At blive mor har ikke været som jeg forventede det. Det er meget federe og sjovere og dejligere og overraskende og hårdt end jeg troede.
Og hvad jeg heller ikke havde forestillet mig ved mor-rollen var, at jeg skulle ligge på køkkengulvet fredag aften med blodet løbende ud af næsen, fordi jeg fik nikket en skalle klokkeklart på næsen.

Ikke af en eller anden sindssyg kæreste eller af en jaloux veninde. Næ, det var bare min søn, der vil være så tæt på mig, som han kan komme. Han sad og hoppede på min mave og vi grinede begge to. Indtil SMAK, og så gjorde det ondt. I hvert fald på mig – han grinede videre, mens han forsøgte at kramme mig og trøste mig.

Allan rakte mig overbærende et stykke toiletpapir ‘du bløder’ og ‘det var du selv ude om’. Ja, det var jeg vist, var jeg ikke? Tumleleg kræver sine ofre, og heldigvis brækkede næsen da ikke denne gang.

Og allermest heldigvis skete der ikke noget med NC!