Søndag sov NC til klokken 12, og så hentede vi kaffe på tanken og tog i Dyrehaven. Det var skægt! Vi gik op ad den lange sti til slottet og tilbage igen. Det tog 2 timer. Vejret var smukt – der var højt til den blå himmel, sol i øjnene og masser af frisk luft. Vejret var helt fantastisk, og NCs humør var højt – han gik stort set hele vejen. På tilbagevejen skubbede han klapvognen helt selv i løb hele vejen.

Jeg var familiens bagtrop, for jeg har fået en træ-læg. Jeg aner ikke, hvad jeg har lavet. Tror måske at det snarere er sket, fordi jeg ikke har lavet noget. Lediggang er roden til alt ondt, siges det. Det tror jeg på. Skaden er bare opstået. Det er ikke et resultat af mine (sjældne) løbeture, for det opstod et par dage efter den seneste løbetur. Altså efter et par dage med overspringshandlinger.

Jeg har derefter holdt det i ro et par dage (det er ikke så svært), og den mest akutte smerte var egentlig gået væk igen. Indtil søndag morgen hvor jeg skulle lave et par smarte hurtige danse-moves til en gammel 90er sang. Det var dumt. Virkelig dumt. Bare fordi jeg var en knaldgod danser i 90erne skal jeg ikke tro, at jeg ‘et par år senere’ helt ustraffet kan lave de samme moves. Skaden – eller hvad det nu er – i min læg sprang nemlig op igen, men selv om det gjorde afsindig ondt, havde jeg ikke tænkt mig at sidde indendørs i det smukke vejr.

Ude i Dyrehaven skulle jeg lige nå NC, før han tacklede en cyklist, og dét spring fik det til at springe endnu mere op i læggen, så jeg humpede tilbage til bilen. Usædvanlig flot stil. For en 80-årig.

På tilbagevejen kørte vi forbi og besøgte farmor, som er på et genoptræningsophold i Lyngby. På hendes værelse var der masser af glade gæster; bedstefar, bedstefars bror og hans kone. Og lige pludselig blev NC genert. Han klinede sig op af mig og veg ikke fra min side.

Lige indtil han pilede ned ad gangen. ‘Tager du ham ikke?’ spurgte Allan. Jeg rejste mig for at løbe efter NC, men tog ikke lige højde for, at mit træben var blevet helt stift af at sidde, så det var som at løbe med en cementblok på foden. Jeg måtte humpende og grinende bede Allan om at fange NC, der var over alle bjerge – men som heldigvis kun frembragte smil hos de andre ældre på gangen.