Allan fik pludselig høj feber i går – 39,7, så han lå brak på sofaen og brændte op. Og endnu mere deprimerende var udsigten til aflyst fødselsdag søndag morgen. Søndag morgen kom, og feberen er faldet lidt, men ikke nok, så han aflyste sit fødselsdagsmorgenbord.

Nu ligger han i sengen, udenfor piver vinden og sneen blæser vandret gennem luften i en snestorm, der forventes at give op til 20 cm sne over de næste 20 timer. Jeg kan næsten ikke vente …

Bilen har vi ikke fået tilbage endnu. Måske bliver den færdig idag, men det spiller ingen rolle, for vi kan ikke hente den med snestorm og influenza.

Jeg er sneet inde på flere planer; mest i hovedet. Jeg trænger til at komme ud. Jeg var ude i noget, der minder om 5 minutter i går, hvor vi var på legepladsen, indtil Nicholas’ ven skulle tisse.

Og i dag er vejret bare overhovedet ikke indbydende, og Nicholas sagde ‘vi skal ikke ud, vel, mor?’ Jeg kunne alligevel ikke få mig selv til st hive ham ud i en snestorm med en chill faktor på minus 20 grader.

Så jeg har prøvet at overgå mig selv og virkelig være sød og tålmodig og hjælpsom mor og kone hele dagen. Jeg er bare ikke god til det, indeni har jeg lyst til at løbe ud af døren og løbe en tur eller gøre et eller andet hårdt fysisk.

Jeg følte det præcis som en vulkan, der prøver at være en smuk og venlig ferieø. Og jeg fik faktisk holdt det inde. Okay, der kom lidt galde og irritation ud gennem sidebenene, men ingen eksplosion.