I lørdags studsede jeg over overskriften ‘Statsministerens køn er et problem’. Jeg klikkede igennem til artiklen på min mobil, skimmede den løseligt igennem og undrede mig. Men travl som lørdage altid er i børnefamilien fik jeg ikke gjort mere ved det endsige tænkt mere over det.

I dag læser jeg så, at Julia Lahme undrer sig over nøjagtig samme udtalelse, og så må jeg simpelthen have luft, simpelthen fordi der findes et særligt sted i helvede for kvinder, der ikke hjælper hinanden. Og dén bredside mod statsministerens og mit køn kan jeg derfor ikke lade passere ukommenteret forbi.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Helle T og jeg har forskellig partifarve, men overskriften ‘Statsministerens køn er et problem’ ryster mig alligevel.

Jeg får det ikke bedre, da jeg læser artiklen. ‘Hendes meget tydelige kvindelige træk’ er et problem, der står i vejen for at hun kan blive opfattet som en autoritet. Skræmmende.

Uanset om hun gør det godt eller dårligt eller midt i mellem, så er det som kvinde rystende at læse, at der i 2012 stadig er nogen, der mener, at selve det at være kvinde er et problem for at kunne slå igennem.

Det er ikke hendes køn, der skaber problemer. Det er folks holdning til hendes køn, der skaber (en del af) problemet.

For mig at se er det afsenderen af budskabet den udtalelse siger mest om. Smut tilbage til Nationalmuseet, makker. Din montre er tom. Følg skiltet til ‘Nyere Stenalder’.