Først og fremmest er ADHD et ‘anerkendt’ handicap. Det er et megatungt ord at få hæftet på sit barn, vil jeg lige indskyde. Men hvad betyder det egentlig at være handicappet?
Et handicap er en permanent fysisk eller psykisk sygdom eller funktionsnedsættelse. Et handicap defineres som funktionsnedsættelser, der har konsekvenser for livsførelsen. Det skal altså være en funktionsnedsættelse, der ikke helt kan kompenseres for og som dermed giver barrierer i samfundet. Ca. hver femte dansker har en eller anden type funktionsnedsættelse. Man taler normalt om fysiske (mobilitetsproblemer) og psykiske handicap (kognitive eller psykiske lidelser).
Kilde: Wikipedia
Jeg kan overhovedet ikke forlige mig med at bruge ordet “handicappet” omkring min søn, for han ikke er handicappet. Men hans to diagnoser ADHD og autisme regnes for at være handicap. Det har jeg det ret svært med. Jeg er klar over, at både ADHD og autisme kan være invaliderende, men samtidig er der også stor forskel på hvor hårdt den enkelte er ramt.
Hvis jeg tager udgangspunkt i vores situation, så føles handicap som et helt forkert ord. Vores søn er ikke handicappet. Fx er der netop blevet tilknyttet en ny specialpædagog på i børnehaven. Hun har speciale i ADHD, og lederen i børnehaven valgte med vilje ikke at udpege vores søn for hende. Hun kunne ikke finde ud af, hvilket barn – ud af 8 – der var “diagnosebarnet”. Vores søn stak ikke ud, og hun måtte give fortabt, hvorefter lederen afslørede det.
Når man smækker stemplet ‘handicappet’ i hovedet på folk, så tror jeg, at det gør noget ved en. Så er man – groft sagt – placeret i dén kasse, som ingen ønsker at havne i – hvor det bare er så synd for én – og hvor folk holder op med at forventer noget af én. Så er man på sin vis afskrevet, og jeg tænker tit på, om man ikke også afskriver sig selv til sidst. Og jeg tænker, at der ligger enorm power i det ord. Ikke nødvendigvis positiv power, ofte tværtimod. Og jeg tænker på, at alene ordet har et seriøst potentiale til at ændre kursen på min søns liv – lige fra den dag, det kom på hans papir, da han var bare 3 år.
Så jeg har besluttet mig til ikke at ansøge om ledsagerkort, selvom vi har ‘ret’ til det. Der er andre, der har større behov for det end vi. Der er rigtig mange fordele ved kortet, og jeg har da også for længst udfyldt ansøgningsblanketten. Den har ligget derhjemme i over et halvt år, og jeg kommer ikke til at sende den afsted.
mammalade 
Gør det, som er bedst for dit barn ❤ og husk, at man altid har ret til at ombestemme sig. Vil det være et tilbud, eller vil det være en stop klods? Måske varierer det i forhold til forskellige behov/perioder i hans liv.
HANDICAP .. Det har man også i golf. Jeg elsker at anskue det fra den vinkel. For man er IKKE forkert fordi man har et handicap. Forudsætningerne for at klare banen skal bare justeres i forhold til medspillerne.
Jeg har aldrig betragtet mig selv som handicappet eller ladet det definere hvem jeg er. MEN jeg har indset, at jeg i nogle situationer har brug for værktøjer (høreapparater), for at jeg kan være med i spillet. Brug/ikke brug er på egne præmisser. Jeg bestemmer selv. Take it, or leave it. Handicap eller ej. Når andre prøver at presse nogen i kasser, mister alle noget.
LikeLike
Ja, ud med kasserne 🙂 Men vil du ikke gi’ mig ret i, at selve ordet handicappet er stærkt ladet og stigmatiserende? Jeg elsker også golfversionen, men i vores ‘system’ er det desværre ikke golfversionen, der er fremherskende.
I samfundets øjne er en “god” handicappet en der gør alt hvad han/hun kan for at være ‘normal’. Dem, der er for handicappede til at kunne det, gemmer vi af vejen. Eller som tilfældet er med ADHD, så giver man dem medicin, så de bliver rolige og kan fungere normalt.
Jeg ville ønske, at man begyndte at tænke ud af boksen og tilpasse i hvert fald dele af samfundet til mennesker udenfor normalspektret, i stedet for at ensarte menneskene til de passer ind.
Gitte K
LikeLiked by 1 person
Jeg giver dig i den grad ret i stigmatiseringen, ved brug af termen. Men som familie, pårørende og handicappet, er man selv med til at bestemme, om man vil lade det definere en som person. Eller om man lader sig selv træde i karakter, som den man er. Ingen er perfekte (heller ikke dem som passer ind i begrebet “normen”, vi er alle unikke. Find styrkerne frem, og dyrk dem! Erkend de mindre stærke sider, og lev med dem. Giv ham evt nogle disciplinære værktøjer til at tøjle uroen, hvor det er strengt påkrævet. Men lad for alt i verden aldrig nogensinde lade nogen bilde jer ind hvor begrænsningerne ligger. Find dem selv, i en kærlig og tillidsfuld ånd.
Mine forældre fik at vide, at jeg nok ikke ville kunne lære fremmedsprog, og at jeg muligvis heller ikke ville blive ferm til dansk grammatik, fordi jeg har nedsat hørelse. De blev rådet til, at jeg skulle blive stærk til matematik (for at kunne klare mig). Men der tog de (igen) fejl. Jeg er bestemt ikke nogen haj til matematik, men behersker til gengæld flere sprog og det danske langt over gennemsnittet.
Det bedste I kan gøre for jeres dreng, er det, som I allerede gør: nemlig at elske ham for den han er, og lade ham være stolt af det. Vi kommer alle til at møde modgang i livet – det er vores selvværd og selvtillid, der har indflydelse på hvordan vi håndterer det.
“Jeg ville ønske, at man begyndte at tænke ud af boksen og tilpasse i hvert fald dele af samfundet til mennesker udenfor normalspektret, i stedet for at ensarte menneskene til de passer ind”
Jeg er 100% enig. Væk med fordomme og kasser, og ind med hjerterum og plads til at dyrke det unikke i hver og en af os. Mangfoldighed (i alle ordets betydninger), er en styrke. Ensformighed ender med en grå blind masse, der ikke kan tænke selv, og som fordømmer og reagerer med angst over for alt nyt, og ukendt.
LikeLiked by 1 person