Min blog er ikke en træningsblog, og så måske lidt alligevel. Jeg tvinger nemlig træning ind i mit liv hver dag mellem 21-22, så det er en stor del af mit liv, og det bliver det ved med at være. Det er i hvert fald planen. Jeg håber, at jeg kan opretholde motivationen på længere sigt. Ved at skrive om det, tager jeg mig selv og dig som gidsel. Jeg gider jo ikke at ende der, hvor jeg bliver nødt til at skrive på bloggen ‘jeg har opgivet at tabe mig’, vel?

Derfor er der også en anelse gammeldags afpresning over det, når jeg skriver om min træning, for så bliver jeg nødt til at gøre det, jeg prædiker om. Heldigvis har min krop og min psyke kun positive erfaringer med træning. Jeg har ikke en masse nederlag og følelser forbundet med at være på slankekur, og jeg håber, at jeg kan fortsætte på den måde. Jeg har været på slankekur i en stor del af mit liv, og når jeg ser tilbage på billeder af mig selv ca. 30 år, så fatter jeg ikke, hvad jeg havde gang i. Nu vil jeg bare gerne have min egen figur igen – den jeg havde, da jeg var omkring 30 år.

Jeg blev kaldt ‘tykke’ og ‘fede’, da jeg var barn. Både i skolen, men også af min far. Når jeg ser på klassebillederne var jeg ikke tyk, jeg havde måske lidt hvalpefedt. Men jeg blev tyk, selvom jeg som barn gik til ballet og jazzballet – ingen af delene havde jeg talent for. Jeg følte mig som en stor tyk klods, selvom billederne fra dengang ikke viser en tyk klods.

Gymnastik i folkeskolen bragte mig ikke andet end nederlag. Jeg var bange for redskabsgymnastik, som var den foretrukne disciplin, og min gymnastiklærer mistede tålmodigheden med mig og smed mig hen over hesten, fordi jeg nægtede at springe. Jeg røg med hovedet først ned i gulvet og mistede kortvarigt bevidstheden.

Jeg tilbragte mange timer på toilettet, fordi jeg var bange for at være med og få endnu et nederlag. Men ikke engang på toilettet kunne jeg være i fred, for min lærer kom ud og dundrede på døren, og så måtte jeg blussende rød komme ud til mine leende klassekammerater og endnu en gang kunne jeg ikke komme op i ringene eller over hesten. Endnu en gang græd jeg af skam i gymnastiktimen.

Efter de oplevelser holdt jeg op med at lave noget fysisk, fordi jeg var så dårlig til det. Jeg passede mine lektier, var sammen med mine veninder, læste bøger og gik lange ture med hunden. Som teenager var jeg tyk, og jeg trøstespiste. Min brors bedste ven, som jeg var vild med, kaldte mig Grethe Sønck. Til min konfirmation havde jeg en sløjfe om livet, der hvor taljen skulle have været.

Min aversion mod fysisk udfoldelse blev vendt til kærlighed, da min mor og jeg begyndte at gå til aerobic, da jeg var 16-17 år. Det var lige mig. Det var sjovt, jeg blev lynhurtigt god til det, og jeg begyndte at gå til aerobic 2 gange om ugen. Da jeg flyttede hjemmefra begyndte jeg for alvor at gå til aerobic, og kiloene raslede af mig. Jeg gik til aerobic 12-15 timer om ugen efter skole og siden efter arbejde, da jeg fik mit første job. Jeg trænede fra 6:30 – 7:30 før job – og igen om aftenen. Stort set hver dag. Jeg begyndte desuden at danse og kom med på showhold. Jeg elsker at danse, og jeg dansede måske 5 timer om ugen, ud over 5 timers styrketræning og 4 timers aerobic. Jeg tog gerne 3 timer i træk; step, aerobic og funk. Jeg vejede 65 kilo og var efter nogens mening for tynd, men jeg følte mig stadig for tyk.

