Vi var til psykolog i morges vedrørende Nicholas. Jeg ved inderst inde godt, at der er noget galt, at han ikke reagerer normalt på forandringer, men pyha en ting er selv at have den mistanke, men en helt anden ting er, når andre bekræfter en i, at han ikke reagerer normalt. Psykologen gav os ret i, at han voldsomme raseri på helt dagligdags ændringer ikke er normale. Hun afviste ikke, at der kan være tale om ADHD, men hun sagde også, at vi måske om 2 år sidder og taler om en helt normal dreng med heftigt temperament. Men som det er nu er der et problem, og han trives ikke 100%, så vi har bedt om at komme videre i systemet med yderligere psykologobservationer og konsultation hos børnelæge, og psykologen bakker os op i den beslutning.
På nogle områder er han foran og alderssvarende, men på andre områder er han stadig som en baby, og det er svært. Ikke bare for ham, men for os, hans pædagoger, samt venner og familie. Alle forventer og sammenligner. Og han kommer til kort. Vi kommer alle 3 til kort. Vi kan godt mærke, at vores omgivelser forventer, at vi har bedre styr på ham, og det smitter af på os og vores stressniveau – og igen på ham.
Det der oftest skaber konflikter er mad og måltider. Det går aldrig fredeligt for sig. Når vi er ude, sidder han ikke med til bords og spiser, medmindre vi lige tager 5-10 minutters seriøs højlydt konflikt med ham, hvor alle blander sig og kommer med gode råd eller bare kigger skævt til os, mens vi sveder og sammenbidt ønsker, at vi bare kunne gå vores vej. Den konflikt undgår vi ved at lade ham fortsætte med det, han er i gang med, selvom alle de andre børn sidder pænt ved bordet og spiser. Meget ofte begynder deres forældre så at opdrage på Nicholas og giver ham tusind opgaver og spørgsmål som ‘kom Nicholas, så skal du holde op med at lege, kom nu her, du skal vaske hænder, nu skal vi spise, kan du ikke li’…? Vil du ikke… ?’, fordi vi tilsyneladende ikke gider opdrage på vores søn. Vi prøver at forklare, at sådan er vores dreng, men jeg har ikke oplevelsen af at blive lyttet til. Jeg har oplevelsen af, at vi alle tre bliver bedømt, overrulet og ikke accepteret som vi er. Det gør ondt, for jeg ønsker jo bare, at alle skal synes, at Nicholas er skøn, for han er en skøn knægt.
Problemerne med maden skyldes formentlig, at der er et bombardement af sanseindtryk i forbindelse med måltiderne, der gør det alt for uoverskueligt for ham. Udover selve maden, skal han holde op med at lege, sidde ved bordet, passe på ikke at spilde, drikkens smag, madens smag og konsistens, madens duft, os der snakker og forventer at han sidder stille og spiser, samt musik. Når jeg skriver det sådan, kan jeg godt se, at en tallerken med majs, agurk, pasta og frikadeller er meget kompliceret. Hvis jeg tænker ham yngre end han er, ville jeg jo heller ikke servere en tallerken med alt muligt her og der for ham. Det fungerede den aften, hvor jeg havde 2 skåle på bordet; ris med karrysovs og så kødboller for sig. Det spiste han ret meget af, så det er den vej, vi skal gå.
En af mine kolleger nævnte for mig, at hun har læst en artikel om ADHD, hvor der stod, at det bl.a. kan skyldes mangel på B6, B3, B2 samt chrom + kalk. Hun vil finde den til mig, og jeg er spændt på at læse om det, for jeg tror nemlig, at Nicholas mangler stort set alle mineraler og vitaminer, for han spiser nærmest ikke mad. Med egne ord hader han mad.
Vi skal til børnelæge med ham, for jeg tror, at han lige nøjagtig får energi nok til at fungere rent fysisk, men jeg frygter, at der ikke er nok ‘mad til hjernen’, fordi han spiser så lidt og ensartet, næsten udelukkende kulhydrater. På nuværende tidspunkt skulle han aldersmæssigt også snart være klar til at droppe middagsluren, men han sover gerne 3-4 timer til middag hver dag, og jeg tænker, at det er fordi han ikke har indtaget nok brændstof via maden. Så kosten er helt sikkert en del af forklaringen – og måske løsningen?
Jeg tænker på, om jeg kunne prøve at skrue op for vitaminer/mineraler og prøve det de næste par uger. Der er selvfølgelig ventetid både hos vores egen læge, og så siden hen på at kunne komme til børnelæge, og så er det godt at gøre noget i mellemtiden.
Jeg er virkelig ked af det. Jeg ønsker jo bare for Nicholas, at han skal smutte gennem livet som en mandel. At hans liv skal bestå af tilvalg. Ikke forudbestemte begrænsninger og fravalg. Jeg kan ikke bruge min ked-af-det-hed til noget. Jeg må hjælpe ham til et godt liv, uanset hvad der skal til. En flæbende mor i et hjørne dur ikke. En kæmpende mor er hvad han har brug for.
mammalade 
Hvor er det frustrerende som forældre, at mærke at den lille tikker anderledes, men de andre mener at det er en selv…. Du syntes at have en temmelig god fornemmelse om hvad der kan være svært for ham ved måltiderne, og hvilke konsekvenser det har for ham. At udbedre med vitaminet er sikkert ingen dårlig ide!
