Generelt er det som om vi skal tilpasse os samfundet – og i den forbindelse har vi så lige glemt, at vi jo selv ER samfundet. Samfundet er os og omvendt, så det burde ikke være så svært. Men folk knækker jo på det; hvadenten man er for følsom, for urolig, for stresset eller forkert i forhold til samfundet… 

Det er paradoksalt, der burde jo være plads og rum til alle skønne mennesketyper.

Jeg savner mangfoldighed; hvor er de handicappede, de syge, de følsomme, de urolige, de anderledes og alle de andre henne i erhvervslivet? Vi gør ikke plads til dem. Vi siger, at vi gør, og vi siger, at vi er åbne. Mens vi i virkeligheden er begyndt at indsnævre feltet, for hvem der kan bruges – alt i mens flere og flere falder udenfor.

I skolerne skal alle inkluderes på lige fod, alle skal passe ind i en forholdsvis snæver ramme. 

Men det er jo lige netop IKKE på lige fod, for vi er ikke helt ens! Jeg fristes til at brøle; heldigvis! – men jeg ved jo godt, at det at være marginaliseret pga fx et handicap i vores samfund ikke ses som en bonus.

Vi og dermed vores samfund ser kun svagheder, mangler og omkostninger. Men alle har styrker, og alle kan noget særligt. Jeg ville ønske, at vi begyndte at se muligheder i stedet for omkostninger, når vi ser på mennesker, der af den ene eller anden grund ikke kan det hele på den halve tid.