smækker hårdt i.

Foredraget kommer omkring kulturhistoriske strømninger, som måske kan inspirere til at forstå hvad teenagefasen i dag består af, men også med indsigter til at forstå, hvad det egentligt er, vi kræver af forældreskabet i verden i stadig forandring.

Et overraskende foredrag med personlige betragtninger, eftertænksomhed og den rå mængde humor, der kræves for at komme igennem også denne fase i livet. Sammen.

– /foredrag-med-julia-lahme-det-er-bare-en-fase/

Stor

Det er SÅ vildt, at knægten er vokset ud af børnetøjsafdelingen. Jeg ved ikke, om jeg er klar. Mit lille barn. Han er nu blot 3 centimeter mindre end jeg, og hans stemme er blevet dyb. Det er sket nærmest overnight. Jeg havde måske forestillet mig, at det ville ske mere glidende.

Han afviser at gå arm i arm med mig. Det startede han med i London i marts. Han vil heller ikke kysses eller kærtegnes eller nusses offentligt.

Herhjemme er han lidt mere large, men ofte krammer han mig og puffer mig ud af døren på samme tid. Og det kan han let, fordi han er så stor og stærk. Så står jeg der med en lukket dør mellem mig og det menneske, jeg har været allernærmest på i hele mit liv. Det gør ondt, samtidig med at det føles helt rigtigt.

Samtidig dukker følelsen op af, at han er ved at ændre sig mentalt. Jeg mærker en alvor, en dybde, en følsomhed og en eftertænksomhed, som han ikke har haft før. Jeg fornemmer også smerte og sårbarhed, når der er knas med vennerne.

Og hvor det tidligere var nok at kramme ham og fortælle ham, at alt bliver godt, så er der nu en grænse for, hvor tæt han vil lade mig komme. Samtidig er det heller ikke længere os derhjemme, der er hans referencegruppe. Det, vi siger om ham, tæller ikke så meget som omgivelsernes vurdering.

Bifaldet er for længst forbi
Og dit hjerte er tungt som bly
Alle retter på dig
Du ser forladt ud
Og du ser så trist ud
Kom i mine arme, slip det ud
Tro mig, jeg har været, hvor du er
Og jeg ved, hvad det gør ved dig


Men når du griner, så kan jeg se dig
Med alle dine farver, dine ar, bag dine mure
ja, jeg ser dig
Lad dem ikke ramme dig
Ved du slet ikke, hvor skøn du er?


Jeg ser din stolthed og din vrede
Dit store hjerte, dit løvemod
Jeg elsker din måde at gå på
Og den måde du ser på mig på
Hvordan du lægger hovedet på skrå
Du ser altid, hvordan jeg har det
Du ved, hvor vi end er, er jeg dit hjem
Og du ved, hvad det gør ved mig
Hvis du griner nu

Hvert en prik i dit ansigt
er så perfekt, helt tilfældigt
Der er ikke noget smukkere end dig
Og jeg vil have det præcis på den måde
Alle bekymringerne og alt guldet
Jeg har aldrig ønsket noget lignende
Som alle dine farver og alle dine ar
Ved du slet ikke, hvor skøn du er?

– Sarah Connor

Anne Frank

Jeg fik Anne Franks dagbog, da jeg fyldte 12 år, og jeg læste den i ét stræk. Min første dagbog hed også Kitty. Jeg skrev dagbog fra jeg var 13, og til omkring min mors sygdom og og død i 1999/00. På mange måder har Anne Frank været en stor inspiration for mig. Jeg fik også en fortrolig ven, som aldrig svigtede.

Sidenhen har jeg læst Annes dagbog flere gange. Senest har jeg læst den uforkortede version, og den seneste måned har jeg læst den grafiske version med fine illustrationer med vores søn. Og jeg glæder mig til at læse den nye oversættelse, som venter derhjemme.

På besøg i Anne Franks hus

Da vi var i Amsterdam besøgte vi Anne Franks hus på Prinsengracht/Westermarkt. Det var mit tredje besøg, og hver gang er der kommet nyt til. Hver gang er det slående at stå i de tomme rum, hvor Anne og hendes familie levede i skjul og frygt for at blive opdaget.

