Jeg bliver 40 år på tirsdag, og jeg glæder mig faktisk. Jeg synes altid, at fødselsdage er dejlige og særlige. Nicholas snakker allerede om, at mor snart har fødselsdag, og hver aften når jeg synger godnatsange for ham, beder han om at synge ‘føssang for moar’. Han glæder sig vist!

40 år – det skal helt klart fejres. Jeg har downloadet vimpler til to guirlander her, jeg har købt servietter og serpentiner. Jeg har taget fri fra arbejde, og jeg har bestilt bord til frokost på Sletten til Allan og jeg. Så det skal nok blive en god dag på trods!

Men en ting er jeg ikke selv herre over. Fødselsdagshilsnerne. I vore moderne tidsalder er 2 linier på facebook nok, og fra nære venner suppleres disse 2 linier med en sms med standardindhold – fx en bamse med et flag.

Sidste år var det kun min far og min svigermor, der ringede og ønskede mig tillykke, og det eneste fødselsdagskort, der ventede i postkassen var et fødselsdagskort fra Noa Noa.

Det ville så være fedt, hvis jeg var typen, der selv skriver fødselsdagskort til alle i omgangskredsen. Men det gør jeg ikke. Jeg er også blevet ‘moderne’. Eller måske snarere overfladisk. For det er nok det det er, når man ikke lige kan afse tid til at ringe eller skrive en personlig hilsen.

Det er i hvert fald dårlig planlægning. Det erkender jeg fuldt ud. Og det ville ellers være nemt nok, for det er jo bare om at sætte en reminder i kalenderen to dage før, og så få sendt de fødselsdagskort. Man kunne jo købe en hel flok fødselsdagskort til hele året. Frimærker kan man få på sms. Men det drukner, og det er jeg ked af.

Det er det samme med julekort. Vi får trykt julekort hvert år, og vi sender cirka 30 julekort afsted til familie og venner med en personlig julehilsen i. Vi får tilsendt en håndfuld julekort lige fra et old school julekort med en kirke med sne på til smukke billeder af vore venner og deres familie. Det elsker vi.

Hele julen står julekortene på vores reol og minder os om vores venner og familie. Vi gemmer julekortene sammen med vores julepynt, og så ser vi på dem, når julepynten kommer frem året efter.

Men for hvert år der går, får vi færre og færre julekort. Julehilsnerne forsvinder måske snart, fødselsdagshilsnerne er forsvundet. Jeg er stensikkert gammeldags, når jeg siger, at jeg savner at få et fødselsdagskort. Det må gerne være grimt og banalt, for det er tanken, der tæller.

Det var altså hyggeligt i gamle dage at få fødselsdagskort fra venner og familie. Det savner jeg. Men jeg er også gammel. Snart 40 år, og måske en dag vænner jeg mig til at få alle mine fødselsdagshilsener på facebook, hvor alle kan læse med. Det er bare ikke det samme. Bare kald mig gammeldaws!

Det har jeg tænkt meget over de seneste år, men efter i fredags er det blevet meget mere aktuelt, og nu har jeg taget tingene i min egen hånd. Jeg har faktisk skrevet på facebook eller måske snarere tigget mine venner om at få fødselsdagskort tilsendt. Det er både en patetisk og mærkelig ting at gøre, og det føltes heller ikke særlig fedt at gøre det.

Men efter i fredags har jeg faktisk brug for, at nogle af mine venner, familie og bekendte husker mig og gider at ringe eller sende mig en hilsen. Eller endnu bedre; give mig et knus. For jeg føler mig så kasseret efter i fredags. Det sucks for vildt blive fyret lige op til sin fødselsdag!!