Jeg blev ringet op de to første dage på min ferie fra arbejdet – det ene drejede sig om et telefonnummer til en etiketleverandør, det andet om en fil jeg havde sendt.

Begge dele kunne jeg ikke umiddelbart hjælpe med. Telefonnummeret på leverandøren – fisk?!! – og det andet kunne jeg ikke huske – jeg sad i bilen på vej til Legoland på min søns 2 års fødselsdag, så jeg kunne intet huske på stående fod om lige netop den sag. Jeg kunne nærmest ikke engang huske mit job.

Det at blive ringet op på ferien har jeg kun prøvet en gang før, og da var det et nødstilfælde. Ingen af disse to cases var nødstilfælde, og jeg blev helt ærligt irriteret. Telefonnummeret skaffede jeg via 118 og sendte via en sms til min kollega, case closed.

Den anden opringning dagen efter blev meget længere og efterlod mig irriteret og med en følelse af utilstrækkelighed, fordi jeg ikke kunne svare på nogle af spørgsmålene, som gik på hvilken mappe/fil, jeg senest havde opdateret og hvornår jeg havde sendt den senest. Sådan noget kan jeg ikke huske. Jeg sender vel 100 mails om dagen og kan ikke huske dem alle udenad.

Desuden befandt jeg mig i en helt anden arena, og arbejdsarenaen var lukket ned, sat på pause. Jeg sad afslappet i bilen ved siden af Allan på vej til Legoland. Jeg nød at NC sov på bagsædet, nød at vores ferie var startet så godt. Jeg tænkte på NCs morgenfødselsdag som blev fejret hos vores venner med brunsviger og skønne gaver, som NC elskede.

Jeg kunne ikke være længere væk fra min arbejde, da telefonen ringede og min chefs nummer stod i displayet.

Bagefter var jeg stille lidt, jeg var ked af at være blevet revet ud af ferieboblen, ked af ikke rigtig at have kunnet hjælpe, ked af at jeg (åbenbart) havde misset noget, ked af en stikpille som jeg også fik i hovedet til slut om noget andet, jeg ikke havde nået at afslutte, som nu også var blevet et problem.

Og så blev jeg gal og skulle til at brokke mig til Allan, men han kom mig i forkøbet. Han sagde “det er eddermame for dårligt, at de ringer til dig hver dag i din ferie!”. Han har ret. De overtræder også min grænse for hvad der er okay, men hvad skal jeg gøre? Lade være med at tage telefonen (med)? Dele en skideballe ud?

For mig betød det, at jeg allerede på dag 2 i min ferie kom til at bekymre mig om de problemer, der ligger i min indbakke og venter på mig efter ferien. Skidefuckingufedt! Det er totalt mit eget ansvar hvor meget mit job skal fylde, og jeg valgte at blokke samtalen ud af mit hovede, da jeg mærkede, at det gik mig på, fordi jeg analyserede samtalen og især stikpillen. Ikke på vilkår om jeg vil lade det forpeste et sekund af min ferie. Over & out.

Vi fortsatte til Legoland, og jeg ved ikke … jeg var et eller andet sted stresset, med kort lunte og i lidt dårligt humør, så det var nok medvirkende til, at NC knaldede totalt ud og var komplet umulig i Legoland, så jeg nær havde tryglet Allan om at vi aldrig aldrig nogen sinde skulle sætte vores ben der igen.