Søndag formiddag var Nicholas og jeg allerede på legepladsen klokken 10. Det var ikke min idé, skal jeg lige indskyde. Det væltede ned med sne, og det var stangkoldt. Allan lå i sengen med en af årstidens små velsignelser; feber og ondt i halsen.

Jeg havde en halv aftale med en veninde og hendes søn på legepladsen klokken 11 ‘hvis vejret var godt’. Det var det ikke, men det var Nicholas ikke enig i, og da jeg først var ude, elskede jeg hvert sekund. Først var vi på legepladsen og kastede bold, gravede i sne og gyngede. Derefter trak jeg ham på kælken, og vi gik over på kælkebakken i skoven.

På toppen af bakken satte jeg mig i kælken og lokkede Nicholas med på en hæsblæsende tur ned ad bakken. Det var simpelthen skideskægt! Han jublede og grinede og råbte ‘igen’ i samme sekund som kælken stoppede. Op igen, ned igen, op igen. Jeg skreg glad, da vi kørte ned i fuld fart, og Nicholas grinede over hele hovedet ved lyden. ‘Mor sir IIIIIIHHH!’ jublede han: ‘Igen!’

Da det ikke var sjovt at kælke længere, løb han ned af bakken i fuldt firspring og stoppede nedenfor bakken ‘Også mor … 1-3-4!’, og så var det min tur. Så det endte med at vi løb op og ned ad kælkebakken. Jeg nægtede at give op, selv om mine lunger til sidst truede med at springe ud af min krop, så spænede jeg videre op og ned ad kælkebakken til Nicholas’ store fryd.

Det var så skægt, og først da vi havde været ude i 2½ time, lagde Nicholas sig ned i sneen og nægtede at gå videre. Så gik vi hjem og fik os en lur sammen med farmand.