Vil alle småbørnsmødre helst på deltid eller være selvstændige? Eller savner vi i virkeligheden fleksibilitet i erhvervslivet?

Langt de fleste forældre pukler for at få en hverdag med fuldtidsjob, børn i daginstitution(er), hjem og mand til at gå op i en højere enhed. Rigtig mange oplever, at det sjældent lykkes. Mange kvinder ønsker sig i stilhed enten flere timer i døgnet eller færre timer på jobbet.

Men er nedsat tid egentlig det, mange mødre efterspørger? Jeg tror det faktisk ikke. Jeg tror, at det vi efterspørger er mere fleksibilitet på jobbet.

Jeg tror, at de fleste af os i grunden ikke har noget i mod et fuldtidsjob, men vi ønsker større fleksibilitet. Selv om vi skriver 2011, computere og mobiltelefoner er individualiserede, men er dele af erhvervslivet kan ikke tilbyde fleksibilitet til deres medarbejdere. Nogle virksomheder er mere fleksible end andre, men der findes arbejdspladser, hvor fleksibilitet er en by i Rusland.

Da jeg søgte job for et år siden var jeg til samtale i en stor dansk virksomhed, som for mig virkede umiddelbart attraktiv og moderne. Men allerede ved den indledende samtale fortalte de mig to ting: Der var ingen hjemmearbejdsplads og ingen barnets første sygedag. Det er præcis to af de vigtigste faktorer, der for mig vægter tungere end løn og pension.

Uden mulighed for at arbejde hjemme, kan jeg ikke lægge mere end nøjagtig fuld tid på jobbet, hvis jeg skal få puslespillet til at gå op på hjemmefronten = konstant dårlig samvittighed. Jeg kan ikke samle op på noget efter arbejdstid, jeg kan ikke arbejde hjemme, når NC er syg eller sover om aftenen. Og når han så er syg, så koster det ferie lige fra første dag. Jeg behøver vel ikke at sige, at min interesse for jobbet forsvandt lige der.

Det job, jeg har i dag, scorer højt på fleksibiliteten. Jeg har en stærk hjemmearbejds PC løsning, der aldrig falder af. Den fungerer bare perfekt. Til hver en tid. Og barnets første sygedag er ikke noget, vi taler om. Den er der bare. I det hele taget føler jeg, at min arbejdsgiver gør plads til, at jeg kan være et helt menneske – med familie, job og det hele.

Jeg ønsker ikke og har aldrig ønsket at gå på nedsat tid, og det er derfor jeg tænker, at vi måske stiller det forkerte spørgsmål, når vi spørger mødre hvad de vil. Måske vil de ikke på deltid. Måske ønsker de mere fleksibilitet i deres ansættelse.

Når fleksibiliteten ikke findes og i mange brancher åbenbart er umulig at opnå. Fleksibilitet er en mangelvare i mange kvindefag, og derfor ønsker man sig det, der er (måske) muligt – nemlig nedsat tid.

En stor del af arbejdsstyrken arbejder kun 80%. Mange kvinder med høje uddannelser nedgraderer til et deltidsjob, der måske ikke udfordrer dem og formentlig heller ikke fremmer deres karriere, men giver dem en hverdag, der hænger sammen. Det var måske ikke nødvendigt for så mange mødre indgå den type trade-off, hvis der var mere indbygget fleksibilitet og mulighed for at individualisere sin arbejdsdag.

Mange af de mødre, der føler sig fanget i fuldtidsfælden og ikke kan få det til at harmonere med mand og børn, vælger at starte deres egen virksomhed. Mange gør det fordi de har en god idé, men min tese er, at mange også gør det, fordi de ikke føler, at de passer ind i deres gamle job, efter de har fået børn. Tingene hænger ikke sammen, der er stress og utilfredshed og manglende trivsel. Mange småbørnsmødre vælger derfor at starte egen virksomhed op for at opnå den fleksibilitet,;de savnede i deres gamle job.

Jeg synes, at det er interessant at finde ud af, om så mange småbørnsmødre ville være ‘faldet fra’, hvis de havde opnået større fleksibilitet og imødekommenhed på deres arbejdsplads? Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde, og når man ikke føler, at man passer ind, så finder man på noget andet. Jeg synes, at det er synd og skam, at så mange talentfulde og ressourcerige kvinder føler sig så marginaliserede i erhvervslivet, at de tager deres gode tøj og forlader deres jobs.

Jeg ved, at det kan gøres anderledes, men det kræver pres indefra. Fra os kvinder. Vi bliver simpelthen nødt til at kæmpe for den fleksibilitet, der er behov for – både fra arbejdspladsernes side, men også fra samfundets side i form af støttefunktioner som f.eks. fleksible åbningstider i daginstitutioner. Jo mere fleksible vi er, jo mindre plads får vi. Og det var jo ikke det, der var meningen, vel?

