Dagen i dag startede lidt tøvende med skyer, men vejrudsigten sagde, at solen ville skinne klokken 11, og det skal jeg da nok love for holdt stik. Pludselig forsvandt skyerne, og solen brændte ned fra en knaldblå himmel. Så drak vi vores morgenkaffe på Hotel Post, mens Nicholas legede på legepladsen. Vi handlede i supermarkedet – ja da, for vi stod jo lige og manglede både hasselnøddeyoghurt, pina-colada-mælk og My Little Pony Kinder æg. Livets små nødvendigheder 😉

Vi gik tilbage på hotellet for at researche på nettet og finde adressen på en vandlegeplads i Aschau, som jeg havde læst om i en folder. Smart i øvrigt at lave en folder med alle mulige turistperler – og så ikke smide adressen ind i folderen. Efter min mening er folderen for the birds uden adresser.

Efter en god omgang googling fandt jeg omsider adressen, vi tog et solidt lag solcreme på og satte kurs mod Aschau. Vi skulle køre små 18 km gennem Kirchberg og ned ad en grusvej. På vej dertil blev husene færre og færre, og vejen blev mere og mere ujævn. Selvom den smalle vej var under kraftig renovation, og der pilede vejarbejdere og store maskiner rundt midt på vejbanen, så var fartgrænsen stadig 100 km/t.

Legepladsen lå for enden af vejen. Der var saftige grønne enge – og så var der en legeplads og en fodnusseplads med vandterapi for bare tæer. Ja, jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal kalde det .. der var bygget en sti, hvor man kunne gå rundt på bare fødder dels i vand med små sten, store sten, grus og sand, samt på grannåle (altså ikke i vand .. ). Der var tale om en såkaldt Fußreflexzonen-Weg, og børn måtte ikke lege der, selvom det var absolut børnevenligt med skægge soppebassiner og rislende bække. Det var lidt mærkeligt, men legepladsen ved siden af var til gengæld superbørnevenlig.

Jeg har lige tjekket det ud, for i turistfolderen stod der, at der var “Kneippwasser mit Kneippbecken, Kinderkneippen, ein großer Spielplatz und ein Fußreflexzonen-Weg stehen Ihnen zum Krafttanken zur Verfügung”. Der er rigtig mange gange kneipp i en enkelt sætning – ? Det ord kendte jeg godt nok ikke, men se nu her, hvad Kneippen betyder. Ahaaa … jeg burde jo have smidt mine nye vandresko og have vandret en tur på Barfodsstien, når jeg nu var der.

Vi tilbragte en times tid på legepladsen i den stegende sol ved siden af den brusende flod med grønne sætere og bjerge så langt øjet rakte. Der var ufattelig smukt, og vi var bestemt heller ikke de eneste på denne lidt øde beliggende legeplads for enden af en grusvej.

Nicholas knækkede koden til selv at komme op på en svævebane og sætte i gang, så han futtede glad frem og tilbage utallige gange på tværs i landskabet. Han pilede også rundt i Kinderkneippen og plaskede med vandet. Det var helt klart svævebanen, der var det store hit for ham.

På vejen tilbage til bilen kiggede vi lige fra broen ned på floden, der brusede afsted med voldsom kraft. Lidt længere henne hvor floden løb sammen med en anden flod oppe fra bjergene, badede folk lystigt med deres børn. I mine øjne et fuldstændig vanvittigt projekt; et barn har ikke en chance, hvis det snubler eller bliver skyllet omkuld i en brusende flod fyldt med store og små klippestykker.

På tilbagevejen stoppede vi i et supermarked, som nok er det flotteste supermarked, jeg længe har set. For det første var der supermange anderledes og spændende sager på hylderne; særlig iskaffe-udvalget og yoghurt-udvalget er stort. Vi købte bl.a. en Latte Macchiatto med Dajm til €0,39 – den smagte så skummelt!

Da vi kom tilbage til Westendorf var der marked på hovedgaden, og de lokale handlende åbnede deres små boder med sællerter som Murmeldyrsalve, lokal brændevin, pølser, skinker, oste, hæklede og strikkede sager, filttasker med edelweiss, ternede skjorter og lederhosen i alle størrelser. Vi købte en halv kylling med pommes og satte os ved et langbord, og så begyndte to mænd i lederhosen at synge og spille harmonika. Det var vildt hyggeligt at sidde der under parasollens skygge og høre muntre østrigske sange.

Vi havde jo lovet Nicholas en omgang minigolf, så vi gik op og spillede minigolf på den lokale bane. Det var ikke ubetinget et hit. Jeg lavede et enkelt hole-in-one, men ellers flest 10ere. Solen bagte ned, og det var stegende hedt. Jeg er ikke til minigolf, men Nicholas er overraskende glad for det, og han er faktisk ret god til at vente. Mit problem med minigolf er, at jeg mister interessen, og så gider jeg ikke, og når jeg ikke gider, så går det dårligt, og så bliver jeg sur. Det prøver jeg at holde inde, men jeg har mest af alt lyst til at tyre køllen ad h til cirka en gang på hver bane. Men jeg prøver virkelig at styre mig.

På vej tilbage til hotellet købte vi nogle helt frisklavede kartoffelchips, som vi så blev skåret ud af friske kartofler og stegt sprøde i olie. De knasede og smagte fantastisk.

Vi gik tilbage til hotellet ved 17-tiden, og så sprang vi i poolen og spillede bold. Nicholas blev mere og mere modig, og han tør nu godt give (lidt) slip på os og bevæge sig rundt langs poolkanten selv.

Ved 20:30 tiden var han helt udmattet, og vi puttede ham. Han faldt hurtigt i seng, selvom der stadig var høj tyrolermusik fra markedet på hovedgaden.