Det er sjældent, at det flasker sig: At solen skinner, når jeg har fri, og jeg samtidig har tid og ro til at sidde på altanen med min bærbare og en sjat pjatkaffe.
Der er ro i børneværelset, Allan er i Irma og købe vaskepulver (yes, det er på bud i dag), og jeg har en lang liste over ting, jeg burde gøre. Jeg får travlt i næste uge, og det ville måske blive en promille mindre travlt, hvis jeg kastede mig over arbejdet nu.
Det vælger jeg at blæse på og i stedet bare nyde solen bage på mine arme og mit ansigt. Kigge på pelargonierne i altankasserne og de lysegrønne bøgetræer. Hvorfor forurene denne skønne stille lørdag med arbejde?
Her til morgen brændte jeg boller af – note to self; sæt ikke boller i ovnen, når der er savtakker ved knappen på komfuret. Det betyder grill – og efter 14 minutter havde jeg de perfekte runde fuldkornsgrillkul og intet at affodre de sultne horder med. Så afsti-afsted med Allan til bageren. Lagkagehuset er generelt mere heldig med deres brød end jeg, så det var en win-win.
Så afsted til Netto, tømme Netto, aflevere varer hjemme og afsted til børnepasningsaftale klokken 11. Vi skulle passe NC’s kusine et par timer, mens forældrene var til vinsmagning. Vi endte i haven, hvor Laura legede NC fuldstændig ned. Der blev syklet, leget med tog, spist sand, gynget og det løse.
Før vi nåede hjem i bilen, sov han trygt, og jeg kunne bære ham op i seng. Under hans næse var en skøn blanding af størknet snot og sand. Jeg lod det være og puttede ham i sengen uden at han ænsede det overhovedet. Det er nu næste 2 1/2 time siden.
Mon ikke han snart vågner, så vi kan nå at komme lidt ned på legepladsen i solen?