Baby gear

Nu bliver NC snart 2 år, og når jeg kigger tilbage er der en række indkøb, jeg har gjort, som aldrig har været i spil. Til gengæld er der andre køb, som jeg ikke har tænkt videre over, men som har vist sig at være helt uundværlige for mig og for os. Inspireret af BabyBusiness liste over de 10 største fejlkøb til baby.

Jeg har lavet nedenstående helt og aldeles subjektive liste over de ting, der var helt uundværlige for mig i den første tid som mor. Udover de indlysende gamle travere som skumservietter, sutter, Aldi-bleer, svigermor, gode gummisko og gummicelle:

  1. Stofbleer. Indkøbes i bulks efter devisen ‘jo flere jo bedre’. Vores erfaring er, at de ekstra store bleer er bedre end standardstørrelsen. Vi har 30 stofbleer, som er i fast rotation. De er alle hvide, og det er de stadigvæk efter 2 års hårdt slid med vask på 95C. Vi har (haft) enkelte ‘festlige stofbleer’, men de er kasseret. De blev nussede i farven efter få vask ved 95C. De lyseblå stofbleer er dog stadig lyseblå.
  2. Mikroovns sterilisator til sutteflasker. Den oplagte barselsgave fra den kloge mor til den nybagte mor. Efter ganske få dage med sterilisering af sutteflasker i kogende vand i gryde klokken 3.25 om natten og deraf følgende skoldede fingre, blev denne grimme plastic-fætter det mest elskede inventar i vores køkken. Sutter steriliseres også i den. Slut med kassation af gryder med fastsmeltede sutter eller sutteflasker.
  3. Elevationsseng er det absolut bedste køb, min mand har forkælet mig med op til fødslen. Perfekt til amning af lille sulten purk adskillige gange om natten. Og perfekt til lille forkølet purk, der kun vil sove hos mor og kun kan trække vejret med hævet sengegærde. Og til gravide vandfyldte ben var det en drøm at kunne sove med stængerne højt hævet.
  4. Inotyol salve til rød hale. Vi prøvede desperat alt: Zink-salve og alle de mærkværdige prøver, vi havde modtaget. Intet hjalp. Til sidst var der sår på numsen og tårer i alles øjne ved hvert bleskift. Inotyol, skrev en gammel kollega på Facebook, da jeg delte vores nød dér. Afsti-afsted til døgnapoteket.
  5. Amme-BH’er i størrelse one size i elastisk nylon. Grimme, men super gode. Uden strammende sømme eller noget. Og så havde jeg købt dem i forvejen, så jeg ikke i de første følsomme dage skulle storke rundt i butikker og prøve BH’er med Semi-Åbent Sår På Maven, samt Tunge Smertende Kasser og Nyt Skrigende Barn.
  6. Trip-Trap stol. Fantastisk. Fungerer. Elsker den! Og så er den rød og passer til mine gryder! Og babyindsatsen fungerede også perfekt. Desuden har vi den gamle bøjle med lædersnoren – ikke den nye grimme plastic babyindsats.
  7. IKEA barnestol med 4 aftagelige ben. Klik klak, på med benene, så er der solid og sikker stol, når vi er ude. For 99 kroner. Lige til at kaste i bagagerummet. Fylder lige så meget som Handy-sit-kopi – se nedenfor.
  8. Hvor lagde jeg babyen? Vældig rart at vide, at man ikke er unormal, når barsel ikke nødvendigvis = cremefarvet, lykke og lutter latte(r). Tak, Julia!
  9. Barnevogn. Hvad bilen var før, var barnevognen under min barsel. Min udvidede håndtaske. Køb stor rummelig barnevogn, for så er der plads til mangt og meget under dynen plus junior.
  10. Den Sunde Drikkedunk. Sutteflasken til moren, der ammer og bliver meget tørstig. Ikke utæt, når den vælter i barnevognen, sengen osv. Sled tre op under min barsel. Note to self – de tåler ikke en flyvetur ud af barnevognen ind under bus.

