Dagen startede helt forkert i dag, og det sidder stadig så dybt mig. Jeg har ondt i hovedet og i hjertet, som sidder helt udenpå min jakke. Jeg vågnede ved, at det var lyst i morges. Med et sæt sad jeg op og kiggede vantro på telefonen, klokken var 6:51. Vækkeuret skulle ringe 5:20!!!!

Panisk kastede jeg mig ud i bad, mens jeg gentog nej nej nej. Der var 30 minutter til vi skulle ud af døren alle tre, og lige i dag er der salgsmøde klokken 8:00:dut. Det er den værste dag at sove for længe på.

Det lykkedes os ved fælles hjælp og uden at gå i panik (mig) og råbe (mig) og skrige (mig) at komme ud af døren 7:30. Nicholas hoppede glad ned ad trappen. Han skyndte sig, for det havde han jo fået besked på. Han pilede glad af sted, og jeg nåede ikke at følge med rundt på trappen, men råbte efter ham ‘stille og roligt, pas nu på, du ikke falder!’.

Så hørte jeg bumpet og skriget.

Jeg smed tasken og løb efter ham. Han lå på maven og skreg af forskrækkelse og smerte. Han havde slået hovedet og tænderne ned i betongulvet på et plateau. Jeg rev ham op, og tårerne brændte i min øjne, jeg prøvede at tale roligt og berolige ham, men han skreg op.

Blodet piblede ud af munden på ham, og jeg kiggede på ham og strøg ham over håret. Han stoppede hurtigt med at græde og sagde, at jeg skulle skælde trappen ud.

Vi fortsatte ned ad trappen, jeg med ham på armen og gelé i benene. Han glemte det lynhurtigt, men han havde blod ud af munden og tværet ud på kinderne. Jeg kiggede ham i munden og kunne se et lille sår over en af de små fortænder i overmunden, samt en rift i overlæben.

Jeg trak i tanden og prøvede at mærke om der var slået en flig af eller om den var løs. Det var den heldigvis ikke. Det holdt op med at bløde, og Nicholas blev skidesur på mig over, at jeg rodede ham i munden og vaskede ham i ansigtet.

Vi gik over i børnehaven, og han havde så travlt med at lege, snakke og spise blåbær, at han ikke havde tid til at sige farvel til mig.

Jeg kørte på arbejde med tårerne brændende lige under øjenlågene. Min sjæl var ikke med, og jeg var parat til at suse lige hjem under dynen og kramme Nicholas og læse Cirkeline for ham hele dagen, hvis han ellers gad.

Jeg ringede til skoletandlægen, som var ufattelig sød og rolig. Hun sagde, at der ikke var noget problem – at han er så lille, at de blivende tænder ligger dybt og er bløde.

Det er mere, hvis der går betændelse i såret ved tanden eller der kommer en byld i tandkødet, at vi skal komme igen. Jeg aftalte en tid til eftersyn om små 2 uger.

Tænk, det kunne være gået helt galt, fordi hans stressede mor ikke kan finde ud af noget så simpelt som at komme op om morgenen og sørge for, at han kommer sikkert ned ad trappen.