Når Nicholas og jeg ligger i sengen om aftenen, taler vi nogle gange lidt sammen. Andre gange – som i går – taler vi slet ikke, fordi han ønsker det sådan. Så må jeg godt læse en bog højt for ham, men jeg skal ikke tale til ham.
Han sagde ‘snak snak snak – det larmer i mit hoved’ og så tier jeg stille. Ofte fortæller han os, at vi siger for meget. Det er værd at tænke over, for det er tit rigtigt, at jeg møder ham med mange ord og kommer med lange forklaringer. Og tit oplever jeg, at hans fokus forsvinder, mens jeg snakker.
Jeg roser ham altid for hans ærlighed, og jeg lærer ham, at det er meget fint og helt i orden at sige ‘schy’ og ‘stop’, når folk snakker for meget. Det er utrolig fint, at han på den måde afstikker sine grænser, og jeg prøver altid at respektere hans henstilling.
mammalade 
Vi voksne snakker meget og længe, det har Nicholas helt ret i.
Jeg skal indimellem også tage mig selv i ikke at kaste mig ud i mange og lange forklaringer, for så lukkes der simpelthen af hos modtageren. Hvor er det skønt, at Nicholas selv kan sige til og fra.
KISS – Keep It Simple, no Surprises
God weekend
LikeLike
Hvor er det flot at han kan give udtryk for det. Så lytter han jo til egne behov. Jeg har det ligesom ham. Kan ikke rumme for meget snak og indtryk, så kan jeg også mærke mit hoved er fyldt og så er stilhed det eneste man kan forholde sig til, jeg har bare aldrig lært at mærke efter og sige det højt. Min datter har det på samme både, men er først ved at ku sætte ord på nu. Så ros din dreng. Stor ros ham. Sindsygt flot at han kan mærke det. Det gør ham stærk, fremover og videre i livet.
LikeLike
Jeg siger det heller ikke højt, men der er mange gange – jeg taler faktisk om i perioder flere gange om dagen – hvor jeg slet ikke hører det, der bliver sagt til mig. Det er som om mine ører klapper i, og jeg sidder i et stille rum og på højtryk tænker på noget andet, mens der tales til mig. Typisk, når jeg har for meget om ørerne og på ingen måde formår at være tilstede i nuet.
LikeLike