Det er 6-7 år siden jeg gik ned med stress. Det var før jeg fik Nicholas, før jeg blev gift. Min mor var død nogle år tidligere, og jeg havde begravet mig i arbejde, en stribe dårlige kærester og en HD ved siden af. Plus træning og et hektisk socialt liv. Jeg brændte kort sagt mit lys i begge ender.

Alt i alt var det ikke ‘bare’ jobbet for mit vedkommende, men i lige så høj grad alt det andet, der gav mig stress. Det fandt jeg bare først ud af, da jeg selv trak i nødbremsen et lille år senere, da jeg i et nyt job var tæt på at havne nøjagtig samme sted en gang til.

Jeg brød sammen midt i et møde, hvor jeg blev beskyldt for min forgængers rod. Jeg råbte op, skældte ud og stormede ud med tårerne lodret ud af hovedet. Det var kulminationen på flere års stress.

Jeg flygtede. Det beskriver ret præcis det, der skete. Jeg kunne ikke være der mere. Jeg kørte bil hjem, men aner ikke hvordan. Jeg græd konstant i næsten 14 dage og gik ikke udenfor en dør. Jeg husker ikke detaljer fra de uger. Jeg husker fragmenter af angst, søvn og tårer. Totalt kaos og afgrundsdyb forvirring.

Jeg var fysisk angst for at tale med min chef, mine tænder klaprede, jeg rystede, det sortnede for mine øjne, når hendes nr dukkede op på min mobil.

Jeg sov meget, men var plaget af bratte opvågninger, hvor mit hjerte hamrede unormalt hårdt, og jeg næsten ikke kunne få vejret af angst for at dø. Jeg måtte opgive at gå i supermarked – alene tanken fik det til at sortne for mine øjne, mit hjerte hamrede og jeg blev svimmel.

Det var ikke fordi jeg ikke havde fået advarsler. Dem opdagede jeg bare først bagefter. Fredagen forinden var jeg besvimet på en cafe, hvor der blev tilkaldt ambulance, fordi min puls var lav, og jeg ikke kom til mig selv. Jeg slog det hen med, at jeg ikke havde haft tid til at spise i et par dage.

Det var ‘de eneste’ fysiske symptomer, jeg havde. De psykiske symptomer var – og er – langt værre for mig. Da jeg brød sammen, havde jeg længe kæmpet med elendig hukommelse. Virkelig elendig. Jeg kunne end ikke genkende min egen håndskrift, så noter jeg havde lavet til mig selv, oplevede jeg som helt fremmede.

Jeg kunne hårdnakket påstå, at det havde jeg aldrig hørt om for derefter at læse om det i en mail skrevet af … mig selv. Det var skræmmende, men jeg søgte at dække mig ind med stakkevis af print og huskesedler.

Min hukommelse er blevet bedre – eller jeg er blevet bedre til at hjælpe mig selv til at huske ved at anvende forskellige husketeknikker.

Jeg er blevet mere sårbar, har ikke samme overblik, går let i panik/i sort og min korttidshukommelse har taget skade. Det er de efterveer jeg lever med. Jeg ved, hvad jeg kunne, og det er en kilde til evig stress og frustration, at jeg møder muren langt tidligere end før.

Jeg lærte først lektien i anden omgang. I første omgang handlede det bare om at ‘komme tilbage’ og ‘få det overstået’, men i anden omgang var det ikke til at bortforklare, at nissen var der og at den i høj grad var flyttet med.

Jeg måtte tage hånd om de ting, der gør det svært for mig at være mig. I første omgang min meget elendige evne til at lytte til mig selv og til at sige fra.

Jeg skulle helt tilbage til min barndom og omprogrammere mine ‘vedtagne sandheder’ omkring, at det rent faktisk var okay for mig at sætte grænser og sige nej. Det var jeg ikke just blevet belønnet for hverken hjemme eller i skolen.