Køb billetter online

Jeg havde købt billetter på forhånd via hjemmesiden. Jeg bestilte billetter plus et introductory program.

Bestil billetter til både huset og en intro på 1/2 time

Introduktionen er på engelsk og koster € 7 ekstra. Det er det værd. Dog anbefaler de, at man er over 10 år. Det er en barsk historie.

En af Anne Frank organisationens undervisere tager dig gennem Anne Franks historie i forbindelse med Anden Verdenskrig og jødeforfølgelsen. Med den meget grundige, informative og interaktive introduktion er du godt klædt på til dit besøg.

Vi blev vel modtaget udenfor og blev vist ind i et rum, hvor der hang en tidslinje på væggen. Vores søn var først lidt uinteresseret, men fordi formidleren var en ung kvinde, som talte tydeligt og gav os en levende fortælling, så blev han også grebet.

På væggen hang som nævnt en tidslinje: Øverst var det en tidslinje over de sidste år af familien Franks historie – startende med et foto af Anne Franks far, da han var tysk soldat i første verdenskrig. Under tidslinjen var den europæiske historie skildret sideløbende med familien Franks historie og skæbne.

Vores guide gennemgik begge historier parallelt, det var så lærerigt og tankevækkende. Annes historie er unik, fordi hun skrev dagbog. Annes søster Margot skrev også dagbog, men hendes dagbog er aldrig blevet fundet. 6 mio. mennesker led samme skæbne, og Anne er deres stemme.

Vores guide fortalte om hvordan jødernes rettigheder blev inddraget lidt efter lidt. I starten var det småting, men summen af det hele var indgribende; forbud mod at køre i sporvogn, forbud mod at eje en cykel, jøder måtte ikke sidde på bænke, jøder skulle købe mad sidst på dagen (når butikkerne var tomme), jødiske børn skulle sidde bagerst i skolen, jøder måtte ikke omgås kristne, jøder måtte ikke drive virksomhed …

I starten var det små ting, der tilsammen forhindrede et normalt liv. Små ting, der adskilte ‘dem’ fra ‘os’ og drev en kile ned gennem samfundet, så det var lettere at skille dem fra. Det er de ‘små ting’, vi skal være opmærksomme på. Også i dag. For det kan fungere som en glidebane mod dehumanisering.


Jeg kan varmt anbefale at ta’ introprogrammet med, når du alligevel besøger huset. Bagefter fik vi hver en audio guide og så gik vi igennem udstillingen.

Når man når til trappen skjult bag bogreolen , stopper audio guiden, og man går videre i stilhed. I den efterfølgende stilhed er der kun lyden af andre besøgende, der går stille rundt på de knirkende trægulve i huset. Hver lyd er nærmest som et skrig i stilheden.

Vi var ikke i livsfare, da vi gik rundt i baghuset, men enhver lyd fra beboerne dengang kunne afsløre dem; et knirkende bræt, et host eller nys, latter, rindende vand, en ting der falder på gulvet eller lyden fra toilettet. Man skulle være helt stille, når arbejderne arbejdede lige nedenunder.

Når man går rundt i huset, kan man konstant høre lyde af andre, så det er ikke svært at forestille sig, hvor svært det har været at skulle sidde musestille i mange timer. Uden Ipad. Jeg kiggede på min søn og tænkte uvilkårligt, at Anne var præcis så levende som han er, og hun skulle sidde stille i endeløst mange timer i døgnet, da hun var næsten samme alder. Det er ubærligt at tænke på.

Læs bogen og besøg huset ❤️

– Oktober 2021

Bestået – yes!!

Jeg var til mundtlig eksamen i formiddag. Jeg talte og talte, og jeg følte, at det var for nemt. Var jeg på rette vej? Var min opgave god? Havde jeg misforstået emnet?

