Her til aften hørte jeg i nyhederne, at et forældrepar er fængslet, fordi de har brækket deres 2 måneder gamle datters ben, arm og adskillige ribben. Det er sket over flere gange. Faren er vistnok kommet til at tage lidt for hårdt fat.

Jeg bliver helt syg indeni ved tanken om den lillebitte forsvarsløse pige, der allerede nu er påvirket fysisk og psykisk for resten af livet, fordi de mennesker, som det var meningen skulle gå gennem ild og vand for hende, i stedet møder hendes ubetingede kærlighed med vold og raseri.

Det er bare en overskrift i dag og i morgen er det glemt.

Opprioritering af sundhedsplejerskerne er bare én af de ting, der måske kunne virke præventivt. Hurtig og jævnlig opfølgning på alle nybagte familier kunne afværge eller afhjælpe nogle af de problemer, der eskalerer, når frustrationerne og afmagten vokser forældrene over hovedet.

Som nybagt forælder er det helt okay at bede om hjælp. Det er overvældende at blive forældre, og den første tid er fuld af bristede drømme og planer, for det at få et barn er helt anderledes end man forestiller sig. Kan man ikke håndtere sin afmagt og sin frustration, så skal man bede om hjælp. Det er ens ypperste pligt som forælder.

Og så er det i øvrigt stadig helt okay at blande sig. Er der ikke bedsteforældre, venner, mostre eller onkler, der har opdaget noget mærkeligt? Jeg fatter det ikke.

Jeg har krammet NC en ekstra gang, før han sov, og jeg håber, at nogen giver den lille pige et kram og et kærtegn, før hun sover i aften.