I går skulle NC og jeg afsted til en legeaftale. Vi skulle med bussen – det har NC aldrig prøvet før, og for mig er det ja … længe siden.

Det var bustur uden klapvogn, så det var mig med NC i hånden, der stod ind, klippede kortet og fandt en god plads med godt udsyn. NCs øjne var store som tekopper, og hans mund var formet som et stort O. Han var helt stille og stiv – spændt til det yderste. Og så skulle vi af. Den første del af busturen varede kun et minut eller to, så skulle vi skifte. NC skreg som en stukket gris og rakte sine små arme ud efter bussen, da vi stod på fortovet, og bussen kørte igen.

Vi gik over til den anden bus, og jeg kan love for, at han nærmest sprang ned på sædet og klæbede næsen mod ruden, mens han sagde ‘wow’ og ‘vov-vov’. Han vinkede til menneskerne i de biler, vi passerede og jublede og var så begejstret.

Vi havde en hyggelig legeaftale, hvor NC fik leget med min venindes store dreng på næsten 3. For NC kniber det endnu med manererne og med at ramme munden, så det var noget med mad overalt. Selvom drengene er meget fokuserede på ‘min’ og ikke helt har forstået konceptet ‘at dele’, så tror jeg, at de hyggede sig godt sammen.

NC synes ihvertfald, at han er superspændende, fordi han er så stor og klog. De legede med vand i en gammel trillebør, hvor de kastede ting ned. De gyngede og kørte med biler, samt endte side om side foran fjernsynet, hvor de så Byggemand Bob. NC var helt busted, da Allan samlede os op ved 18:30-tiden.