I går aftes sad jeg og arbejdede, og pludselig kunne jeg ikke se noget. Jeg stoppede og så undrende op – og der var det; det bløde blåsorte mørke. Det mørke, som snart hylder sig om os som det varme tøj, vi må trække i. Jeg så det ikke ske denne gang. Vi var bortrejste, mens de lyse nætter pakkede sig sammen og rejste bort. Jeg savner dem allerede.

“Hver gang bliver nætterne mørkere helt ubemærket. En aften i august gør man sig et ærinde uden for huset, og pludselig er alting kulsort, en stor, varm, sort stilhed omkring huset. Det er stadig sommer, men den lever ikke længere, den står stille uden at visne, og efteråret er ikke klar til at komme endnu. Der er ingen stjerner, kun mørke.”

Sommerbogen / Sommarboken, Tove Jansson, 1972 ❤