I skolen blev jeg og mine veninder udstillet som asociale, forkerte, egoistiske og slet og ret dårlige mennesker, dårlige veninder og asociale kammerater, når der var ting, vi sagde nej til.

Alene fordi vi var piger. Der gjaldt helt andre regler for drengene. Vi skulle sidde dreng-pige i timerne, så vi piger skulle holde styr på drengene og hjælpe læreren.

Generelt skulle vi hjælpe. Både lærere, drenge, veninder, forældre, søskende, bedsteforældre skulle hjælpes. Ikke at der er noget galt med hjælpsomhed, men der er virkelig noget galt i, at det sker på bekostning af en selv og ens egne grænser.

Mine grænser blev udviskede, og jeg lærte, at mine behov og ønsker skulle komme sidst, ellers ville jeg ikke være værdig at elske.

Det er en virkelig dårligt lektie at have med i erhvervslivet, når man så får en chef fra Italien, som rent beset ikke kunne se, hvorfor kvinder skulle være på arbejdsmarkedet og derfor absolut ingen respekt havde for mig eller mine kvindelige kolleger. Udover når han skulle have kaffe med varm mælk eller have hjælp til at forstå den danske brugsanvisning til firmabilen.

Men i bund og grund var et par dårlige chefer kun en af flere udløsende faktorer. Mit problem var, at jeg ikke formåede at stå ved mit nej. Min chef fik det altid omgjort, og de opgaver jeg sagde nej til op til flere gange endte alligevel på mit bord.

I første omgang udløste det stress, i anden omgang genkendte jeg tegnene, trak nødbremsen, lod mig sygemelde og fandt et andet job, før jeg gik ned med stress igen. Så jeg var blevet klogere anden gang, og jeg formåede faktisk at beskytte mig selv, da jeg ikke blev hørt og taget alvorligt. Det er jeg ret stolt af, når jeg ser tilbage.

Jeg føler, at jeg fik den nødvendige hjælp. Jeg blev sygemeldt begge gange, anden gang var rent præventivt. Jeg fik hjælp både fra en superdygtig erhvervspsykolog, samt fra min praktiserende læge. Men jeg tror, at det altid sidder i mig.

Det er som et brækket ben – det bliver aldrig helt så stærkt som før. Det er noget vrøvl, at det der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere efter min mening.

Jeg er ikke blevet stærkere af stress, jeg er blevet svagere og kan overskue færre ting. Til gengæld er jeg blevet mere no bull shit typen, der kender mine grænser, fordi jeg har begrænsede ressourcer at rutte med. Hvor jeg før kunne give 10-20-30% mere, så rammer jeg nu muren og har intet mere at give af. Intet.

En af de vigtigste erkendelser for mig var, at verden ikke afhænger af mig. Ikke noget Muhammed Ali syndrom “I’m the Greatest”, for jeg er ikke uundværlig.

Jeg er undværlig på jobbet. Jeg efterlader lige så stort et hul på mit arbejde, som når jeg trækker hånden op af vandet. Der er intet hul, og jeg er undværlig. Det er fedt at erkende, for den erkendelse er guld værd, idet den fjerner meget af ens selvskabte pres. Hvis jeg fejler, hvis jeg ikke kan eller bliver syg, så vælter verden ikke, så no stress!

Det var lidt om det – spørg endelig, hvis du vil vide mere. Det var en hård hård tid, men jeg havde en ting eller ti, som var nødvendige for mig at lære. Jeg fik lært det på den hårde måde!

Jeg har skrevet lidt med Pernille om stress. Hun står midt i det, og jeg tænker, at det måske er rart at vide, at der er et liv og nye muligheder på den anden side, når man igen finder ud af, at vingerne kan bære.

Det tager sin tid at komme tilbage, men man kommer tilbage. Styrket, måske ikke stærkere, men med en dyb indsigt og viden om egne styrker, egne kræfter og ikke mindst en viden om hvordan man bedst prioriterer og økonomiserer med sine ressourcer.