Her til eftermiddag ville jeg køre knægten over til en legekammerat, men da jeg satte kursen mod bilen, gik han den anden vej og sagde “kom, mor, vi løber, der er så kort derover” og så spurtede han afsted.

Jeg halsede bagefter, han fik medlidenhed med mig og sagde ‘tag min hånd, så får du kræfter af mig’. Vi løb så hånd i hånd, og jeg syntes, at det gik ret godt, når man tager i betragtning, at motion har jeg sidst dyrket engang i sommer.

Jeg følte mig faktisk forbavsende let til bens, hurtig og skarp, lige indtil han pegede på mine fødder og sagde “se, mor, dine fødder går! ….. de skal jo løbe!”

Jeg protesterede og sagde, at jeg i hvert fald løb, men han svarede, at mine fødder i hvert fald ikke løb nogen steder. Jeg kom til at grine, og det er ikke så let, når man i forvejen er forpustet!