Nicholas lå og sov på 4. time. Jeg gik ind og vækkede ham blidt, og han var straks frisk på at lege og lave sjov, men dagen var jo gået, børnehaven var ved at lukke, og næsten alle hans venner var gået hjem, så vi samlede hans sager sammen og gik hjemad.
Vi gik ud og kørte cykel, samlede nødder og plukkede blomster i det smukke septembervejr. Det var sjovt, og vi grinede. Jeg løb ved siden af hans cykel, og jo hurtigere jeg løb, jo hurtigere cyklede han!
Vi gik hjem, og mens Nicholas så Smølferne, mens jeg lavede mad. Nicholas brokkede sig som altid “jeg vil ikke ha’ mad, jeg ka’ ikke li’ mad!”. Jeg prøvede at gøre det lidt festligt, og det lykkedes mig faktisk at få ham til at spise to store boller i karry og en stor portion ris med karrysauce på. Han har aldrig kunnet li’ ris før, så det er ret vildt.
Mad er ellers svært for tiden. Nicholas vokser og vokser, men han spiser ikke noget, så han bliver lang – og tyndere og tyndere. Der er ikke meget sul på sidebenene.
Det er som alt andet bare en fase. Men det har stået på længe. Jeg smører mad hver aften, men han spiser det ikke. Nogle gange har han al sin mad med hjem igen. Og for det meste spiser han ikke aftensmad. Om morgenen spiser han som regel næsten al sin havregrød eller næsten halvdelen af den.
Jeg tror ikke, at det har noget at gøre med selve maden. Det er hele konceptet ‘måltid’, han ikke kan li’, fordi det afbryder hans leg. Han gider det simpelthen ikke. Mad siger ham ikke noget, og han springer det hellere over.
Vores job er at skabe en god ramme om måltidet, men det er svært, når Nicholas flygter fra spisebordet og skriger, slår og sparker, når vi henter ham tilbage. Vores måltider er præget af skrig og skrål, og det er rimelig anstrengende.
Vi holder ud, for der er ét sted i huset, vi spiser, og det er ved bordet, når maden er færdig. Men hooold nu … Jeg forstår godt, hvis man giver fanden i det og gør hver middag til TV-dinner. Jeg er selv virkelig fristet tit, men …
Og så er det bare fedt, at han ved egen hjælp spiste en kæmpeportion ris, som han ellers aldrig har kunnet li’ før, samt store saftige kødboller med karrysauce.
mammalade 
Åh børn og mad. Det er så sårbart et emne. Jeg har ingen løsninger, en jeg vil gerne fortælle om hvordan det er i vores familie.
Der findes børn, der har det svært ved konsistensen af mad, så det er jo altid godt at finde ud af, hvad der kan være kilden til det, fx som du skriver, at han det er konceptet måltid, at han ikke bryder sig om.
Mad og børn har fyldt meget hos os, bl.a. fordi jeg ikke har lyst til at være den mor, der siger, at du skal smage inden du siger, at du ikke kan lide det eller er meget kontrollerende omkring det mit barn spiser, fx ved at blive ved med at insistere på, at det lige skal tage en bid mere, selv om det siger tak for mad.
Gustav er mere selektiv mht. mad end Harald, omendt er Harald svært at fastholde ved bordet. Så hjemme fungerer det rigtigt godt med at han tager sin lille dvd-afspiller med ved bordet og ser det mens han spiser. Det får ham faktisk til at spise op til 2 portioner. Når han er mæt, så rejser han sig fra bordet og går.
Både Gustav og Harald er gode til både madpakke og morgenmad. Aftensmaden handler dels om maden, dels om tidspunkten eller hvor meget de har snacket inde. Begge dele er stort set altid det samme. Jogurt med all bran cornflakes og æblejuice. I en lang periode lavede vi også havregrød til Harald, fordi det med jogurt ikke fungerede så godt og så spiste han mens han så tv.
