Weekenden er slut. Fuld knald på med besøg, indkøb, brunch med gode venner, prøve ny bil plus det løse. Nicholas er snotforkølet, og han havde feber og mareridt i nat, så natten har budt på urolig søvn.

Det ligner en dag hjemme fra børnehaven, så jeg tager formiddagen på jobbet, og så afløser jeg Allan, når han skal på arbejde i eftermiddag. Allerhelst gik jeg ingen vegne, for det har sneet og det er pivkoldt. Jeg orker ikke mere sne, jeg orker ikke mere kulde. Jeg vil bare have varme. Nu. Og jeg mener ikke varm kaffe. Bare lige for at gøre det klart.

Jeg føler, at jeg kører på pumperne. Jeg orker ikke noget som helst, jeg står op 5:20, arbejder hele dagen, kommer hjem, smører madpakker, hygger alt for lidt med familien, ser lidt tv og dejser om som et gammelt egetræ ved 23-tiden. Trummerum, trummerum, trummerum …

Weekenderne er så fine. Og alt for korte. Allerhelst vil jeg bare være sammen med Nicholas og Allan. Jeg gider ikke gå ud og drikke mig i hegnet. Jeg gider ikke træne, hvis jeg kan være sammen med dem i stedet. Vi er så lidt sammen til hverdag, så jeg savner dem hele tiden, og jeg savner konstant at være hos dem.

Nogle gange tænker jeg, at jeg har en social fobi, for jeg gider virkelig ikke at bruge en fredag aften med kolleger eller veninder, når det betyder, at jeg misser en aften hjemme. Men jeg kan ikke skyde skylden på en social fobi. Jeg prioriterer bare sådan. Jeg vælger familien først 9 ud af 10 gange. Det er mit valg, og det er der ikke mange, der forstår.

Jeg har på en almindelig dag max 2-3 timer sammen med Nicholas. Og det er ikke kvalitetstid, det er bare tid. Det er den tid, hvor jeg også skal lave mad, smøre madpakke, snakke med Allan, ordne banksager, tale i telefon, svare mails, vaske tøj, lægge tøj på plads, rydde op og lige finde mig selv efter en lang dag på jobbet.