2 Comments

  1. hende siger:

    Jeg ved faktisk ikke, om jeg ville gå op i tid (har 30 timer om ugen nu), hvis jeg fik mere fleksible forhold – men det ville bestemt være en mulighed. Her skulle fleksibiliteten ligge i hjemmearbejdsplads, hvilket jeg ved er muligt andre steder som lægesekretær – men inden for det offentlige er man ikke så villig til den slags. Desværre.

    Har jeg egentlig 30 timer for at få det til at hænge sammen? Både ja og nej. Da vi ventede Cirkeline havde vi en lang snak om, hvad vil ville med vores liv og børn. Den gang var jeg pædagog og ansat med primært aften- og nattevagter og allerede den gang vidste vi bare, at det nok ikke være optimalt.

    Da Cirkeline så døde og min barsel pludselig reduceret til ingenting, tog jeg en beslutning om at sige op og finde mig noget andet. Jeg valgte at skifte spor, fordi jeg ville have et arbejde, hvor jeg vidste, at der var gode muligheder for nedsat tid.

    Det jeg godt kan lide ved min nedsatte tid, er bl.a. at jeg ikke skal stresse igennem dagen og har flere timer med ungerne, hvor jeg også har noget overskud. Når drengene bliver ældre og har mindre brug for mig, så forestiller jeg mig faktisk, at jeg vil gå op i tid igen. Måske. For jeg kan godt lide at have mig tid og mindre arbejdstid.

    Like

    1. Gitte K siger:

      Tror du rammer kernen med dit svar. At der ikke er noget enkelt svar på spørgsmålet. Der er alle slags rigtige svar på spørgsmålet. Derfor er det er også lidt en hønen og ægget diskussion, der desuden er vidt forskellig alt efter jobtype.

      For mig er nedsat tid ikke en mulighed. Jeg har ikke lyst til den indskrænkning af muligheder, som et deltidsjob i min branche betyder. Deltidsjobs i min branche betyder, at man har nøjagtig samme opgaver og ansvarsområde, bare nedsat tid og løn. De kvinder, jeg kender, der prøver kræfter med nedsat tid, oplever desværre, at de alligevel arbejder 37 timer (plus), og deres hverdag hænger derfor ikke meget bedre sammen end da de var på fuld tid. Alternativt bliver de spændende (og tidskrævende) projekter taget fra dem, og de får kun rutineopgaver, og det var ikke lige det, de havde forestillet sig!

      Jeg vil det samme som dig; have mest muligt tid med min søn. Jeg er fast besluttet på, at det SKAL kunne lade sig gøre med et fuldtidsjob. Så i stedet for at gå ned i tid, så prioriterer jeg benhårdt min fritid på min familie. Jeg går f.eks. ikke til træning, i biografen etc. Vi har rengøringskone og bor praktisk uden have, så husholdningsopgaverne er minimale. Når jeg ser veninder, er det primært hjemme hos os. Det er til hver en tid benhård prioritering og planlægning – også i form af arrangementer, rejser etc. i forbindelse med jobbet. Derfor er hjemmearbejdsplads og fleksibel arbejdstid absolut et must for mig.

      Jeg henter (også) overskud på jobbet, og derfor er det for mig vigtigt, at der er en mening med galskaben. Jeg fungerer ikke med et job, der bare giver smør på brødet og mere fritid. Ikke i længden, i hvert fald. Jeg har prøvet at have sådan et job for mange år siden. Jeg havde ekstremt meget fritid, men jeg var stresset over, at mit job var kedeligt og på ingen måde udfordrende, så jeg var sur og umulig. Der skal jeg ikke hen igen.

      Jeg har på fornemmelsen, at der er mange småbørnsmødre, der vælger deltid eller at starte egen virksomhed op, fordi de ikke møder den fornødne fleksibilitet i erhvervslivet. Det er synd, for jeg tror, at vi skal tilkæmpe os den fleksibilitet. Vi får den ikke bare, og det virker måske umuligt, men der er faktisk sket meget på den front de seneste 20 år, men stadigvæk er der dele af erhvervslivet, som overhovedet ikke er indrettet på de behov, som småbørnsmødre har. Det er jo vanvid, for det er trods alt rimelig mange kvinder, der får børn. Er det fair, at der ikke rigtig er plads til os i erhvervslivet, mens vi har små børn?

      Eller lad mig sige det sådan: Det er idiotisk, at der ikke kan skabes ordentlig plads til os i den tid, vi har små børn. At vi skal halse stressede rundt fra Herodes til Pilatus, fordi vi skal gøre det så godt som hvis vi ikke havde børn. ‘Sådan er samfundet bare indrettet’ vil nogen nok sige. Meget muligt, men så er det på tide at indrette samfundet på ny, så alle de skønne kræfter og ressourcer ikke bare fordamper.

      Like

Der er lukket for kommentarer.