Where do broken hearts go?

Jeg tumlede ud af sengen søndag morgen, satte havregrød over, konstaterede at det sneede massivt og fangede min mobil for at tjekke nyhederne. Én overskrift fangede mit blik og skød med det samme tårer op i mine øjne: ‘Whitney Houston er død, 48’.

Jeg klikkede og blev hurtigt klar over, at der ikke var nogen tvivl – hun var virkelig død. På sin vis var det ikke helt uventet med hendes livsstil, men et eller andet sted havde jeg jo håbet på, at hun havde kunnet redde sig selv.

Det kunne hun ikke, og hun døde i nat. Hun druknede vist i et badekar efter en festlig aften i byen. Så trist, så sølle en sortié for så stor en sangerinde. Tænk, hvor stor hun kunne være blevet, hvis ikke ..

Hendes sange er på mange måder soundtracket fra min ungdom. Hendes fantastiske ballader blev spillet heftigt i mit teenageværelse, og hver en linie blev nærlæst på pladecoveret. Jeg sang med på sangene med en hårbørste som mikrofon og – heldigvis – uden publikum.

Til forskel fra mine torskedumme oldnordiske forældre, der åbenbart aldrig havde været forelskede, så var Whitney og jeg på bølgelængde. Hun forstod hvordan det føltes at være forelsket og ville også gerne vide, hvor man skulle gå hen med et knust hjerte. Det var hendes sange, der trøstede mig, når verden væltede – og det gjorde den op til et par gange om ugen, da jeg var teenager.

Min veninde og jeg kopierede målbevidst hendes stil, hendes hår og hendes make-up. Ja, vel var vi blegere end hende, men krøller kunne den lokale frisør da finde ud af at lave – og blå eyeliner, pink øjenskygge og pink rouge havde Matas heldigvis på hylderne i rå mængder. Og skulderpuderne … vi brugte gerne 4 styk for at få det rigtige look!

Og så skrålede vi ellers med på klassikere som ‘How will I know’ og ‘I wanna dance with somebody (who loves me)’ og dansede fnisende med hinanden til klubfesterne og drømte om at blive kysset, men var alligevel ikke med på spøgen, når det kom til stykket.

Jeg blev voksen, men det blev Whitney vist aldrig. Jeg tror ikke, at hun for alvor kæmpede mod sit misbrug. Det virkede som om hun lod sig opsluge og detronisere. Det var forfærdeligt at se hendes årelange nedtur, og jeg håbede sådan, at hun på en eller anden måde ville finde styrken til at vende skuden, men det gjorde hun ikke.

BilledeI decided long ago, never to walk in anyone’s shadows
If I fail, if I succeed
At least I live as I believe
No matter what they take from me
They can’t take away my dignity

(Whitney Houston, Greatest Love of All)

At opleve hende live var en drøm for mig, men jeg valgte at lade være, da hun gæstede Danmark for et par år siden. Nu er jeg bare glad for, at jeg har minderne om hende fra mit ungdomsværelse intakt i mit hjerte. Det er dén følelse, jeg får, når jeg hører mine favorit Whitney-sange. Stadigvæk.

Tak fordi du var der, Whitney, – fik jeg sagt det?