Og her følger min subjektive liste over de mest overflødige anskaffelser:

  1. BabyBjörn bæresele. Vi købte en meget let brugt BabyBjörn bæresele. Allerede dér burde vi have lugtet lunten. Nu har vi en meget let brugt BabyBjörn bæresele til salg. Anyone? Bevares, jeg brugte den da et par gange, men slidt blev den ikke.
  2. BabyBjörn hagesmæk i hård plast. NC hader den. Den er totalt stiv og gnaver i nakken pga. det hårde plasticmateriale. Den affødte ikke andet end kampe, gråd og tænders gnidslen. Nu ligger den og fylder op et sted.
  3. Blespand. Vi fik en babypakke, som var pakket i en blespand. Blespanden brugte jeg en enkelt gang, men da jeg skulle presse lortebleen ned gennem en forholdsvis snæver åbning, fik jeg lort spredt ud over fingre og blespand, og så røg blespanden til storskrald.
  4. Bamser. Vi har en million bamser liggende på NCs værelse. Ingen af dem har været i spil. De bløde og nuttede sovedyr, vi (eller nok mest jeg) har købt, bliver lynhurtigt kastet ud af sengen hver nat.
  5. Ammepude. Fik at vide, at jeg ikke kunne leve uden pølsen til at lægge NC på under amning. Så jeg købte Den Helt Rigtige Ammepude. Min ryg ville takke mig, hørte jeg. Jeg fik aldrig ammepuden til at fungere. Det blev aldrig til behagelig amning med ammepuden. Kun uden. Min ryg har heller aldrig sagt tak.
  6. Hoved/halefad rimer på ad. Ville du vaske dit ansigt i vand, der ligger lige ved siden af det til numsen? Nej, vel? Tvivler på, at bakterierne holder sig til numse-siden af hoved/hale-fadet. Ud røg det.
  7. State of the art baby alarm. Den bedste på markedet blev indkøbt efter timevis af research på nettet. Fungerede bare aldrig hjemme hos os. Fandt ud af, at der stod med små bogstaver i brugsanvisningen inde i pakken, at babyalarmen ikke fungerer i beton-byggeri. Godt så, 1.400 kr baby alarm for the birds!
  8. Sele til Trip-Trap stol. Umiddelbart en smart tanke – at spænde sit urolige barn fast i stolen, men livsfarligt hvis barnet får noget galt i halsen, for spænderne er vildt stramme at åbne. Kun min mand havde fingerkræfter til det. Jeg brugte selen en gang, lod den sidde på stolen, og en dag knækkede spænderne, der holdt den fast på stolen.
  9. Gå sele. Vi har den stadig, den ligger vist stadig i bagagerummet. Jeg var sikker på, at jeg ville have det bedst med at vide, at NC var indenfor sikker rækkevidde på vores tur til Berlin sidste år. Den kom aldrig i brug.
  10. Handy-sit-kopi. Ikke just det, man ønsker sig i bryllupsgave, men ikke desto mindre en af de gaver, vi fik. Arjmen altså … sikke en omgang bras, som aldrig passer til nogen stole, og som fylder af h til i bagagerummet, fordi den ikke kan slås helt sammen og altid folder sig ud. Jeg blev hidsig på den og smed den ud af bilen på containerpladsen en sen aften, hvor jeg havde klemt fingrene i den, og NC styrtede ned med den, selvom den var fastspændt.
  11. Voksi-pose. Kunne have undladt indkøb af vaskeægte Voksipose med vinter- og sommerdyne-indlæg. Alt for indviklet med en million snore og Skrigende Barn på armen. Blev dog brugt i løbet af den første vinter. Tror aldrig, at den blev snøret på den rigtige måde, trods mine ivrige studier af instruktionsvideoen på nettet. Ved første solstrejf kylet i skab og erstattet af dyne. Ligger der vist endnu?

One Comment

  1. Anne Lotte siger:

    Fed liste, kan genkende alt for mange af mine fejlkøb i din. Dog med uindtagelse af blespanden. Vores var heldigvis ikke så slem (efter jeg pille gummindsatsen, der splattede alt, ud 😉

    Like

Der er lukket for kommentarer.