Åbenbart ikke, for jeg fik 10 😅

Se min kjole! .. eller se mit telt :D

For at trøste mig selv i denne januar jammerdal har jeg bestilt denne fine kjole fra COS. Kjolen vil jeg bruge, når jeg fylder 50 om en måned. Jeg aner endnu ikke, hvordan jeg vil fejre dagen (tak, lortecorona). Men tøjet skal være fint ❤️😅

Har du lyst til nyt tøj, så kan jeg måske hjælpe dig. COS har givet mig mulighed for at gi’ 10% rabat til dit køb, hvis du bruger dette link. Det gælder kun, hvis du ikke er tilmeldt i forvejen, vil jeg tro.

EDIT: SÅ modtog jeg kjolen, OG jeg har returneret den. Det er den grimmeste kjole. Den er gigantisk – jeg vil tro, at den har en vidde på et par meter. Da den lå på vores seng fyldte den 1 1/2 seng.

Der står, at der er læg i kjoler, men den hænger bare i kager og slasker om kroppen. Så kunne man måske overveje at købe kjolen 6-8 størrelser mindre, men ærmerne er alt for stramme selv i str. 44, som er min normale størrelse.

Men mønsteret er fedt.

En umulig beslutning

Hjerteskærende. Jeg har altid forestillet mig at det var en ond hjerteløs psykopat-stikker, som angav Anne Franks gemmested til nazisterne for nogle håndører ..

Men virkeligheden er meget værre og understreger den helt forfærdelige, umulige og desperate situation, som jøderne blev tvunget ud i under 2. verdenskrig ..

Undersøgelser har nemlig vist, at det var en jødisk mand, der angav familien Franks skjulested for at redde sin egen familie fra lidelse og udslettelse. Det er en enormt smertefuld opdagelse.

Anne Franks far var det eneste overlevende familiemedlem efter Holocaust, og det viser sig, at han lå inde med denne viden om mandens identitet. Han valgte at se bort fra det, og han forfulgte ikke sporet.

Man ved ikke hvorfor Otto Frank opgav jagten på den, der angav familien – men jeg forestiller mig, at Otto Frank indså, at manden også var et offer for et skruppelløst regime. Og intet ville bringe Otto Franks familie tilbage.

Det er dobbelt tragisk. Det er en umulig beslutning. En adresse for din familie. Hvad ville du selv have gjort?

Læs mere her.

Nedluk igen. Fjerde bølge.

Nedluk igen. Fjerde bølge. Præcis som alle andre er jeg tyndslidt. Selvom vi måske ikke alle bliver syge af corona, så er vi nu møre og sprøde – og måske er det i virkeligheden det, vi burde tale om: Hvor meget det sygdomsfokus fucker med vores hjerner. Måske er det den egentlige trussel mod vores helbred.

I tidligere bølger ramte Corona ikke vores børn. Denne gang er det børnene, der bliver smittet og driver smitten. Jeg siger altid; jeg kan klare alt – bare det ikke rammer mit barn. Det rammer ham hårdt denne gang, og jeg kan næsten ikke være i det. Jeg kan mærke, at andre forældre har det på samme måde.

Men selvom vi har det på samme måde, så er der denne gang intet fælleskab. Fordi mit barn kan smitte dit og dit barn kan smitte mit .. vi er alle ramt af frygt og reagerer forskelligt i vores måde at beskytte os og vores børn. Og det driver kiler midt ned i venskaber, i familier og ikke mindst i det forældresammenhold, som normalt findes i klasserne i skolerne.

Mennesker, man gik ud fra, at man delte normer og værdier med, stikker pludselig fuldstændig af. Og de føler sikkert, at jeg stikker af. Det går begge veje.

Hver dag kigger jeg mit barn i øjnene og vurderer hvert eneste host, snøft og varm pande. Sygdom is all around us. Sygdom er alt vi taler om. Hver eneste dag tager vi stilling til, om vi er symptomfrie. Flere gange hver uge må ungerne lægge krop til tests og spørgsmål.

Vores fokus er på vores barns trivsel, og vi mener, at en så normal skolegang og hverdag som muligt er vigtigt for hans trivsel. Det er første prio.

