Nicholas sov tæt ind til mig, da mit vækkeur fortalte mig, at det er mandag morgen. Jeg var langt fra frisk og veludhvilet, men op kom jeg. Nicholas brokkede sig i søvne over, at jeg stod op, men faldt hurtigt i dyb søvn igen.

Jeg var klar med morgenmad, kaffe og det hele, men Nicholas sov stadig. Han sov dybt, for Allan og jeg kunne snakke normalt hen over ham uden at han registrerede det. Jeg lod ham sove, velvidende at det ville betyde forsinkelse på job. Nogle gange er det bare vigtigere, at de små får deres nattesøvn og med søndagen i frisk erindring ønskede jeg den bedste start på en ny uge for vores lille temperamentsfulde trold.

Allan og jeg drak morgenkaffe, og jeg spiste min ostemad. Vi snakkede, hørte musik og fjollede. Der var ro på. I vores seng sov Nicholas stadig dybt klokken 7:30. Jeg var klar til at gå ud af døren. Hans havregrød var blevet kold, så jeg smurte ham en bolle med figenpålæg.

Vi lagde os ind i sengen og snakkede lidt, og det virkede, for lidt efter lidt fik han langsomt øjne. Han var i et strålende humør, han var let og medgørlig, så vi kom hurtigt ud af døren. Det var frostvejr, og alle bladene var sprøde og knasende hvide, når vi trådte på dem. Nicholas elskede lyden af knaseblade.

Jeg kom 45 minutter for sent på arbejde, men det var det hele værd. Jeg tror på ‘den gode start’, og den fik vi alle sammen her til morgen.