Jeg har adgang til utallige dameblade på jobbet. Det lyder som et drømmescenarie for den bladglade, men her er damebladene nærmest en paria, for der er bunkevis – og ingen gider at læse dem, så jeg ender hurtigt op med en halv meter ulæste dameblade, som jeg ikke kan få afsat.

Nu har jeg en hjemmelavet sticker ‘dameblade – nej tak’ på mit dueslag. Det virker i store træk, for nu får jeg kun en håndfuld dameblade om ugen. Det er mere overskueligt. Jeg får Alt for Damerne hver anden ugen, min klare favorit i kategorien dameblade. I denne uge jeg har bladret løseligt igennem Alt for Damerne, Vi Föräldrar, Elle, Femina, In, Euroman, Eurowoman og Cover Kids uden at blive fanget af noget for alvor.

Det er nok ikke bladene, men mig der har ændret mig. Damebladene er gledet ud af mit liv og er blevet erstattet af blogs. Jeg har ikke læst dameblade i flere år, undtagen når jeg får et stukket i hånden på jobbet eller hos frisøren. For at være ærlig, så undrer det mig faktisk, at der overhovedet findes så mange blade stadigvæk, men der må jo stadigvæk være nogen, der læser dem. Det er så bare ikke mig.

Jeg synes alt for tit, at bladene indeholder en stor del gentagelse af de samme temaer år efter år efter år efter år. Temaer, artikler og interviews når aldrig rigtig i dybden, hvor det virkelig interessante (for mig) findes. Spændende mennesker får bare 3 sider, hvor over halvdelen er smukke billeder. Tekst og dybde er der ikke så meget af i de fleste dameblade, men ret skal være ret – det er blevet bedre.

Skønne produkter beskrives på 5 linier, som ofte er hentet fra en pressemeddelelse. Jeg savner tit stillingtagen og virkelig erfaring med brug af produkterne, ikke bare 5 liniers test a’la “jeg synes, at den lugter dårligt”. Jeg savner dybde, ekspertviden og mere baggrund i bladene. Jeg savner et højere lix-tal, mere hverdag, virkelighed, økonomi, politik, dybde og færre skønmalerier.

Jeg gider ikke have Margrethe Vestagers bolle-opskrift, jeg vil vide, hvordan hun håndterer at være politisk leder i 2011 i et job, der kræver hende 24/7. Jeg vil hellere have hendes opskrift på at planlægge sig ud af en overfyldt kalender og bevare energien.

Jeg vil også gerne læse om kvindelige ledere i det private erhvervsliv, men artiklerne handler altid om iværksættere, kreative, kendte, kommunikationsspecialister osv. Ikke et ondt ord om dem, men dén artikel har vi lige som læst en million gange. Jeg mindes ikke en artikel om en kvinde i et ‘tungt’ erhverv indenfor f. eks. finansverdenen, it-branchen eller en forsker eller …  – og det er synd.

Min teori er, at det bl.a. er det, der gør, at kvinder fortsætter i de typiske kvindefag; udover de klassiske kvindefag, så er de ‘nye klassiske kvindefag’ f. eks. kommunikation, HR, internetbutik, fitness, ernæring, kok/kogekone, blogger, journalist, fotograf, forfatter, marketing, PR … Bladene er fulde af artikler om disse kvinder, hvilket også er fint nok, men det afspejler bare ikke hele virkeligheden.

Jeg er sjældent faldet over en artikel om nogle af de kvinder, der vælger noget andet og (åbenbart) mere utraditionelt. Fx har jeg en enormt spændende veninde, der er selvstændig programmør og it konsulent, men jeg har aldrig læst en artikel om en af hendes (få) medsøstre – eller hende for den sags skyld. Det savner jeg faktisk.

Det er bare ikke damebladene, den er gal med. De undersøger deres målgruppe oppefra og ned og indefra og ud. De ved, hvad deres forbrugere vil have – og det er det produkt, de leverer hver uge/måned. Jeg må bare erkende, at jeg er del af en lille målgruppe, som ikke er interessant for de mest gængse dameblade med de præferencer, jeg har.

Min ‘bladtræthed’ skyldes nok også, at jeg snart er 40 år og på nuværende tidspunkt har jeg læst dameblade i noget nær 25 år. Det er ikke mærkeligt, at der opstår en slags me(n)taltræthed efter så mange år. Efterhånden bliver jeg nærmest aldrig overrasket eller grebet. Når jeg har læst et dameblad, har jeg åbenbart læst de fleste. Sådan føles det for mig. For mig er der ingen magi i at falde ned i sofaen med et dameblad længere. Alt for Damerne har jeg læst på et kvarter. Det er da hyggeligt, bevares, men der er sjældent stof til den store eftertanke eller inspiration.

Til gengæld elsker jeg at falde ned i sofaen med min bærbare og bladre gennem nettets friskt opdaterede blogs om alle mine yndlingsemner.