På trods af smitteudbrud i hans klasse, prøvede vi at bakke op omkring normale skoledage. Med langt flere næsten daglige tests, men op og afsted i skole hver morgen. Han er vaccineret, og vi er ikke utrygge ved at følge myndighedernes anbefaling om, at nære kontakter fortsat må gå i skole, men skal testes på 4. og 6. dagen. Vi kan jo ikke holde ham hjemme indtil april, når vejret bliver bedre, og smitten falder igen. Indtil da er det bare test, test, test igen og igen. Han klarede sig 7-9-13 usmittet gennem smitteudbruddet i klassen, som har varet 3 uger.

Knægten kom glad hjem fra lejrskole med en taske fuld af gode oplevelser. Et par af hans klassekammerater fik desværre corona med hjem. Det bredte sig som ringe vandet, og frygten bredte sig. Klassen var ramt af et smitteudbrud. De blev isoleret, og det var okay i starten. Der poppede konstant nye smittetilfælde op. Frygten bredte sig, og der blev diskuteret ihærdigt på aula omkring hvorvidt myndighederne og skolen gør nok. Børn blev holdt hjemme fra skole, og undervisningen gik nærmest i stå for både de få, der var i skole og dem, der var hjemme. Siden midten af November har vores drengs skolegang været meget påvirket; de har været 3-8 børn i skole i hele perioden, og nu skal de så i hjemmeskole 🥺

Vores søn har accepteret det og tager det i strakt arm, selvom der har været mange vikartimer.. Undervejs var vi nødt til at forklare/forsvare på Aula, at vi valgte at følge myndighedernes anbefalinger og ikke lave særregler.

Vi prøver at få en hverdag til at hænge sammen. Bevare optimismen og den bid af normalitet, der trods alt fortsat er. 7 børn i klassen testede positive på 3 uger. Vi blev testet hver/hveranden dag. Holdt pause med fritidsaktiviteter og krydsede fingre for, at knægten gik fri. Det gjorde han. Men jeg har det lidt som om vi har løbet en marathon.

Ugur Sahin skrev i dag et citat af Gandhi “The enemy is fear. We think it is hate, but it is really fear.”

Jeg er enig. Jeg har valgt ikke at være bange. Og det er egentlig løgn, for jeg er sgu da også bange. Ikke så meget for corona, men for det summen af det hele gør ved os. Som jeg ser det, er vi nødt til at stå sammen, stole på hinanden og på myndighederne. Følge de regler og anvisninger, vi får. Stå sammen og forstå, at årsagen til, at folks handlinger nogle gange stikker helt af – er frygt. Frygt er et af de stærkeste instinkter, vi har.

Jeg vil ikke lade min frygt styre mig/os. Jeg synes, at det er noget mærkelig noget at lære sit barn, at hvis der er noget, han er bange for, så skal han bare lade være med det. Lade være med at gå i skole fx. Derfor går han i skole, og når han er bekymret for at blive smittet, så snakker vi om det. Han ved godt, at han er så godt beskyttet som muligt med vaccine, god hygiejne og udluftning. Skulle han teste positiv en dag, så tager vi den derfra. Han ved godt, at han ikke nødvendigvis bliver syg. Det vigtigste er, at man isolerer sig og ikke smitter andre.

https://www.linkedin.com/posts/ugur-sahin-65905917_biontech-pfizer-omicron-activity-6875135903816265729-HAwJ

At blive ældre burde være helt almindeligt

At blive ældre er helt almindeligt .. men det er det ikke.

Sex & the City er tilbage .. Just like that. Jeg er spændt på den nye serie. Jeg var vild med SATC i 00’erne – indtil jeg blev klogere. Det er et univers, jeg voksede fra, og som tiden også er løbet gevaldigt fra.

Denne gang handler omtalen ikke om serien. Eller tøjet eller handlingen. Det handler om alder og udseende. Mændene i serien er naturligvis blevet gråhårede, men gys! Kvinderne ser jo lige så gamle ud!

