Jeg er søvn-o-man. Jeg elsker at sove, fordi det gør mig godt, og jeg har stort set aldrig problemer med at falde i søvn. Jeg kan sove fra hvad som helst, inklusiv min egen søns gråd. Ofte vågner jeg først ved at Allan dumper Nicholas ned i sengen til mig – efter at han har kampvrælet i 10 minutter. Ravnemoren vågner ikke af den slags detaljer.

Det skyldes primært, at jeg vender det døve øre til. Jeg har nemlig et (næsten) døvt øre. Ind i mellem er jeg faktisk lidt glad for det, men det må du ikke sige til nogen.

Nåmen altså … i denne uge i Cirkus K, der begynder forestillingen et sted mellem 1:30 og 4:05 om natten. Én nat i denne uge har vi sovet igennem. Resten af nætterne er jeg vågnet ved, at Nicholas er dumpet ned i min turban.

Det er oftest sket ved 1:30 tiden, og så går resten af natten med at han klamrer sig til min krop. Særligt søger hans små hænder mine babser. Selv i søvne grabser han rundt inde i min bluse. Samtidig med at han skal sove så tæt på mig som muligt. Han vil helst ligge som limet til mig.

Jeg må ikke vende ryggen til ham, selv i søvne bemærker han det straks, kravler hen over mig og lægger sig tilrette med sin mave hen over mit ansigt. På sin vis hyggeligt, men også kvælende – og overhovedet ikke befordrende for nattesøvnen.

Efter sådan en nat, hvor jeg sover i korte faser, bliver puffet rundt, er vågen 117 gange og får ondt i ryggen af at ligge forkert, så er jeg VVMK, når jeg står op. Verdens værste mor og kone. Jeg er rasende i samme øjeblik, jeg sætter foden på gulvet. Virkelig rasende, samtidig med at jeg er klodset og glemmer alt muligt, jeg er vrissen, kort for hovedet, egoistisk, hysterisk og med kort lunte. En sand hyggespreder. Burde udstyres med advarselstekst.

Jeg synker ned på et reptilstadie, hvor alt andet end AT SOVE bliver uvigtigt og irriterende. Det hjælper som oftest (lidt) efter et bad, morgenmad og en spand kaffe, men jeg er virkelig ikke rar at være i nærheden af på sådan en morgen, og det er jeg ked af, men jeg kan dårligt selv kontrollere det, når jeg er udmattet.

Det er virkelig dumt at blive VVMK, for det er som regel ikke sådan at jeg går rundt i en døs hele dagen. En dårlig nat er ikke altid lig med en dårlig og energiløs dag. Jeg bliver mere træt om aftenen end ellers, men det meste af dagen går det faktisk fint. Derfor må jeg simpelthen prøve at få VVMK udryddet. Kunne jo være, at de trætte morgener ville forløbe bedre, hvis jeg prøvede at smile til mokken i spejlet med de sorte poser under øjnene i stedet for at sprede galde i mit nærmiljø.

Jeg fortæller mig selv, at jeg kommer til at savne mit lille sengepiskeris, når han er blevet stor og synes, at vi er piiinlige.