Om det kunne hjælpe, hvis han fik lov at spise i ro og mag alene / sammen med 1 forældre før / efter de andre? At maden på tallerkenen deles op i små overskueligt portioner? At han ikke skal spise de sammenkogte retter, men noget der kan overskues og nemmere defineres af hans sanser? Rå sprøde grøntsager i stedet for de kogte og bløde????
Jeg er sikker på at I finder hans vej 🙂
LikeLike
Nicholas er foran på point ved at have nogle ressourcestærke, kompetente og ansvarlige forældre. Det lyder til at være en svær kamp, men jeg er sikker på, at I gør det rigtige – og det må I selvfølgelig være de bedste til, da I jo kender Nicholas bedst. Jeg kender ham jo ikke, men Gitte, jeg er ikke i tvivl om, at han er en SKØN dreng.
De bedste tanker fra Anne Mette
LikeLike
Jeg synes det er rigtig tit, at børn (drenge) ikke opfører sig som i bøgerne. Og at pædagoger og andre gerne vil problematisere og diagnosticere. Tror du det hjælper ham og jer med en diagnose?
Måltidskampene kender jeg og jeg er ikke den eneste… Jeg tror det er rigtig vigtigt at vælge sine kampe. Hvis det er det livsområde hvor han får sin vilje, simpelthen fordi han ikke kan tvinges til at spise, så udlever han jo sin magt der. Og får fuld opmærksomhed. Jeg gjorde selv det, da jeg var i din situation, at jeg lod drengen få sin vilje. Hvis han ikke ville være med ved måltidet, fint, bare lad være at forstyr. Hvis han kun ville spise et stykke agurk, fint, så får du det. Hvis han var sulten en time senere (eller en time før), fint, du kan få noget havregryn. på den måde pillede jeg dramaet ud af måltiderne. Han er stadig kræsen nu mange år efter, men sidder med ved bordet og laver ikke ballade. Han er også begyndt at smage på ting.
Åh jo, maden behøver ikke været varieret hver dag, og man kan godt klare sig uden kød. Men det er rigtig godt for humørsvingningerne at minimere sukkeret.
Held og lykke
LikeLike
Hej Marie!
Tak for dit svar, meget tankevækkende. Jeg er fuldstændig enig, at jeg er heller ikke sikker på, at vi ikke ‘bare’ står overfor en dreng med et heftigt temperament, som lever i en ‘kvindeverden’ i vuggestuen og måske ikke bliver rummet som han er.
Men jeg ved det reelt ikke, og når jeg fra så mange sider får at vide, at min søn reagerer voldsommere end normalt på helt dagligdagsrutineskift som at skulle ud efter frokost, spise frokost eller gøre noget andet, som vi gør hver dag, så må jeg lytte. For hans skyld.
Jeg er ikke på jagt efter en diagnose. Hellere undgå en, faktisk. Jeg vil bare gerne vide, hvordan jeg hjælper ham bedst muligt, for det gør jeg ikke som det er nu, må jeg bare erkende.
Mens vi er på venteliste, så prøver jeg at justere på kosten. Og drosle ned på udvalget efter kiss princippet. Det er min teori, at kosten har meget at sige, for han spiser ganske enkelt for lidt. Ingen aftensmad, et par skefulde havregrød til morgenmad og nogle skefulde leverpostej til frokost og måske en frikadelle.
Og så ellers slappe fuldstændig af på måltidsområdet. Det gør vi nu i forvejen. Han sidder stort set aldrig med til bords, han kommer og går.
Gitte
LikeLike
Vi har gode erfaringer med børnelæge Lise Lykke Thomsen der bor i Lyngby. Vi fik, ifm. med min yngeste søns astma, en henvisning til børnelæge og da jeg ringende for at bestille tid fik vi tid få dage efter. Hun behandler også børn med trivels-problemer. Men sørg for at få en henvisning fra egen læge, det gør ventetiden meget kortere hos special-læge
http://www.boernelaegeklinik.dk/velkommen
Rigtig meget held og lykke. Jeg håber, det bedste for din dreng og jer
LikeLike
Hej Jette!
Tusind tak for linket og tippet! Jeg vil bestemt bede om en henvisning til hende – jeg har hørt godt om hende fra andre.
Gitte
LikeLike
jeg har godt nok tænkt meget på jer efter dette indlæg! Jeg håber der kommer ro på – både livet, bekymringerne og måltidet! Bekymringer for ens børn er nok uundgåelige, men denne her er vist en af de mere alvorlige en af slagsen – og jeg kan kun forestille mig hvordan det må nage og sidde i baghovedet hele hele tiden!
Tanker og kram til jer…
LikeLike
Puha, din drengs historie minder om min søn. Han er nu 1½ år gammel, spiser kun et par skefulde havregrød til morgen, slikker leverpostejen og smøreosten af brødet til frokost, og spiser helst ikke aftensmad. Til gengæld vil han hele tiden have mælk – og vi skal anstrenge os for at få andet i ham end mælk. Han er også meget temperamentsfuld, og bliver skruphysterisk hvis vi nægter ham det, han gerne vil (lege med maden, fjernbetjeningen, indholdet af køkkenskabene osv.), eller hvis vi ikke FLUKS bringer ham et glas mælk, når han siger “MÆ!!”
Er I blevet klogere? Hvad gør man? Er det psykologisk (som i – vi er økonomisk pressede, og det går helt klart ud over den gode stemning i hjemmet)? What to do?
LikeLike