Vent. Lige. Et. Øjeblik. Wtf! 20 år ændrer os alle. Mænd OG kvinder. Tror du mig ikke, så ring mig op om 20 år, mens du står foran et spejl med et 20 år gammelt foto af dig selv.

Derfor er det komisk og tragisk, at vi stadig falder i fælden og forventer, at det er en nogle-og-tredive-årig Carrie, der valser over skærmen 20 år senere. Med den respons kan jeg godt forstå, at ABBA sender nogle avatarer ud for at gi’ koncert.

Det er fint at undres og blive påvirket af, at man selv, ens veninder og idoler bliver ældre. Men man fletter næbbet. ‘Gud, hvor ser du gammel ud’ har aldrig hjulpet nogen til selv at opdage, at man ser gammel ud.

For tro mig, vi ved det godt. Aldring er udenfor vores kontrol. At blive ældre er ikke nemt og smertefrit. Jeg synes af og til, at det gør ondt at stå ansigt til ansigt med et ansigt, jeg ikke altid helt genkender. Som er ældre end jeg husker. For den unge kvinde er stadig indeni, men huden er krøllet og kroppen gør ondt. Og den unge kvinde indeni har masser at gi’, hun er mere end bare gammel; der er talent, erfaring og power. Kig ordentligt efter!

Anne Franks barndomshjem

Da jeg fyldte 13 år, fik jeg Anne Franks dagbog, og jeg blev så grebet af den jævnaldrende piges dagbog, at jeg begyndte at skrive dagbog. For mit vedkommende blev det til omkring 40 dagbøger. Da min mor døde, mistede jeg evnen og lysten til at skrive videre. Jeg forsøgte at finde gnisten igen, men det blev aldrig det samme igen, og mit dagbogsskriveri løb til sidst ud i sandet.

Så .. ja, Anne Franks dagbog ændrede mit liv. Den rører mig dybt. Hvergang. For jeg bliver aldrig for gammel til at læse om Anne eller læse hendes dagbog igen. Den seneste måneds tid har jeg læst den grafiske version højt for vores søn. Han skulle preppes lidt, før vores besøg i Anne Franks Hus her i Amsterdam på fredag.

I går fandt vi spontant på at ta’ en tram ud til Merweideplein 37, hvor Anne Frank boede med sin familie, fra de emigrerede fra Tyskland i 1933 og til de gik under jorden i 1942 i baghuset i Prinsengracht 263.

Vi stod af tram’en på en bred gade og gik til højre rundt om den gule bygning langs vejen. Vi gik forbi boghandleren på hjørnet, hvor Anne Frank efter sigende selv udvalgte netop den ternede dagbog, som hun ønskede sig til sin fødselsdag.

Foran familien Franks opgang ligger der 4 blanke snublesten med deres fødselsdatoer og videre skæbner. Vi kiggede op mod 2. salens vinduer og prøvede at forestille os deres liv der. Anne Frank stiftelsen har købt lejligheden, og den udlånes til forfatterspirer som skriverefugium.

Der findes en film fra dengang hvor Anne boede der. Nogle af deres naboer blev gift, og det blev filmet. Idet fotografen panorerer op over huset, ser man Annes lille nysgerrige hoved stikke ud af vinduet og følge begivenhedernes gang.

Udenfor bygningen er en lille park, og i den står en fin lille figur af Anne Frank, som bærer på noget bagage.

Formentlig symboliserer det den dag, hvor hun gik de 4,5 km fra Merweideplein til Prinsengracht i ført al sit tøj for ikke at vække opsigt. Som jøder var det forbudt for dem at tage sporvognen, bussen eller cyklen. De kunne heller ikke købe en is eller forfriskning undervejs, for det var også forbudt for jøder. Det var sidste gang, hun var fri udendørs.

Rossmann i Danmark

Jeg bliver helt glad i låget, når jeg krydser dørtrinnet i en Rossmann i Tyskland. Det er simpelthen den skønneste butik! Jeg elsker at browse gennem gangene og finde mine favoritter og ikke mindst nye favoritter.

