Lørdag startede så hyggeligt. NC vækkede os ved 6-tiden. Han lå sammen med mig i sengen ½ times tid, hvor han lå helt stille og betragtede mig med store blå øjne i halvmørket mens han krabbede helt ind til mig med armen om min hals og en hånd på mit bryst. Vi satte kursen mod Lyngby med knasende kobling og problemer med gearskiftet. Mærkeligt. Havde ikke haft den slags problemer i ugens løb overhovedet?
Vi gik over på Lagkagehuset og købte morgenmad. NC sad på en af de høje stole og spiste noget af en kanelgiffel og en masse rosiner. Vi nød, at han sad og var glad og sjov og ikke fes rundt. For en gangs skyld.
Vi gik i Lyngby Storcenter og osede lidt. Butikkerne var ikke åbne, så der var ikke så mange mennesker, og NC kunne frit løbe i forvejen. Vi kørte op og ned af rulletrapperne. Selvom han løb i forvejen, stoppede han op, når jeg kaldte på ham. Det er første gang, at han for alvor er begyndt at høre efter og gøre som jeg siger. Det er fantastisk!
Så åbnede butikkerne, og vi satte kursen mod skobutikken. Vi fandt hurtigt nogle lækre varme vinterstøvler fra Ecco til 650 kroner. Jeg mærkede efter nede i foden på flere af de såkaldte vinterstøvler. De fleste støvler er forede i støvleskaftet, men ikke nede ved tæerne. Det er ikke godt nok. Tæerne skal jo holdes varme, ellers kommer man til at fryse. Derfor er det a&o, at de er forede omkring foden og særligt ved tæerne.
Desuden er støvlerne lette, vandtætte og har bløde såler. Desuden er lette at komme ud og ind af. Sidste år købte vi snørestøvler. Det er ikke noget hit i børnehaven. Våde snørebånd med knuder er nærmest umulige at få af. Derfor ingen snørebånd i år.
Så er vi ved at være vinterklare. Altså, rent fysisk. Ikke mentalt. Rent mentalt er jeg sommerklar. Men det er en anden historie!