Sidste år læste jeg Cecilies historie om hvordan det at læse avisen ændrede hendes liv. Historien handler om et kærligt menneske, der bogstavelig talt smed hvad hun havde i hænderne for at hjælpe et hjælpeløst sygt og forladt barn på den anden side af jorden, fordi hun så et billede i avisen.

På billedet lå den lille pige med sit opsvulmede hovede på en stol bag en dør og ventede på at dø. Uden at nogen tog notits af det. Indtil Cecilie så billedet i avisen.

Cecilie gav Victoria i Nepal det, som ethvert barn har krav på, nemlig en mors kærlighed. Uden overhovedet at være hendes mor. Hun kæmpede for Victoria som en mor ville gøre det. Desværre tabte hun og Victoria kampen for Victorias liv.

Men Victoria har ikke levet forgæves, for ilden i denne helt særlige kvinde, der satte ud for at redde Victoria, er blevet tændt, og hun har nu startet et initiativ – Victoria-fonden for at redde fremtidens Victoria’er.

Historien er så tankevækkende og har rørt mig så dybt. Mest fordi der er tale om en kvinde som jeg, der røres af en ubærlig skæbne – og handler på sin følelse. Fordi vi alle har stof nok i os til at ændre verden.

If you find yourself thinking that there’s nothing you can do to change the world – think again!

There’s something for everyone to do, and this is what we did.

– Cecilie Mose Hansen