Under Corona løb jeg tør for det meste, og jeg var presset. Min favorit bodylotion kunne jeg ikke få i Danmark, mine hårprodukter måtte jeg bestille på Amazon, og mine hår/hud/negle vitaminer måtte jeg kigge langt efter i vejviseren…

Da vi var på ferie i Sønderjylland, mens grænsen var lukket pga Corona, sneg jeg min højre fod ind over grænsen til Tyskland, men jeg turde alligevel ikke suse de 14 km hen til nærmeste Rossmann.

Men det er slut med at mangle favoritter så meget, at jeg går med overvejelser omkring at snige mig over grænsen for at få fat i mine skønhedsfavoritter, for nu har de åbnet en webshop med levering i Danmark. Hvis du ikke ved, hvad du skal købe i Rossmann, så iler jeg dig til hjælp!

Det bedste er selvfølgelig at gå i en rigtig Rossmann ❤️

Tilbage til hverdagen

Altså, jeg tænker, at det her er noget, jeg fortrænger hvert år. Hvor HÅRDT det er at vende tilbage til hverdagen. Mit kaffeindtag er på 3 dage steget med 800%, min nattesøvn er ikke-eksisterende, mit stressniveau er tårnhøjt, og selvom neglene er lakerede, så er det med det alleryderste af neglene, at jeg har klaret mig igennem de første uger. Glemt er alle forsætterne om at starte i fin stil med ro og zen over hele linien.

OK. Det er også ambitiøst:

  • Skolestart: 5. klasse kombineret med præteenager med omvendt døgnrytme
  • Vægtreduktion og træningsstart oveni
  • Vigtige præsentationer på job
  • Insisterende imposterfølelse og stress over stadig at føle mig ny i job
  • Følelsen af at jeg ikke nød ferien nok. I nat ærgrede jeg mig over, at jeg ikke nød vores pitstops på rastepladserne ned gennem Europa nok!
  • Og ikke et ord om Corona .. still here, still not welcome!
Minder fra Grasse ❤

Det skulle have været dén aften

Det skulle have været dén aften, som skulle markere vendepunktet. Efter 1 år med Corona, så havde vi brug for den EM-fest. Vi skulle fejre, at vi nu vender tilbage til livet.

Vi var klar med hot dogs og flag og klappestænger. Vi var tændte, og knægten havde strålende øjne og glædede sig til at se Danmark vinde. De ældre af os tænkte forventningsfuldt ‘1992!’, og der var både glæde og jubel i vores hjerter. Det her er blot starten på en fantastisk sommer.

Vi så vantro til, da kameraet fangede Christian Eriksens blik, da han pludselig og helt uventet lå i græsset. ‘Sluk sluk’ råbte jeg. Vi stirrede åndeløst på panoramaet over Parken, da DR lynhurtigt og resolut skiftede til helikopterview. Det var fuldstændig uventet, ufatteligt og uvirkeligt – og samtidig enormt virkeligt og let at fatte: Det her var alvor.

Jeg trak knægten ind til mig, vi var rådvilde og vantro. Han begyndte at græde, og vi græd, for vi var sikre på, at vi havde vidnet noget helt forfærdeligt. Vi så jo hjertemassage, før de skiftede væk. Vi søgte på nettet, tastede på telefonen med rystende hænder, twitter, googlede .. for at få én ting at vide: At han er okay. At han er i live. At han bare fik det dårligt, og at han lige skal ud til tjek. Inderst inde vidst vi godt, at det var værre.

Der var intet nyt så længe, at håbet sivede ud af os. Vi prøvede at forberede vores søn på det ufattelige. Men det kan man jo ikke, så vi bad bare for Christian Eriksens liv.

De gode nyheder var forløsende, og vi græd af glæde. Han kommer hjem igen til sine børn og til sin kæreste. Kampen, der blev spillet, mistede sin betydning. Den vigtigste kamp vandt Christian Eriksen. På den smukke juniaften blev vi mindet om, hvor skrøbeligt livet er.

Det er også starten på en ny fortælling om fælleskab og kammeratskab ❤️🇩🇰