Ups, vi glemte at tænde adventskransen …

I weekenden har der været kul på – julebesøg lørdag eftermiddag, en rekordlang middagslur og ellers julestemning over hele linien. Søndag var vi til 5 års fødselsdag klokken 10. Normalt frygter jeg arrangementer mellem 11:30 og 14, fordi det har potentiale til at eksplodere og blive u-hyggelige, når NC bliver overtræt.

Men han var så sød og glad og nem at have med. Han spiste rigtig godt, han var glad, sjov, nysgerrig og forholdsvis sød ved de andre børn. Jubiii!
Da han havde sovet lur fra 13-15 var vi ude og handle til ugens madplan. Og så fik vi købt et juletræ. “Rundt om træet, rundt om træet” sang Nicholas glad.

Og her mandag morgen kom jeg i tanker om, at vi ikke har tændt det fjerde lys i adventskransen. Pyt. Det kan nås endnu. Og er det egentlig ikke bedre at glemme at tænde den, frem for at glemme at slukke den?