At finde ro og høre hjemme

Da jeg søgte nyt job, var et af mine krav: Lav transporttid. Det var så helt umuligt, men nu har jeg ca. 30 minutters transport hver vej – delvis gennem et af Danmarks smukkeste naturområder. Næste gang jeg søger job er kravet: Lang transporttid – !! Jeg har en halv times tid til at tænke, lade være med at tænke, høre høj musik, være stille, snakke i mobil, kigge ud af vinduet, spise æble, drikke vand og bare generelt være mig og mentalt tage arbejdstøjet af, før jeg kommer hjem til ulvetimen.

Men en anden ting, der for mig er lige så vigtigt er, at ro ikke nødvendigvis betyder afstand til min familie. For mig er det vigtigt at jeg kan finde ro i min familie og i mit hjem, at jeg føler mig hjemme. Hvis familien kun er en stressfaktor – hvis man ikke kan være sig selv sammen med sin familie, er det måske ikke et særlig sundt liv man lever? Hvis man absolut skal ud og væk for at trække vejret og mærke sig selv igen, er der så ikke noget galt med ens familieliv?

Som forælder har man ansvaret for at skabe plads til, at alle i familien kan være sig selv i sin familie – uanset om man er sammen-sammen eller sammen-hver-for-sig. Det er noget, Nicholas skal lære – og han skal lære det af mig. Han skal lære, at selvom jeg er der, så kan det godt være, at jeg ikke er tilgængelig lige nu. Derfor nytter det ikke, at jeg kun tager tid til at være mig selv, når han ikke ser det, og ellers kun er en altid-på-tralalala-happy-mom, når han ser mig.

Det billede af voksenlivet, Nicholas ser min mand og jeg udføre, vil på mange måder danne udgangspunkt for hans voksenliv, og så er det ikke smart, at han aldrig ser hverken mor eller far være sig selv, men at far og mor konstant undertrykker eller udskyder vores egne behov. Ligesom han har behov for ind i mellem at være sig selv, så har vi også behov, og det lærer vi ham at forstå ved ikke konstant at være på for hans skyld, men viser ham, at vi også har behov for at slappe af eller hvad det nu kunne være. Han er en del af vores familie, han er ikke centrum.