Deres madpakke består af 3 stykker rugbrød (halve til Gustav og kvarte til Harald) med spegepølse, fignepålæg, silkeskåret kylling. 1 frikadelle (har altid en pose i fryseren) og lidt grønt; et par skiver agurker, peberfrugt (ikke til Harald), 1 cherrytomat, lidt gulerød (ikke Harald) og en leende ko ost (ikke Gustav).
Gustav har det svært ved kød (bøf, steg, kødsovs), til gengæld er han glad for kylling og alle form for frikadeller, svine, kylling, fiske. Han kan også godt lide, at der er sovs til hans mad.
Vi forsøger til en vis grad at tage udgangspunkt dem, når vi så laver noget, som vi ved, at de ikke kan lide så laver vi noget alternativt til dem, fx pastaskruer og frikadeller (frost). Som dig så tilbyder jeg altid rugbrød lidt inden sengetid, hvis jeg ikke synes, at de har fået så meget til aftensmad.
Jeg håber virkelig ikke, at du opfatter det her som om at jeg ved bedst. For det gør jeg ikke. Men det er sådan, at det er hos os. Mht. til dvd ved spisebordet. Gustav ser det yderst sjældent og jeg forestiller mig, at Harald langsomt stopper med det.
Knus
LikeLike
Rigtig god kommentar fra Frederikke.
Ellers kan jeg anbefale ‘Vores Børn Junior’ 2012 juli nummer. Der er en spændende artikel om principper og om at bryde dem. En familie der har præcis samme udfordringer som jer bliver interviewet.
Du kan sikkert låne bladet på biblioteket.
LikeLike
Det hjælper altid at skrive det på bloggen. Både fordi jeg får så gode svar tilbage, tak tak for jeres kærlige svar ! – men også fordi jeg tænker, mens jeg skriver – og tænker, når jeg læser mine egne skriblerier.
Allan er i Berlin, og vi er alene hjemme. Måltidet er en stilfærdig (kedelig?) affære, og der var kun én slags mad; i går boller i karry med ris, og i dag spaghetti med kødsovs.
Fjernsynet slukkede jeg lidt før, vi skulle spise, og vi hørte ikke musik, som vi ellers plejer. Jeg linede det hele op i små kulørte plasticskåle (boller i en skål, ris i en anden, sovs i en tredje).
Måske var det det, der gjorde det interessant, for han spiste to store kødboller, en hulans masse ris med sauce, som han selv tog og hældte ud over ris, bord og tøj – det var ret sjovt!
Her til aften ville han have pasta og blev vildt sur, fordi jeg havde lavet spaghetti, så først nægtede han at spise noget overhovedet, men vi sad lidt, og så spiste han det meste af sin portion spaghetti med kødsovs på, samt en hel majskolbe.
Så nu spiser han. I hvert fald disse to dage.
Og madpakken fredag ondulerede han også rub og stub af. Han fik to rundtenommer med – en med leverpostej, en halv med smør, en kvart med rosiner og en kvart med ristede løg (!). Det virkede helt klart at høre ham hvad han vil have med – og så lave det!
Hvad pædagogerne tænker, tænker jeg ikke på 🙂
Kram
LikeLike
Hjælper det når jeg siger, at her hjemme er ristede løg også et stort hit?
Godt at høre at han spiser noget igen 🙂
LikeLike
Den med at indvolvere barnet virker også hos os. Simpelthen spørge knægten hvad han vil have med i sin madpakke (han får dog et begrænset valg, for han får trods alt ikke nutella-madder med 🙂 Den slags hører weekenden til) Ristede løg er dog til alle tider et kæmpehit.
Jeg vil ikke sige at jeg er 100% enig i den artikel fra ‘Vores Børn’ som jeg henviser til, men den tjente alligevel som øjenåbner. For jeg kender også til den med skrigende barn til aftensmaden.
Held og lykke med Nicholas’ videre appetit. Man bliver sgu’ så glad når ens afkom spiser med god appetit.
LikeLike