Jeg blev uformel præsident for OA … Overtrainers Anonymous, og det endte da også med, at jeg smadrede min menisk. Selv da jeg var på venteliste til meniskoperation, trænede jeg uforstyrret videre. Jaja, ind i mellem gjorde det da rimelig ondt – ! Jeg fik fjernet menisken delvist, men jeg ville ikke undvære træning, så jeg begyndte at styrketræne. Så kom jeg dér på krykker og trænede med håndvægte og i maskiner.

Styrketræning er det bedste, jeg har gjort for mig selv. Siden da har jeg styrketrænet hver morgen før arbejde og konditionstrænet efter arbejde. Jeg træner hårdt og tungt for at få større muskler, og jeg fik også større muskler. Jeg vejede 70 kilo med lav fedt%. Følelsen af at være for tyk blev overskygget af en følelse af, at min krop var fantastisk. Min krop reagerede på styrketræningen, og jeg blev tonet og bomstærk.

Da jeg mødte Allan trænede jeg 10-12 timer om ugen – BodyCombat og styrketræning – ud over fuldtidsarbejde. Jeg reducerede i træningsmængden for at skabe plads til os, men jeg trænede stadig, da vi flyttede sammen, og da vi startede i fertilitetsbehandling. Jeg tog 10-15 kilo på, inden jeg blev gravid som følge af hormonbehandlinger og kærestehygge. Jeg vejede 89 kilo, da jeg var tungest som gravid.

Da jeg havde født vejede jeg 80 kilo, dvs. min før gravid-vægt +10 kilo. Jeg trænede og rørte mig rimeligt regelmæssigt under min barsel, men jeg vejede stadig 80 kilo, da jeg startede på job efter barsel. Derfra gik det galt, for jeg havde ikke tid til at træne, og min nye hverdag var fuldt besat. Min dag bestod af job, køre hjem, være sammen med Nicholas og Allan et par timer, lægge Nicholas i seng og selv gå i seng. Jeg accepterede modvilligt, at jeg for en tid måtte opgive træningen.

Min vægt ramte 89 kilo, og jeg var ikke glad. Jeg begyndte at løbe hver aften, men var utryg ved at løbe alene på mørke øde veje og så fik jeg en fiberskade. Stadig 89 kilo til jul sidste år – og nu tiltagende utilfreds og også bange. Jeg er snart 40 år, overvægtig og inaktiv. På kurs direkte mod diverse livsstilssygdomme. Må stoppe det, før det bliver 100 kilo, 120 kilo …

Derfor træner jeg. Derfor forlader jeg Allan hver aften for at træne mellem 21 og 22. Jeg ville 1000 gange hellere blive hjemme og hygge, men jeg er ikke glad, når jeg er tyk. Jeg er glad, når jeg træner og føler mig godt til pas i min krop. Allerede efter første omgang træningen følte jeg mig godt til pas i min krop, selvom spejlet stadig viser en tyk kvinde.

Jeg mærker, at overskuddet vender tilbage. Det motiverer mig, og jeg kender heldigvis mine svagheder ganske godt; jeg skal træne hver dag. Ikke hver anden dag eller 3 gange om ugen, for så bliver det lettere at springe over. Træner jeg hver dag, er mindet om gårsdagens træning frisk i min erindring, og så kommer jeg lettere afsted igen, selvom sofaen limer til min ryg.

Jeg træner kondition hver anden dag i 30 minutter på cross trainer, og hver anden dag varmer jeg op i 12 minutter på cross trainer. Jeg træner efter splitprogram, så hver muskelgruppe får en hviledag. En dag om ugen holder jeg en hviledag. Jeg træner hårdt, kort og tungt. Jeg sigter efter at lave 8 reps med så tilpas tung vægt, at jeg ikke er i stand til at tage den 9. repetition. Kan jeg tage 9 reps, øger jeg vægten med det samme. Jeg kører 3 sæt a 8 reps på hver øvelse. Allerede på min 3. uge har jeg øget min vægt med cirka 5 kilo i alle øvelser, så jeg kan klart mærke, at jeg bliver stærkere. Min krop belønner lynhurtigt min indsats, og det er så motiverende!!